Sitemap | Avanceret søgning |

Rejse i tiden

JP's arktiske exploratører stikker sydpå.

Af Jørgen Ullerup og Jette Elbæk Maressa

Publiceret 03-09-2008

Ilulissat


Oppefra
Qaanaaq ligger bag os. I Upernavik, hvor Knud Rasmussens fragtskib forliste, øjner vi fra luften en landingsbane på toppen af et bjerg. Mellemlandingen foregår med stor præcision, inden turen fortsætter sydover.
Foto: Casper Dalhoff

»Vi mænd skal ikke blive sentimentale og sidde med bløde hænder og skrive bøger - vi skal ud og luftes, ud at skyde rovdyr - bjørne, ulve! Og så skal vi have kvinder, der kan modtage os i varme stuer med god mad«.

Med dette - formentlig for sin tid politisk korrekte - Knud Rasmussen citat har vi påbegyndt vores store rejse fra nordspidsen af Grønland mod de nordligste dele af Canada og Alaska.

I sporet på Knud Rasmussens store slæderejse fra 1921 sætter vi først kurs sydpå. Også den berømte polarforsker indledte sin rejse i Thule, hvor han samlede hunde, arktisk udstyr og ikke mindst en gruppe seje polareskimoer, som skulle deltage i ekspeditionen.

Mandskab og udstyr skulle sejles med det ustabile, men stolte skib Søkongen sydpå til Nuuk og herfra tværs over havet og ud på en farefyldt rejse igennem Davids Strædet og Foxe Basin til Hudson Bay i Canada.

Men uheld og sygdom forsinkede rejsen. En del udstyr forsvandt ned på havets bund, da fragtskibet M/S Bele fra Danmark forliste uden for Upernavik. Endnu værre var det, at ekspeditionen allerede inden afrejsen fra Nuuk 7. september 1921 mistede tre af sine grønlandske deltagere på grund af sygdom.

»Man må rette sig efter de slag, man får,« skrev Knud Rasmussen i sin dagbog om forsinkelsen på godt en måned.

Disse vise ord er også blevet et fast motto på vores ekspedition, der foregår i et noget hurtigere tempo og foreløbig under væsentligt behageligere forhold.

Vi klarer den mange hundreder kilometer lange tur fra tørklosettet i vores grønne sommerhus (Hotel California) i Qaanaaq til en verden med træk og slip i Ilulissat på nogle få timer.

Rejsen går hen over et uberørt fantasilandskab af is, klipper og vand, mens den charmerende stewardesse Ina serverer kaffe, kager og æbler.

Nogle timer senere sætter vi os til rette på hotel Icefiord, hvor udsigten fra restauranten går ud over isfjorden. Isbjergene funkler i solnedgangen, og menukortet frister med hellefisk, moskusokse og rensdyr.

På denne smukke aften er de eneste sygdomstegn i gruppen en stikkende rejseiver i bryst og ben samt stadig ømme bagdele efter en dramatisk sæljagt hen over bølgerne.

På det intellektuelle plan diskuterer vi stadig, hvem der er blevet bedst til grønlandsk. Stridens emne er det korrekte ord for sæl, som ekspeditionens ældste medlem er overbevist om hedder en "puha". Da vi spørger en grønlandsk pige i lufthavnen, siger hun puha og holder sig for næsen. 1-0.

Derimod har vi opgivet nogensinde at lære at udtale ordet "pujortarfigeqqusaanngitsoq". Det betyder røgfrit område.