Sitemap | Avanceret søgning |

Fordomme og forbehold

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man rapporterer fra Grønland.

Af Jette Elbæk Maressa og Jørgen Ullerup

Publiceret 02-09-2008

Qaanaaq


Jagt på blåbær
Mens de små klasser er på lejrskole,har de større børn i Qaanaaq fået en fritime til at plukke bær på fjeldet syd for byen.
Foto: Casper Dalhoff

Børnene byder på blåbær. Sammen med deres lærerinde er de på udflugt i fjeldet uden for Qaanaaq, hvor de eftertragtede bær titter frem mellem klipperne.

Da vi spørger om en enkelt smagsprøve, får vi et funklende smil og svaret:

»Du må tage to.«

Deres ældre søskende, de grønlandske teenagere, ligner danske unge. Med piercing i næsen, rapmusik i ørerne og de seneste snit inden for jeans og toppe. Pigerne siger hej og fniser, når vi møder dem på gaden.

I weekenden drikker de øl ved hallen, og ligesom nogle danske unge drikker nogle af dem igennem.

Så er der de voksne i Qaanaaq. Nogle få beder om 100 kroner for et foto, men langt de fleste er gæstfriheden selv og inviterer indenfor.

Som smykkemageren Odaq, der i sin stue opfører en trommedans - uden tromme - med en sang om en lille isbjørn. Eller storfangeren Gideon, der inviterer på kaffemik hjemme i sin moderne villa, selv om vi ikke er i stand til at kommunikere på samme sprog.

Men under den smilende facade er mange andre reserverede. De klapper i, når de møder fremmede, og måske navnlig journalister. Beskyldninger i pressen om mishandling af børn og artikler om Grønlands sociale problemer har nok brudt tabuer, men også ført til skepsis over for fremmede.

Tilliden er ikke blevet bedre af, at en af sagerne førte til indførelse af et forbud mod stærk alkohol i Qaanaaq.

En af kommunens ansatte fortæller, at problemerne ikke er værre end i andre grønlandske byer, og de unge virker da heller ikke forhutlede. At unge færdes ude om natten i Qaanaaq kan ikke overraske nogen, for om sommeren er her lyst døgnet rundt.

Da vi på stranden stiller et simpelt spørgsmål til en dansk udvandrer til Qaanaaq, gør han kort proces og fortæller uden omsvøb, at hverken han eller hans grønlandske venner er meget for frembrusende journalister. Han er i det hele taget meget karrig med at afsløre størrelsen på sit ordforråd.

Flere planlagte møder og portrætter falder på gulvet, og aftaler udsættes på ubestemt tid. Igen og igen. Måske fordi forholdet til tiden mere afspejler dyrenes færden end et kontrolur på en fabrik.

»Hvorfor har I så travlt?« lyder det klassiske spørgsmål.

Ting tager tid, og tid har man nok af i Qaanaaq, hvor dage og ugers ventetid på fly eller skibe hører til naturens orden.

Vi krydser fingre for, at tågen letter. I morgen skal vi videre sydpå mod Ilulissat, før turen fortsætter til Canada.