Sitemap | Avanceret søgning |

Storjagt på en ride

Drømmen om at nedlægge en narhval endte med et mord på en ydmyg fugl.

Af Jørgen Ullerup og Jette Elbæk Maressa

Publiceret 01-09-2008

Qaanaaq


Fuglefangst
Efter flere timers hvaljagt samler Qolutat en ride op.
Foto: Casper Dalhoff

Bølgerne slår op mod rælingen, vandet er iskoldt, og vi har ingen redningsveste på. Ifølge de lokale er det omsonst. Veste trækker blot pinen ud, hvis man falder i vandet. Hellere dø med det samme.

Det er gode råd som disse, der flyver gennem hovedet, mens vi i to små joller pisker ud af Inglefield-fjorden på nordspidsen af Grønland.

Kroppen rystes som en milkshake, mens vi ubarmhjertigt bumper op og ned. Bådførerne, to lokale fangere, griner, og de griner endnu mere, da vi forsøger at indlede en samtale med dem:

»Har du set en isbjørn?« råber vi på et noget ubehjælpeligt grønlandsk mellem skumsprøjtene, der rammer os som små isperler.

»Hvorfor taler I arabisk?« svarer de.

Målet for turen er narhvaler, som i stort tal svømmer rundt uden for Qaanaaq. De lokale fangere har tilladelse til at fange nogle af dem med harpun fra kajak. Det har vi ikke, men chancen for at opleve hval på tæt hold skal udnyttes.

Efterhånden, som bølgerne lægger sig, begynder vi at kunne nyde et uberørt islandskab omkring os og at høre drønene fra isbjerge, der flækker.

Turen går forbi indlandsisen, der står som en hvid mur ned mod vandet, og her ser fangerne faktisk en narhval. Desværre rækker vores opfangningsevne ikke til mere end hvalens kølvand. Fangerne får fornemmelse af uforløst jagtinstinkt hos holdet, hæver riflen og skyder en ride, (en lille mågefugl, red.)

Vandet er nu helt stille. Først nu får bådføreren den lysende idé at finde en polstret presenning frem, som vi kan sidde på.

»Sofa,« griner han uden at tænke på, at bølgegangen allerede har kvalificeret os til en nyretransplantation.

På vej hjem møder vi flere både, som trækker østpå. Også de har fået færten af narhval. På bådene ligger kajakker og harpuner klar til eventuel nedlæggelse.

De kommer hjem lige så tomhændede som os. Senere møder vi vores to bådførere sammen med deres familier i det lokale supermarked.

De er i gang med at omsætte dagens omsætning til lækkerier. Kager, chips, cola og coco pops ryger ned i indkøbsvognen. Familien bærer flere poser væk og fortsætter ud i byen for at dele fangsten med familien.

Også vi er gået ombord i de indbydende hylder i et forsøg på at ryste kulden af. Havet gør sulten, og som Knud Rasmussen ganske rigtigt udtrykte det:

»En hund æder aldrig mere, end at den kan begynde på ny. Kun et sultent menneske spiser uden måde.«