Sitemap | Avanceret søgning |

Små folk, store bjerge II

Jyllands-Postens Explorerhold slutter sin rejse gennem Alperne. Bjergene er hjemsted for snesevis af små kulturer, rækkende fra rætoromanere i Schweiz over sydtyrolere, ladinere og friulanere i Italien. En rapport fra Sauris, hvor familien Scheider taler en 1200 år gammel tysk dialekt, kaldet Tårenes Sprog.

Af Per Nyholm
Publiceret 27-10-2001

Sauris, Italien

Bag os ligger motorvejen, der fører trafikken fra Italien op til Wien og Centraleuropa.


Pasquale Demonte

Foto: Carsten Ingemann

Bag os ligger også Tagliamento-floden, som i det daglige ligner en ufremkommelig stenørken, men i foråret, når Højalpernes sne smelter, forvandles til en brusende, ofte katastrofe-bringende strøm.

Nord for Udine kører vi til venstre ind i et landskab, der hurtigt stiger mod bjergkammen. Lavlandets forsøgsvise solskin bliver til tåge og piskende regn i takt med, at vi nærmer os Sauris. Her, i små 2000 meters højde, lever flere af Alpernes småfolk friulanere, karniere og andre. De er italienske statsborgere, men har samtidig deres egne sprog, egne skikke og egne traditioner.

I Øvre Sauris træffer vi Pasquale Demonte, en munter jæger, som netop er kommet tomhændet ned fra de højereliggende dale. »Jeg så kun et enkelt dyr, og det var så lille,« siger han, »at jeg ikke ville skyde det. Det får fred i endnu et år.«

På sæteren over sognekirken, der er viet til Skt. Oswaldo, med drivende regnskyer under os, forsøger Pasquale at forklare os, hvem der bor her. »Vi er alle italienske statsborgere, men karniere af kultur og sprog,« fastslår han. »Vi er efterkommere af bjergenes første beboere, som var keltere. Der er omkring 1400 af os i disse dale og måske 3000 i resten af verden.«

Jeg forsøger at pille et særpræg ud af ham. Hvad vil det sige at være karnier? »Vi spiser ikke pasta som italienerne, men kraut og sauerkraut som tyskerne,« siger han med et fiffigt glimt i de grønne øjne. Kål og surkål med andre ord. »Vi har det godt her,« tilføjer han. »Vi tager vare på os selv. Ingen blander sig i, hvordan vi lever.«

Snesevis af kulturer
Alperne er hjemsted for snesevis af små kulturer, rækkende fra rætoromanere i Schweiz over sydtyrolere og ladinere nord for Bolzano eller Bozen til friulanere og andre i det nordøstlige Italien.

De italienske sydtyrolere, valdostanerne på Italiens side af grænsen til Frankrig og slovenerne i Nordøstitalien er nationale mindretal. De føler sig mere eller mindre knyttet til den bag ved liggende nationalstat, der på sin side føler sig mere eller mindre forpligtet til at beskytte sine landsmænd, som ikke er dens statsborgere.

Tidligere gav disse mindretal anledning til forbitrede sammenstød og ind imellem til krige. Sydtyrolerne og slovenerne, som blev indlemmet i Italien efter det habsburgske imperiums undergang i Første Verdenskrig, taler stadig om de overgreb, de blev udsat for af mellemkrigsårenes fascistiske diktaturer i Tyskland og Italien. I dag er der ingen alvorlige problemer. Såvel mindretallene som småkulturerne, der ikke har en ydre stat i ryggen, lever med alle de rettigheder, de er tilskrevet af EU, Europarådet og andre organer. Sydtyrolerne og friulanerne har en levestandard, der ligger højt over den italienske.

Rætoromanerne, ladinerne, friulanerne og karnierne er resterne af historiske folk, der ikke opfatter sig som mindretal, men snarere som kulturer. De har aldrig haft deres egne stater. Ingen uden for de stater, hvor de bor, betragter sig som deres moderland eller beskyttelsesmagt. Der er også religiøse grupper som valdenserne, oprindelig en reformert retning indenfor Romerkirken, nu et anerkendt evangelisk trossamfund. Tidligere tiders forfølgelse af valdenserne i Frankrig, Tyskland og Italien drev dem ind i Alpedalene, hvor de bidrog til udviklingen af trafikken over Gotthard-massivet. De menes i dag at udgøre omkring halvdelen af Italiens fåtallige protestanter.

Politisk konstruktion
Sydtyrolerne, valdostanerne og slovenerne er henholdsvis tysktalende, fransktalende og slavisk talende nationer af afvigende kulturel baggrund. Rætoromanerne, ladinerne og friulanerne er derimod en og samme folkegruppe, der som følge af Alpernes topografi og historiens gang har bevæget sig ud på forskellige veje, siger Romedi Arquint, som Explorerholdet møder i Chur i Schweiz.

Bjergene umuliggjorde især tidligere en fælles tilværelse, men om den fælles sproglige og kulturelle baggrund hersker ingen tvivl, mener Arquint, rætoromaner, dansk gift og dansk talende, medlem af kanton Graubündens lovgivende forsamling, kaldet storrådet eller cusselgl grond, og formand for den Føderalistiske Union af Europæiske Folkegrupper i Flensborg.

Modsat sine omgivelser er Schweiz en ren politisk konstruktion. Der er ingen national kultur, intet nationalt sprog og intet etnisk fællesskab. Schweiz eksisterer, fordi schweizerne, anbragt i deres selvstyrende kantoner og talende fire vidt forskellige sprog, har nytte af deres statsforbund.

I et land med seks millioner indbyggere fortrinsvis tysktalende, fransktalende og italiensktalende har de knap 70.000 rætoromanere utvivlsomt det største relative udbytte af forbundet. De har deres eget anerkendte sprog, kaldet romansh, deres egne kulturinstitutioner samt deres egen statslige radio- og TV-station.

Desuden har de en forfatningsgaranteret, effektiv adgang til den større schweiziske verden.

Statslig omsorg
Vanskelighederne findes snarere indadtil, forstår man på både Arquint og Bernard Cathomas, tidligere direktør for det schweiziske kulturinstitut Pro Helvetia, nu chef for Radio e Televisiun Rumantscha i Chur. Problemet er, at det rætoromanske sprog, kaldet romansh, tales i fem dialekter. Rætoromanerne i en dal forstår meget ofte ikke deres landsmænd i den næste dal og kommunikerer derfor indbyrdes på tysk.

Arquint, Cathomas og andre intellektuelle forsøger at skabe et standard-romansh, herunder et skriftsprog, kaldet rumantsch grischun efter Graubünden, rætoromanernes hjemstavn. De arbejder sig møjsommeligt frem fra kompromis til kompromis. Kan en dal endelig overtales til at opgive et ord eller to i den fælles sags tjeneste, skal den senere kompenseres med andre lingvistiske indrømmelser af de andre dale. Lykkes standardiseringsbestræbelserne ikke, frygter de, at romansh vil dø ud.

»Rætoromanernes største by er Zürich,«, siger Arquint. »Selv her i Chur udgør vi kun 10 procent. Alligevel er jeg optimist. Antallet af rætoromansk talende er stigende, og der er en voksende bevidsthed.«

Arquint betegner rætoromansk med dette sprogs elementer af keltisk, illyrisk og etruskisk som »blødt og smidigt, fyldt med billeder.«

Hvad angår statens omsorg har de rætoromanske sprogentusiaster intet at klage over. Efter en folkeafstemning i 1996 - alt i Schweiz afgøres ved folkeafstemninger - er romansh med bifald fra 76 procent af vælgerne et »officielt, føderalt sprog« med alt, hvad det indebærer af støtte til forlag, presse og andre kulturfænomener.

»Rætoromanerne udgør 0.8 procent af befolkningen. At vi kunne opnå det resultat, var et flot håndslag fra resten af Schweiz,« fastslår Arquint.

I virkeligheden tales romansh ikke udenfor Graubünden, som med sine øvrige officielle sprog tysk og italiensk er den eneste tresprogede kanton.

Ved indkørslen til Ampezzo på den stadig smallere vej op til Sauris minder et skilt om, at her udråbte modstandsgrupperne i september 1944 den Frie Karniske Republik. I Alpernes forbjerge, som andre steder, fordrev lokalbefolkningen den tyske besættelsesmagt og dens italienske håndlangere for i forbindelse med krigsophøret at vende tilbage til den nye italienske stat.

I Nedre Sauris tørner vi ind hos Franca Schneider, hvis værtshus »Alla Pace« har eksisteret siden 1862. Hun serverer dalens egne retter, først et fad med duftende, let røget skinke, dernæst en tyk, varmende varm grøntkålssuppe og endelig en dyreragout med polenta, den allestedsnærværende norditalienske majskage. Salaten kommer ude fra baghaven, siger hun stolt. Den svære røde merlot er fra familiens egne marker. Et billede på etiketten viser Franca og hendes mand ved deres bryllup i længst forsvundne dage.

Familien Schneider bebor en såkaldt sprogø indenfor Nordøstitaliens friulanske folkegruppe. I dalene fra Brennerpasset ned til den Triestinske Havbugt kan man høre, hævdes det, forskellige karniske sprog og dialekter samt ladinsk, cadorisk og comelisk, men først og fremmest friulanernes furlan, af italienerne og omverdenen kendt som friulisk.

I Nedre og Øvre Sauris med omkring 400 beboere kan man møde karniere, friulanere, ladinere og andre bjergfolk. Franca og hendes familie tilhører et fællesskab, som betjener sig af en langt over 1000 år gammel tysk dialekt.

Selvbevidste mindretal
Alle disse småsprog opstod i Oldtiden med Roms fremmarch i den da kendte verden. Fra Portugal, Spanien og Frankrig til Rumænien førte mødet mellem de romerske kolonisatorer soldater, embedsmænd og købmænd og lokalbefolkningen til blandingskulturer.

I Alpedalene forendes det folkelige latin med keltiske, rætiske og andre dialekter i det rætoromanske sprog. Der opstod desuden en sammenhængende rætoromansk kultur, som med de nordfra kommende allemaniske og bajuvariske stammers indtrængen i den tidlige Middelalder blev delt i tre kulturlande: schweizisk romansh i Graubünden, dolomitisk ladin syd for Brenner samt furlan omkring Udine og Cividale.

Det lyder indviklet, fordi det er indviklet i hvert tilfælde for udenforstående. Småfolkene selv er fuldstændigt klare over, hvem de er og skjuler det ikke. Snarere tværtimod. På denne Explorerfærd gør vi det gerne endnu mere indviklet for læserne ved at videregive den påstand, at lingvisterne arbejder med et halvt hundrede mindretalssprog og dialekter i Europa foreløbig. Der kommer hele tiden nye til i takt med, at folkeslagene besinder sig på deres historie og deres identitet.

Alpernes mindretal virker selvbevidste og velstående. Deres værtslande støtter dem med generøse politiske og kulturelle ordninger, der gør, at konflikt omkring mindretallene er så godt som ukendte. Sådan var det altid i Schweiz, men ikke altid i Italien. Dog er man i Rom siden 70erne kommet til den slutning, at gode mindretal er glade mindretal, og intet er vundet ved at fare frem imod dem, som var de potentielle landsforræddere.

Italienerne presset
De 700.000 furlanere eller friulanere i Nordøstitalien og 625.000 sydtyrolere i Norditalien hører til Alpelandenes største og bedst situerede mindretal de sidste i en sådan grad, at italienerne, som efter Første Verdenskrig forlangte og fik statsgrænsen forlagt fra lavlandet til vandskellet føler sig presset i det, de kalder for Alto Adige eller Øvre Etsch.

Kun i Bolzano, de tysktalendes Bozen, har italienerne flertal. Med den stadige udvidelse af EU's beføjelser, med EU's fremme af regionerne og med grænsernes almindelige forsvinden er det som om nord- og sydtyrolerne på ny finder hinanden. Senest har de to regioner til mishag for regeringerne i Wien og Rom oprettet et fælles interessekontor i Bruxelles.

Uden for Bolzano er den tysktalende dominans total. Lokalregeringen i det autonome Sydtyrol stilles som en selvfølge af de tysktalende, støttet af ladinerne, der med kun 40.000 mennesker burde være svage. I virkeligheden står de stærkt som følge af deres samarbejde med sydtyrolerne.

Ladinerne er spredt ud over store dele af de sydlige Alpeskråninger. Godt 20.000 bor i dalene uden for Bolzano, godt 9000 er hjemmehørende i Trient/Trentino og godt 8000 i Belluno. Sproget er, som man kunne forvente, delt op i flere dialekter og anvendes ikke i nævneværdig grad i omgangen med myndighederne, men så meget desto mere i daglig tale.

»I Sauris taler vi zahre eller Tårenes Sprog,« siger Franca Schneider. »Det er en 1200 år gammel tysk dialekt.«

Jeg beder hende om at fortælle mig, hvad det vil sige at være sauraner. Af en snes ord, fordelt på to-tre sætninger, forstår jeg fire eller fem. Jeg føler mig, som var jeg dukket op i Jelling og havde en samtale med en af Gorm den Gamles krigere.

»Vi er italienske statsborgere, og befinder os godt i Italien,« siger hun. »Men vi har vor egen kultur og vort eget sprog.«

Så kommer hun med desserten, en tiramisu en træk mig op!

»Den er italiensk,« indrømmer hun. »Men snapsen er min egen.«

Hun skænker i bægrene. De er på størrelse med fingerbøl. En klar, svagt gylden væske, der smager af enebær og vilde blomster.

»Man skal leve og dø, hvor man er født,« formaner hun. »Det giver ro i sindet. Jeg er født i dette hus, og jeg forlader det først den dag, de bærer mig ud. Hele verden er i oprør. I Sauris har vi fred. Her har vi det godt. Kom snart igen.«

Vær vis på det, Franca!

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten