Sitemap | Avanceret søgning |

Ved det yderste hav

En by, mange byer, provins og metropolis. Jyllands-Postens Explorerhold oplever italienernes Trieste, tyskernes Triest og slavernes Trst. Hertil og ikke længere rækker Italien. Her slutter også Centraleuropa.

Af PER NYHOLM
Publiceret 26-10-2001

Caffe San Marco, Trieste

Vi er i den yderste provins, ved det yderste hav.


Aftenstemning i Trieste

Foto: Carsten Ingemann

For enden af den Italienske Enheds Plads, hvor marmortrappen stiger ned mod vandet, går en bersagliere i land. Dette monument i bronze vil mere end blot hylde den italienske hærs elitesoldat. Det minder om, at Italiens smalle kyststrimmel på Istrien er vundet med magt og holdt med magt.

Trieste er confine di stato. Hertil og ikke længere rækker Italien. Her er grænsen - ikke blot den politiske og administrative grænse mellem Italien og de slaviske kulturer, men i den italienske forståelse af fædrelandet og det fremmede. Ved Trieste holder den latinske verden op. De bagved liggende karstbjerge løfter sig mod Balkans himmel. Her slutter også Centraleuropa, som i umindelige tider rakte til marmortrappen og ud i Triestinergolfen.

I 1918 ankom bersaglieren med sin sorte hanefjer i hatten og ændrede historiens gang.

Trieste var det habsburgske imperiums fjerdestørste by efter Wien, Budapest og Prag. Det er nemt at glemme nu om dage, men engang vajede Østrigs rød-hvide fane på oceanerne fra Indien til Nordamerika.

Østrig var en sømagt. I Trieste, denne elegante og vemodige by, kan man tænke på admiral Hans Birch Dahlerup, postmestersønnen fra Hillerød, som på sin konges opfordring rejste til Wien og dernæst til Trieste for at skabe en østrigsk orlogsflåde. Han gjorde det så godt, at hans elev, admiral von Tegetthof, nær havde slået danskerne ved Helgoland i 1864.

Slagskibet Audace
Dahlerup boede med sin ven, habsburgerflådens formelle øverstkommanderende, ærkehertug Maximilian og dennes let eksalterede hustru, Charlotte, en belgisk prinsesse, på Miramare udenfor Trieste. Slottet står endnu og skal efter sigende have inspireret Hollywood ved mere end en lejlighed. En skønne dag bad Maximilian sin ven om at ledsage ham til Mexico, hvor han skulle være kejser. Den besindige dansker kunne ikke se formålet med dette eventyr og forsøgte at tale ærkehertugen fra hans forehavende. Men lige netop forsigtighed lå ikke til denne Habsburger. Maximilian sejlede til Mexico, hvor han blev henrettet af republikanske rebeller i 1867. Charlotte vendte hjem til Europa for at dø på den lukkede afdeling. Baron Dahlerup, som han nu var, endte sit liv, mæt af dage, på Frederiksberg i 1872.


Audace-molen
På Audace-molen i Trieste, hvor italienerne gik i land i 1918.
Foto: Carsten Ingemann

Ved Første Verdenskrigs afslutning lagde det italienske slagskib Audace ind til hovedmolen i Trieste. I dag kendes den af samme grund som Molo Audace. 500 års østrigsk herredømme var forbi. Dahlerups østrigske flåde forsvandt lige så brat ud af verdenshistorien, som den var opstået. Og Trieste? Trieste forvandledes fra at være det nu nedlagte habsburgske imperiums vigtigste havneby til et udsted så fjernt og ligegyldigt som den fjerneste flække i Kalabrien.

De tysktalendes Triest, slavernes Trst og italienernes Trieste, der havde ligget i midten eller næsten i midten af et rige, som rakte fra Toskana til Bosnien og videre til Ukraine, var finis urbis, finis terre, finis mundi.

Koncentrationslejren
Her holder alt op.

Selv italienerne - de rigtige italienere, dem ovre fra halvøen - kommer her ikke eller kun sjældent. Besøger de endelig Trieste, rejser de hjem mere forvirrede, end da de kom. Østrigerne dukker op på weekendture for at genopleve deres fordums pragt, og den er betydelig i form af handelshuse, banker, forsikringsselskaber og sindssygehospitaler, i det maria-theresianske kvarter med den snorlige kanal, kirker og kulturinstitutioner, som har tilhørt eller stadig tilhører den rigdom af folkegrupper, der lever i Trieste - italienere selvfølgelig, men også tyskere, slovenere, kroater, serbere, friulanere, istriere, albanere, grækere, armenere.

De engang så talrige jøder er væk, hjulpet på vej af lokale fascister og nazister. Dem var der flere af i 30erne og under Anden Verdenskrig, end triestinerne bryder sig om at huske i dag. Også på den måde, hvad angår glemsomheden, virker Trieste mere centraleuropæisk end italiensk. Byens uhyggeligste seværdighed er Risiera di San Sabba, den gamle risfabrik, hvor tyskerne og deres italienske håndlangere indrettede Italiens eneste koncentrationslejr. Op til 5000 mennesker skal være blevet myrdet i San Sabba. Andre 15.000 - frihedskæmpere, kommunister, demokrater, italienere, slovenere, kroater, friulanere, istrianere og jøder - blev sendt videre til døden nord for Alperne.

Hvis Wien er Centraleuropa, som man siger, må Trieste være Centraleuropa plus Levanten. Trieste er desuden - tro det eller lad være - en af Italiens rigeste og ordentligste byer. Under den nyligt afgåede borgmester Ricardo Illy (ud af kaffedynastiet og nu medlem af parlamentet i Rom) genvandt triestinerne meget af deres tabte personlighed og identitet.

»Sono mitteleuropeo,« siger en gammel herre. »Jeg er centraleuropæer.« Han sidder på Caffe San Marco med sin østrigske melange og dagens eksemplar af wieneravisen Die Presse. Trieste, forklarer han, har sin middelstand, sine håndværkere og sine handlende. Byen tjener atter på Centraleuropa og Balkan. Den offentlige forvaltning fungerer højt over det italienske gennemsnit. Folk er ærlige og betaler på god habsburgervis deres skat. Hvormed han antyder, at det gør de ikke i industribyer som Milano og Torino. Og så taler vi slet ikke om, hvad der foregår i Syditalien.

Sol og skygge
Italienerne var altid den største folkegruppe. Indtil Audaces ankomst ivrede de for en forening med det italienske kongerige, der var opstået et halvt århundrede forinden. I 1913, på Giuseppe Verdis fødselsdag, drog 30.000 nationalister gennem byen, syngende - trods et kejserligt forbud - den store komponists »Va pensiero«, som mange italienere fortsat anser for nationens rette hymne. Efter 1918 fik tonen en anden lyd. Drømmen om en plads i den italienske sol blev til virkeligheden på Italiens skyggeside.

Til denne dag er det sådan, som hævdet af den lokale forfatterinde Susanna Tamaro, at når en triestiner siger til sine venner, at han skal til Firenze, Rom eller Napoli, siger han, at han skal til Italien. Triestes italienere er nok italienere, men så italienske er de heller ikke.

Trieste forbliver den yderste provins, hovedstad i en forsvunden verden, mere habsburgsk og neurotisk end Wien, fyldt med akademiske og videnskabelige institutioner, med en selvmordsrate som i Østrig og Ungarn, måske en metropolis i det nye Europa, hvor grænserne opløses. Barok og art nouveau snarere end renæssance.

»I Trieste fører alt dette hyppigt til en følelse af usikkerhed, af ikke at høre til, af fremmedhed, til den selvmodsigende følelse af på en og samme tid at leve i centrum og dog i periferien,« skriver professor Claudio Magris, byens førende kulturpersonlighed, der selvfølgelig er stamgæst på Caffe S. Marco.

Susanna Tamaro har for længst taget nattoget til Italien. På Enhedens Plads er hun et minde - og et af de mindre - i den række af skribenter, der har givet Trieste ry for at være en overset by i Italien, men en litterær hovedstad i Europa. Rainer Maria Rilke skrev sine Duino-elegier her. Ireren James Joyce underviste triestinerne i engelsk fra 1904 til 1915. Han foretrak dem for romerne, om hvem han sagde, at de levede af at fremvise deres bedstemoders sminkede lig.

Bøgernes sære verden
I via San Nicolo ligger en gammel butik, halvt boghandel, halvt antikvariat, åbnet i den habsburgske periodes sidste fase af digteren Umberto Saba med henblik på at skaffe familien til dagen og vejen. Sabas fader var italiener, hans moder jødinde. Han døde i 1957, men bogladen føres uændret videre af en søn af hans nærmeste medarbejder. I det lille, støvede lokale kan man trænge ind i triestiner-litteraturens sære verden. I via San Nicolo er det, som om Saba og hans artsfæller, blandt dem Italo Svevo, Scipio Slataper, Biagio Marin og Giani Stuparich, netop har taget afsked for at indtage deres frokost i Caffe Garibaldi.

Flere af dem skrev på både italiensk og tysk. Også deres navne røber dobbeltheden og nogle gange tredobbeltheden i den triestinske kultur.

Italo Svevo er handelsmanden Ettore Schmitz, som med sit ordspil kalder sig for den Italienske Schwaber, altså den Italienske Tysker eller Italieneren fra Tyskland.

Virgilio Schönbeck er et anden eksempel. Hans fader var østriger, moderen italienerinde fra Veneto. Under navnet Virgilio Giotti offentliggør han sine værker, om hvilke den friulanske digter og filmmand Pier Paolo Pasolini siger, at de indeholder en hidtil ukendt smerte. Det er der grund til. Giotti var hele sit liv han døde fire uger efter vennen Umberto Saba - fattig som en kirkerotte. Han mistede to sønner på den russiske front. Hans hustru blev vanvittig af sorg.

Grænselandstraditionen fortsættes af lidt yngre digtere som Roberto Bazlen, kaldet Bobi, udgået af en tysk-italiensk familie i Trieste, og af den for tidligt døde Fulvio Tomizza, en italiensk istrianer, der skriver om det svære, men også gensidigt berigende forhold mellem italienere og slovenere.

Adalbert Stifter rejste som allerede moden mand fra Bøhmen til Trieste i det 18. århundrede. I karstlandet over byen steg han af sin rejsevogn og gik frem mod et syn, som han vidste ville overvælde ham. I et brev til sin forlægger skrev han, hvordan han sad i timevis på bjergkammen og stirrede ud over det, han aldrig tidligere havde set havet.

H.C. Andersen kom her også på en af sine utallige rejser i det syd- og centraleuropæiske. I Teatro Grande mødte han en grev Waldstein-Wartenberg, der senere bød ham på frokost i sit palæ. Her gik det op for vor eventyrdigter, at hans vært var tiptipoldebarn af landsforrædderen Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine, Christians den Fjerdes ulykkelige datter. For god ordens skyld lå greven inde med det originale Jammersminde, som i dag findes udstillet på Nationalhistorisk Museum i Hillerød.

Capas landmine
I den gode formiddagssol forlader vi for en stund Caffe San Marcos spejle, mørke paneler, avisbunker og umage, knirkende møblement. Vi kører ud til Miramare på en pynt lige vest for Triestes bykerne ikke så meget for at mindes Maximilian, Charlotte og Dahlerup, men for at møde Robert Capa, en kollega og levemand, hvis epokeskabende fotografier fra den Spanske Borgerkrig, Anden Verdenskrig og andre krige er udstillet her.

Capas første offentliggjorte billede viser Leon Trotskij, fotograferet under en forelæsning i København i november 1932. Det er et kornet og mishandlet, intenst sort-hvidt foto af den revolutionære leder. Vi følger Capa gennem sal efter sal, fra optagelse til optagelse, herunder den berømte og bevægende skildring af de amerikanske soldaters landgang på Omaha Beach i 1944, og videre til et ikke særligt spændende billede fra en landevej i det krigshærgede Vietnam, taget 25. maj 1954.

Få øjeblikke efter trådte Robert Capa på en landmine og var væk.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten