Sitemap | Avanceret søgning |

Myten og mareridtet

Kraftværkerne i Kaprun med deres dæmninger og kunstige søer var et forsøg på ikke blot at forsyne Østrig med elektricitet, men også på at skabe et levedygtigt land og en levedygtig republik på det forsvundne kejserriges ruiner.

Af PER NYHOLM
Publiceret 22-10-2001

Kaprun

Alle lande og alle folk har deres myte.

Som vi forlader Kaprun for ad skovvejen at køre op imod de syd for liggende bjerge, tænker jeg på den danske myte. På Dybbøl-myten, på nederlagsmyten.


Et af de opdæmmede bassiner

Foto: Carsten Ingemann

De onde lo, og de gode græd, men Sønderjylland kom hjem. Der fulgte andelsbevægelsen og fagbevægelsen og velfærdsstaten. Det ægte Danmark, siger vi. Siden fik vi den lovpligtige socialstat. Fra myte til mareridt er der sjældent langt.

Dette ved ingen bedre end østrigerne - og i Kaprun ved de det bedst af alle.

Den østrigske myte er ikke kejserriget. Det var et familieforetagende. Østrigerne indgik i dette foretagende, men de var ikke enerådende. Habsburg var et tidligt eksempel på globalisering. Da det lukkede i 1918, havde det fungeret længe og godt.

Den østrigske myte er republikken, og i Kaprun ville republikken triumfere.

I Kaprun, under Grossglockermassivet, ville man bygge et af Europas store kraftværker, en slags evighedsmaskine, der skulle holde længere og bedre end imperiet, der kun holdt i 700 år.

I bjergene over Kaprun skulle naturen, det billige skidt, underlægges menneskets behov.

Sidste år omkom 155 mennesker under en brand i et tunneltog uden for Kaprun. Fra Exploreren ser vi over mod det nu lukkede banelegeme, der rejser sig stejlt fra dalen for at forsvinde i en næsten lodret tunnel. Branden skal have bredt sig inde i denne tunnel med eksplosionsagtig hast - den såkaldte skorstenseffekt.

Her døde en del af lystigheden i Østrig.

Blod, stål og beton
Også i anden henseende er Kaprun problematisk: Med sine kolossale dæmninger, kunstige søer og vældige kapacitet er kraftværket ude af takt med en tid, der forestiller sig, naivt måske, at man kan finde små, elegante løsninger på store og vanskelige problemer.

Kaprun-anlægget er den store løsning på et stort problem - ikke blot det problem, der ligger i at forsyne et land, Østrig, med elektricitet, men det måske større problem, som det var at skabe et levedygtigt land og endnu bedre en levedygtig republik på ruinerne af et kejserrige.

»Resten,« sagde Clemenceau på den såkaldte fredskonference i Versailles efter Første Verdenskrig. »Resten er Østrig.«

Da havde de sejrende magter opløst et af Europas bedst fungerende og længst levende multinationale imperier, som ved skæbnens ugunst og ikke helt fortjent befandt sig på tabernes side. Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Serbien og Italien profitterede af denne opløsning. Resten kaldte man for Østrig. Versailles åbner det 20. århundrede, nationalismens århundrede, katastrofernes århundrede, de utilpassede nationalstaters århundrede.

Blandt de kunstigt skabte stater, som ikke kunne finde sig selv, var Østrig. I Kaprun arbejdede socialister, kommunister og fascister på at virkeliggøre den fælles drøm om et land gjort af blod, stål og beton. Arbejdet stod på fra trediverne til langt ind i halvtredserne, gennem republikkens sammenlægning med det nazistiske Tyskland i 1938, gennem Anden Verdenskrig, gennem fattigårene og gennem den Kolde Krig.

I Kaprun døde fredelige arbejdere, tvangsudskrevne polakker og nazisternes krigsfanger.

I 1938 forsvandt republikken. I 1945 vendte den tilbage. I 1955 opnåede den formelt sin fuldstændige suverænitet, som efter Sovjetunionens undergang i 1991 forvandledes til en fuldstændig suverænitet i praksis - med den ene afbrydelse, at de øvrige EU-chefer i 2000 efter indsættelsen af kansler Wolfgang Schüssels lovligt valgte højreregering uden held ville diktere til østrigerne i samme ånd som Hitler i trediverne og skiftende ledere i Kreml efter Anden Verdenskrig.

Så fulgte tunnelkatastrofen.

Kolossens rolle
Drømmen blev til virkelighed: Den demokratiske republik er på plads. En østrigsk identitet er så nogenlunde skabt. Turbinerne og generatorerne i Kapruner Kløften, drevet af Tauernbjergenes smeltevand, frembringer årligt elektricitet i størrelsesordenen 486 millioner kilowatttimer. Det svarer til lidt mere end forbruget i 100.000 danske parcelhuse, hvilket igen svarer - så nogenlunde - til privatforbruget i Odense ganget med tre.

Det er store tal, vi har med at gøre. I den østrigske selvforståelse indtager Kaprun kolossens rolle i både det fysiske og det mentale landskab. Østrigerne taler og talte især om "Mændene fra Kaprun", nationens helte. De genopbyggede landet efter 1945.

Kaprun blev set ikke blot som en materiel sejr, men som et symbol på arbejderklassens formåen og på ingeniørkunst i den højeste rangklasse, på driftighed og dristighed.

At det oven i købet var lykkedes gennem et sindrigt system af rør og maskiner at nå dertil, hvor det engang brugte vand med udbytte kunne pumpes tilbage og på ny yde sit bidrag til dækning af nationens behov for elektricitet lignede - og var vel i sit princip - en evighedsmaskine. År ud og år ind søgte millioner af beundrende gæster, østrigere såvel som udlændinge, til Kaprun.

Kunne man skabe et sådant anlæg, kunne man vel også sende vintersportsfolket tværs igennem bjergene med specialbyggede tog.

Mange skiløbere, snowboardere og andre såkaldte naturelskere kender ikke til ydmyghed i naturen. De ville ikke nøjes med Tauernbjergenes lavere skråninger. Oven over skinnede Alpernes sol på nye gletchere og nye snemarker, som måtte prøves. Man ville op på toppen af det 3200 meter Kitzhornstein.

En blanding af uansvarlig eventyrlyst blandt turisterne og profitbegær i Kaprun førte til bygningen af den fatale, næsten lodrette bjergbane inde i bjerget. Med hundrede af mennesker, pakket som de berømte sild i en tønde, ilede toget op til panoramastationen i 2446 meters højde. Herfra kunne man fortsætte med en svævebane op i yderligere 3029 meters højde.

Måske gik det hele lidt stærkt. Måske følte man en trykken for ørene og vel også en svimmelhed inde i hovedet. Måske lagde man slet ikke mærke til, om der var slukningsapparater, nødudgange og sprinkleranlæg. Måske lukkede man bare øjnene.

Den Hellige Barbara
Der er vinterlukket ved opkørslen til dæmningerne og de kunstigt opstemmede søer, da vi ad bjergvejen når kontrolposten over Kaprun. Et telefonopkaldt til værkchefen nede i dalen, formidlet af den venlige kvinde i vagten, skaffer Exploreren adgang.

Få øjeblikke senere suser vi gennem kilometerlange rå tunnelrør fremad og opad. 1600 meter oppe kører vi Exploreren ind på en mobil transportplatform, der fører os yderligere op i højderne - uden på bjerget, trukket over skinner af svære ståltrosser.

Så følger nye ensomme tunneller. Omsider når vi op til Limtalldæmningen og Wasserfallboden-søen, dernæst til Mooserdæmningen og Mooserboden-søen. Her, ved indgangen til den næsten 500 meter lange og 107 meter høje dæmning, har man rejst et 14 meter højt betonmonument til ære for "Mændene fra Kaprun". Var det ikke for monumentets brug af den Hellige Barbara, alle bjergværksarbejderes beskytterinde, kunne man føle sig hensat til den gamle Sovjetbloks symbolsprog.

Af den officielle brochure kan man læse, at her har et lille, sammenbidt land i næsten to kilometers højde anbragt næsten 1.5 millioner kubikmeter beton i den hensigt at opstemme små 200 millioner kubikmeter vand. Hvor meget det er, vil jeg end ikke prøve på at overskue, men det slår mig - som jeg står på Moosedæmningen med den turkisgrønne sø bag mig - at der har været endnu en hensigt, en såkaldt underliggende dagsorden. Over Kaprun ville Østrig fortælle naturen, sine indbyggere og omverdenen, at ingen længere skulle forsøge at løbe om hjørner med denne republik.

Derefter lukkede man øjnene. 11. november sidste år, mens redningsmandskabet fiskede de forkullede lig ud af bjerget, gik glansen af Kaprun. Østrigs myte var nu også Østrigs mareridt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten