Sitemap | Avanceret søgning |

At være en grågås...

Et tusind meter over Stubaidalen i Tyrol svæver Jyllands-Postens Explorerhold ud i fuglenes verden. Alt det grimme er væk. Kun skønheden og stilheden resterer.

Af PER NYHOLM
Publiceret 19-10-2001

Elfer, Tyrol

Så står vi der omsider.

Over os ligger ismarkerne.

Under os er der 1000 meter frit fald ned mod Elfer, en af Stubai-dalens mange kønne landsbyer.


På vej til at lette
Nyholm og instruktøren er ved at få fart i praglideren og vil om lidt lette og flyve ned fra bjerget.
Foto: Carsten Ingemann

»Der er intet at være bange for,« siger Raimund Kinast. »Du løber ned ad bjergsiden, indtil skærmen løfter sig bag dig og begynder at bære dig. Derefter svæver du ud i rummet...«

Carsten Ingemann og jeg står i, hvad jeg betragter som et virvar af snore og nylonsejl. Om få øjeblikke skal de bringe os ud over afgrunden foran os. Vi befinder os et par kilometer oppe i Alperne og forbereder os på en flyvning uden sidestykke i vort hidtidige rejseliv.

Vi skal paraglide, som det kaldes, altså sejle på luftstrømmene i et element, vi ikke kender. Vore nærmeste vil være ørne og ravne, dyrerigets kunstnere i udnyttelsen af de termiske bevægelser.

Kinast, mangeårig indehaver af firmaet Mountain Fly, tager fat på den ganske omfattende opgave at pakke os ind i flyverdragter og støvler. Han kontrollerer gjorder og metalspænder. Til sidst følger en styrthjælm, som jeg ikke tror det ringeste på. Jeg mener bare: falder man ned fra disse højder, har man ganske andre problemer.

Jeg gør klar til afgang med Kinasts kompagnon, Michael Müller, der dels er flyinstruktør, dels bestyrer en pølsebod nede i dalen. Han er min makker på denne tandemflyvning. I en mere jordbunden verden er han den mand, der skal bringe mig helskindet gennem de næste 20 minutter.

»Bare ikke nervøs... alt vil gå godt,« siger han.

Jeg er ikke det mindste nervøs. Min eneste overvejelse vedrører, om jeg med mine 58 år og et svagt højreknæ kan løbe så hurtigt ned ad den knoldede skræmt, at vi får luft nok under skærmen.

Resten - fatalist som jeg er - overlader jeg til Michael. Med sin dæmpede, indtrængende stemme, sine sorte solbriller, sit skulderlange, blonde hår, sin sweatshirt og sine slidte, mørkebrune læderbukser virker han uhøjtidelig, sympatisk og professionel.


Udsigt
Sådan tager dalen sig ud, imens man svæver ned fra bjergtoppen.
Foto: Carsten Ingemann
  

Over afgrunden
Hvordan vi er kommet herud, i Stubaidalen uden for Innsbruck, fortaber sig allerede i fortid. Måske var det en uforsigtig bemærkning over et frokostbord. I hvert tilfælde kan ingen mand af ære herefter trække sig tilbage. Det korte af det lange er, at denne Explorerekspedition har parkeret sit køretøj nede i dalen og nu agter at svæve ned til det fra grønsværen foran Elfer-skihejsens øverste station.

Vejret er, som det har været i Østrig i ugevis: vidunderligt. Højtryk til højre, højtryk til venstre, højtryk for oven, højtryk for neden, højtryk over det hele. Sol med andre ord, bare sol. Gylden oktober.

Foran os ligger afgrunden. Michael fortæller mig, hvordan jeg skal lægge mig frem i mit seletøj og kaste mig ned over sæteren.

»Jo mere fart desto bedre,« siger han. »Jeg tæller til tre. Så løber vi frem sammen.«

Han giver mig hånden: »Held og lykke. God rejse.«

En usynlig hånd
Bag mig tæller han til tre.... Vi løber. Pludselig mærker jeg, at jeg af en usynlig hånd bliver løftet op fra bjergsiden og til min forbløffelse, lettelse og usigelige begejstring føler jeg, at jeg svæver ind i fuglenes verden.

Efter et minut eller to er vi ude over dalen. Under mig har jeg en kilometer krystalklar luft. Over mig hører jeg en svag susen i skærmen. Ellers er alt stilhed. Udsynet er gribende og uforståeligt, i virkelighedens sprog ikke til at beskrive. Jeg synes, jeg er i en anden verden. Af grunde, der fortaber sig i det uvisse, kommer jeg til at tænke på en af min barndoms bedste bøger, Selma Lagerlöfs beskrivelse af Niels Holgersens Vidunderlige Rejse. Jeg føler mig ikke som Niels, derimod som grågåsen, der bringer ham fra Skåne til Lapland. Med den undtagelse, at modsat vildgæssene skal jeg ikke arbejde for at komme frem. Jeg kan sidde i min sele og overskue et landskab af uforlignelig skønhed.

Afslappet og tryg
Styret af Michael svæver paraglideren - som dette prægtige apparat desværre hedder på dansk - hen over Stubaidalen i retning af den modsatte bjergside, hvor min skipper hjemmevant fanger opdriften. Med et sus stiger vi på ny til vejrs. Fornemmelsen af lethed får mig til at klukke af fryd. »Er det godt?« spørger Michael hen over min skulder.

»Fabuløst,« svarer jeg, »utroligt«. Grågåsen har fået vinger. Jeg føler mig fuldstændig afslappet og tryg. Dette, tænker jeg, er en af mit livs smukkeste oplevelser.

Langt tilbage og et par hundrede meter over mig kan jeg se Ingemann og Raimund Kinast for nedadgående, spændt ud under en stor, gul skærm.


Instruktøren
Ingemanns forsøg på at portrættere instruktøren bag sig.
Foto: Carsten Ingemann

I store cirkler kører min tandempilot os rundt over dalen, griber en vind her, sejler på en anden der, stiger og synker. Jeg ser ud over slugter, nøgne klippesider og efterårsfarvede skove. Jeg følger et flodløb op imod dalens øverste isbræ, der glimter som sølv i den sene eftermiddags skarpe sol. Jeg ser fårene i dalbunden som små uldtotter. Jeg ser gårde, redskabshuse og marker, opdelt i deres lodder. Dette må være et af Europas ældste kulturlandskaber. Fra min position mange hundrede meter oppe, kan jeg overskue det i et hidtil ukendt omfang og dog intimt. Alt det grimme er væk. Kun skønheden og stilheden resterer. Sådan er det at være fugl.

Jeg fanger jorden
Som vi går ned mod landingspladsen - markeret ved en blå plasticskive - farer vor skygge hen over fåreflokke og bygninger. Fra sit bord i en baghave vinker en familie op til os. Jeg strækker benene ud, fanger jorden og løber - som instrueret - et par skridt frem. Bag mig lægger skærmen sig på græsset. Michael giver mig atter hånden. »Tillykke,« siger han.

Eventyret er forbi.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere