Sitemap | Avanceret søgning |

En russer i Alperne

Under krigene mod det revolutionære Frankrig førte den russiske general Suvorov sin hær tværs igennem Schweiz. Russernes overgang over Panixerpasset er en af krigshistoriens store bedrifter - på linje med Hannibals overgang ved Mont Cenis og som denne et bravournummer uden politisk virkning.

Af PER NYHOLM
Publiceret 18-10-2001

Elm, Schweiz

Helte skabes i modvind.


Panixerpasset
Leonora Pauletti og Max Bruchmann tager sig et hvil i Panixerpasset.
Foto: Carsten Ingemann

Da den russiske general Aleksandr Vasiljevic Suvorov og hans mænd i efteråret 1799 stred sig over Alperne, stod vinden dem i ansigtet.

Vinteren var tidligt på færde i Alperne. Også politisk og militært var tiden dem imod.

Explorerholdet møder de russiske soldater i Airolo, hvor overgangen over St. Gotthard tager sin begyndelse. Vi siger det, som det er. Vi havde gerne fuldt dem til dørs til den schweiziske grænse i nord. Men vi er ikke helte. Flere dage senere, i det smukkest tænkelige efterårsvejr, under en skyfri himmel, i tindrende sol, på vej mod Panixerpasset, giver vi op. Passet er åbent, men ingen bruger det af grunde, som vi hurtigt og smerteligt skal erfare. Her er ingen vej, knap nok en gedesti. Klippefremspring, rullesten og stridbart krat gør hvert eneste skridt oppe i næsten et tusind meters højde til en lidelse. Hertil kommer den tynde luft, der efterlader os med en tiltagende hovedpine.

Vi vender om, gør vi, og lader russerne fortsætte deres dødsmarch over et af Alpernes efter sigende vanskeligste pas.

Russerne trampede hen over det i næsten to døgn, drevet ind i en fælde af franske styrker, som de var sendt ud for at nedkæmpe. Jeg ser dem for mig i det storslåede, men også skrækindjagende landskab, sultne, snavsede og trætte mænd, tynget under deres våben og husgeråd, holdt tilbage af deres kanoner og af deres heste og muldyr, som gang på gang må være gået i stå, når de fra bjergsider og smalle gesimser stirrede ned i afgrunden.

Suvorovs hus
Vi jages ikke af en fjende - i hvert tilfælde ikke af en væbnet fjende og slet ikke af franskmænd. Vor fjende er klokken, der fortæller os, at vi skal tilbage til vort hovedkvarter, som vi i dagens anledning har opslået i Sernfdalen syd for Glarus, nærmere betegnet i Elm, en velholdt og venlig, lille schweizerby, for størstepartens vedkommende bestående af træhuse.

Her havde også Suvorov sit hovedkvarter, i et stort, velbygget hus, der stadig kendes som Suvorovs hus. En brønd foran huset prydes af en beskeden bronzeskulptur. Den viser generalen, iført flagrende militærkappe, med dragen sabel, siddende på sin magre, stejlende hest. Det er et fint, lille kunstværk, der i detaljer beskæftiger sig med Suvorovs smalle, furede ansigt under hans flagrende hårtjavs, en jaget mand, måske en døende mand, en mand, der har et eneste inde i hovedet - at bringe sine tropper hjem.


I Elm tilbragte Suvorov natten mellem 5. og 6. oktober. I den tidligste morgentime, allerede ved 2-tiden, brød russerne op for at marchere de sidste få kilometer frem til det punkt, hvor smeltevandskilden fra passet løber ind i dalen, og hvor den schweiziske forbundshær i dag har en skydeplads. Her fra går det stejlt op.

Uforfærdet
Aleksandr Vasilijevic Suvorov var ud af rigtig god familie, da han kom til verden 13. november 1729. Sin første uddannelse fik han i hjemmet i Moskva. Siden fulgte hans indtræden i hæren, hvor han skulle vinde hæder og ære i en sådan grad, at russerne lige siden har anset ham for den ideelle soldat og kommandant.

Suvorov var også en entusiastisk kriger i den russiske imperialismes tjeneste. Af samme grund vækker hans navn afsky fra Tyrkiet over Kaukasus til Polen, hvor han med uhørt vildskab knuste den nationalrevolutionære opstand i 1794.

I Schweiz huskes Suvorov af mange som en forbundsfælle og befrier, der jog en skræk i livet på den franske besættelsesmagt, men derefter kom i vanskeligheder, da østrigerne efterlod ham med 22.000 nedslidte soldater overfor en fransk hær på 80.000 mand under kommando af den frygtede general Massena. 200 året for det såkaldte Suvorov-tog blev fejret over alt i Schweiz. Langs hans rute er anbragt mindeplader og indrettet museer, der vidner om en af krigshistoriens store bedrifter.

Suvorov var en fremragende militærmand, der som få kunne opildne sine soldater, men hans lidet slebne facon bragte ham ofte i vanskeligheder hos hans overordnede. I 1799, da den franske revolution udløste et militært samarbejde mellem Rusland og Østrig, kaldte tsar Pavel den ældede general og greve tilbage fra hans husarrest.

Suvorov blev stillet i spidsen for den russisk-østrigske hær i Norditalien. Her levede han op til sit ry som en hurtig og uforfærdet kommandør. I løbet af kun fem uger drev han franskmændene 500 km tilbage og erobrede hele Podalen, Milano og Torino inklusive. Han fik derpå ordre til at trænge ind i det centrale Schweiz, hvor han skulle slutte sig til et andet russisk korps og østrigerne uden for Zürich for med dem at føre krigen ind i Frankrig. »De jager mig til Schweiz for at ødelægge mig,« knurrede den gamle general og feltmarskal. Dog, han parerede ordre.

På bare fødder
Trods kulde og regn lykkedes det for Suvorov at bringe sine soldater velbeholdent op i Gotthard-passet. Her slog han franskmændene 24. september og på ny ved Djævlebroen 25. september. Dagen efter var han i Altdorf ved Vierwaldstättersøen.

Som han rykkede op mod Schwyz over det 2073 meter høje Kinzigpass - udstyret med lidet korrekte østrigske militærkort - erfarede han, at russerne var blevet slået ved Zürich. Ethvert håb om at trænge ind i Frankrig måtte foreløbig opgives. Suvorov undveg nu til højre igennem Moutadalen i et forsøg på at slippe ud af, hvad der lignede en dødsensfarlig schweizisk fælde.

Manøvren lykkedes for så vidt, som han nåede over Pragelpasset og ned i Klöndalen. Her forestillede han sig, at han ville møde østrigerne, der kunne hjælpe ham mod nord i retning af Østrig. I stedet stødte han ind i franskmændene og måtte kæmpe sig igennem først til Glarus, siden til Elm. Vi kører disse få kilometer på mindre end en time. Russerne brugte en uge på at nå frem. Allerede inden Glarus stod det dem klart, at skulle de overleve, måtte de i ilmarch og under stadige kampe med Massenas styrker at gå over Panixerpasset.

Dengang som nu var det 2400 meter høje pas uvejsomt og på det nærmeste ufremkommeligt. Sneen lå højt i oktober 1799. Mad til mændene og foder til dyrene fandtes næsten ikke. Støvler og uniformer var slidt til laser. Hundreder af russiske soldater skal være ankommet til Elm på de bare fødder. Da de drog videre var der ikke et stykke fodtøj og ikke et spiseligt dyr tilbage.

Bravournummer uden gevinst
I overensstemmelse med Suvorovs udsagn, at hvor en bjergged havde sat sin fod, kunne også den russiske soldat trænge frem, satte den udmattede hær sig i bevægelse.

Mange døde af træthed under overgangen, andre styrtede i afgrunden, næsten alle trækdyr og de sidste kanoner gik tabt. Om aftenen ankom Suvorov med sin fortrop til landsbyen Panix på Glarneralpernes sydside. Den følgende dag fortsatte han til Chur.

Her møder vi på ny russerne og ledsager dem til Feldkirch på den østrigske grænse, hvor deres alpine eventyr nåede sin afslutning.

Den russiske hær var reddet. Sådan da. Af det oprindelige korps på lige godt 20.000 mand sluttede 15.000 sig til deres general for at tiltræde hjemrejsen.

Vandring i passet
I slugten, der leder op til pashøjden, møder vi Leonora Pauletti og Max Bruchmann, der som gode schweizere bruger deres fritid på at vandre - modsat os med fødderne i ordentlige støvler og en ransel på ryggen. De agter sig ikke helt op. Dertil er de for gamle, siger Max Bruchmann. Men selvfølgelig kan det gøres. Masser af vandrere gør det. Går man til, kan turen op gøres på fire-fem timer. Nedturen til Panix tager vel to-tre timer, mener han. Helt oppe er der en hytte med plads til en halv snes mennesker og endnu en plade:

»Til minde om den russiske hærs overgang under anførelse af generalissimo Suworow i det sene efterår 1799.«

Jeg spørger Leonora Pauletti, hvordan hun klarer anstrengelserne i bjergene.

»Man skal drikke te og spiser vandholdige grøntsager som gulerødder og agurker,« svarer hun.

»Jeg har det hele med i rygsækken.«

Den allerede svækkede Suvorov døde i St. Petersborg 18. maj 1800. Hans havde deltaget i 67 slag uden at indkassere et eneste nederlag. Hans mesterstykke var retræten over Alperne, et bravournummer uden parallel siden Hannibals overgang ved Mont Cenis 2000 år tidligere og som denne uden politisk betydning.  

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Den russiske general Aleksandr Vasiljevic Suvorov
Foto: Carsten Ingemann