Sitemap | Avanceret søgning |

På Europas tag

»Kongernes pas, passenes konge« kaldte man i gamle dage overgangen over St. Gotthard. Nu forfalder den engang så fornemme og eventyrlige pasvej. Tunneller, jernbaner og motorveje overflødiggør de historiske rejseruter mellem Nord- og Sydeuropa.

Af PER NYHOLM
Publiceret 11-10-2001

St. Gotthard, Schweiz

Vi lægger solens og de blomstrende citrontræers land bag os. Exploreren stiger til vejrs mod St. Gotthard-massivet, der udgør en kolossal og om vinteren uoverstigelig forhindring mellem det sydlige og det nordlige Europa.


St. Gotthard

Foto: Carsten Ingemann

Indtil for få år siden var det i tidsrummet fra oktober til slutningen af maj umuligt at køre ad en direkte landevej mellem Luzern i nord og Lugano i syd. Den, der ville frem, måtte sætte sin vogn på et tog og lade sig transportere gennem en 15 km lang jernbanetunnel, bygget i slutningen af det 19. århundrede og længe anset for et af klodens store ingeniørarbejder. I 1980erne fulgte Gotthard-tunnelen, der med sine 17 km. er verdens længste vejtunnel. Omsider kunne trafikken gives fri også ved vintertide - men under Alperne.

I Gotthard som andetsteds i Alperne har højhastighedsveje og dybt liggende vejtunnelser i betydelig grad overflødiggjort de gamle pasveje. Fra at være livsvigtige trafikårer mellem nord og syd er de sygnet hen og blevet til turist- og vandreveje. Posthuse, kroer og hoteller, som tidligere betjente et tusindtal af rejsende, er nu lukkede eller skranter på fallittens rand. Kørebaner forfalder, fundamenter revner og skrider ud.

Gotthard-vejen
Således også Gotthard-vejen, som Exploreren slår ind på ved Airolo i Ticino. Mens den øvrige trafik venter i en kilometer lang kø på at blive sluset ind i Gotthard-tunnelen, bevæger vi os op i solbeskinnet og dramatisk landskab. Snart er vi oppe i højderne, hvor kildevæld og suset i nåleskoven er de eneste lyde - ind imellem afbrudt af køer, geder og får med klokker om halsen.

Den evige sne dukker op, og luften bliver tyndere. Vejen er i orden, men heller ikke mere. Der ofres kun småbeløb på dens vedligeholdelse, siger en italiensk lastvognschauffør, der fuldstændig uden for sit program tager turen over højderyggen, ikke gennem tunnelen. »Her er så smukt og så stille,« tilføjer han. »Når jeg kan, gør jeg altid et stop her. Det er det bedste, jeg ved.«

Senere møder vi Rahel Satteli og Markus Ruckstuhl. De krydser Alperne til fods, med rygsække og vandrestave, inden de skal videre til Namibia for at gøre tjeneste ved et schweizisk bistandsprojekt. De har foreløbig været undervejs i 11 dage og regner med at have yderligere tre dages vandring foran sig. Penge har de næsten ingen af, siger de, men hvad er der at købe i bjergene? Smeltevandet fra isbræerne over os er gratis, brødet fra landmændene nede i dalen er billigt, og man kan altid finde en forladt hytte at overnatte i, mener Martin Ruckstuhl.

Vi ønsker dem lykke på vandringen. De går ned mod Airolo. Vi fortsætter op mod pashøjden og det kontinentale vandskel.

»Kongernes pas, passenes konge« har man kaldt denne vej, der i sin seneste og måske sidste skikkelser er et fornemt værk, skabt med de fineste chaussesten, som ligger i hårnålesving efter hårnålesving. Det er håndværk af den mest udsøgte kvalitet. Selv midterstriben har man gjort sig umage med: den ligger i uopslidelig, rosa granit.

Her, under de 3000 meter høje sneklædte tinder, færdedes romere, gallere og vore egne kimbrere. Italienere, franskmænd, tyskere, østrigere og sågar russere har kæmpet desperat i og omkring Gotthard-massivet.

Hære og helgener, købmænd og kejsere har haft deres gang i disse højder i umindelige tider. Allerede i Antikken var der udlagt stier og veje, som muligggjorde en efter omstændighederne nogenlunde sikker og bekvem overgang - dog var en hængebro over Reuss-slugtens vildt skummende vand en skrækindjagende oplevelse for de fleste. I sin oprindelige udgave skal denne bro være blevet opført af longobarderne i det sjette århundrede. Først i det 18. århundrede forsvandt den til fordel for en primitiv tunnel ved Urner Loch.

Ruten var inddelt i dagsmarcher, som ved mørkets frembrud - om alt ellers gik vel - bragte den rejsende til klostre og hospicer, hvor man kunne spise og overnatte.

Under Vor Frue af Fatima
En fortegnelse over, hvem der brugte Gotthard-vejen regelmæssigt viser, at dens flittigste rejsende var postbude og diplomatiske kurerer udsendt af pavehoffet i Rom, det tysk-romerske kejserrige, klostre og universiteter, de schweiziske kantoner og praktisk taget alle europæiske stater. Den første vogn passerede så vidt vides i 1775.

Næsten alle disse rejsende havde egne uniformer og våben - samt deres posttaske - og næsten alle blev betragtet som officielle repræsentanter for de institutioner eller stater, der havde udsendt dem. Følgelig nød de forskellige, ofte omhyggeligt aftale privilegier. De bevægede sig til fods, til hest eller i skrumplende køretøjer, af hvilke den sidste - en gul og sort sommerkalesche med plads til to kuske og seks passagerer, forspændt med tre heste - foretog sin sidste tur over Gotthard i 1921.

Den står i dag på Gotthard Museet i selve pashøjden, 2091 meters højde over havets overflade.Her udfoldes et broget liv. Under en statue af Vor Frue af Fatima har entreprenante schweizere indrettet sig med boder og skure. De sælger alt - især alt smagløst - fra plydsbamser og kunstige ishakker til Bratwurst mit Brot und Senf. Kønt er det ikke, men selvfølgelig ganske underholdende. Luften er tynd og klar, bjergtoppene synes at være kommet ned i en overskuelig højde. Hvis Europa har et tag, så må det være her.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten