Sitemap | Avanceret søgning |

Boldspil i bakkelandet

Jyllands-Postens Explorerhold besøger Emmental i Schweiz, der ikke alene har skaffet os hullet i en særdeles velsmagende ost, men også en folkelig idræt, som kan virke ganske forbløffende på udenforstående.

Af PER NYHOLM
Publiceret 10-10-2001

Oberburg

Forlader man motorvejen mellem Zürich og Bern til fordel for et venstresving, og giver man sig tid til at fare vild i de grønne bakker, vil man meget ofte på lørdage eller søndage møde et mærkværdigt sceneri uden for Oberburg, en venlig og velstående flække som hundreder af andre i det traditionsbevidste Schweiz,

Landskabet er vidunderligt - vidtstrakt og omhyggeligt plejet. Udsigten rækker over skove og småbjerge til Berner Oberlands sneklædte tinder i den fjerne horisont. Her er postkortkvalitet under Alpernes gnistrende blå efterårshimmel, Heidiland, når det er bedst. Dog det, der virkelig fanger vor opmærksomhed, er ikke naturens skønhed, men dette, at der ude på en svagt skrånende sæter, til dels bestående af en afhøstet roemark, færdes et halvt hundrede mænd, udstyret med store skjolde på lange stænger.

Færdes er måske så meget sagt. De læner sig snarere op ad deres skjolde, mens de stirrer op imod landevejen. Her har andre mænd fjernet grønsværen, jævnet den underliggende jord og anbragt et antal mobile metalskinner, som parvis mødes i en svagt løftet spids.

Det hele virker besynderligt. Har vi at gøre med primitive affyringsramper? Hvad foregår der egentlig her?

Svaret findes i form af atter andre herrer, som varmer op med bøj og strækbevægelser eller svinger energisk med et redskab, der leder min tanke hen på smidige fiskestænger. Exploreren er ankommet til hornusserne! Vi fastslår gerne, at de ikke - som navnet kunne antyde - er ondartede insekter, men tværtimod et idrætsfolk, som dyrker en såkaldt traditionel schweizersport. Hornussen menes at være opstået i Emmental, om hvilken vi hermed konstaterer, at den har skaffet os ikke alene hullet i en særdeles velsmagende ost, men en idræt, der kan virke ganske forbløffende på udenforstående.

Kontrol, præcision
I sit princip består dette flere hundrede år gamle spil i, at en mand - angriberen - med sit fiskestangslignede instrument, kaldet "der Streich", af al kraft slår til en hård bold, som er anbragt yderst på skinnelegemets eller affyringsrampens snude. Bolden eller kuglen, kaldet Hornuss, letter mod himlen og baggrunden, og nu gælder det for mændene på sæteren om at standse den med deres skjolde eller "Schindeln". Jo tidligere, det vil sige jo længere fremme på banen, dette måtte ske, des bedre for forsvarene og des værre for angriberen og hans hold oppe ved landevejen. Maksimumpoint opnås ved, at angriberen sender sin Hornuss hen over hovedet på forsvarerne og langt ind i krattet bag banen.

Det hele er, om vi så må sige, god, gammeldags sjov, som afvikles under megen grynten og råben blandt forsvarerne og ærbødig tavshed oppe ved affyringsramperne. Men Hornussen skal ikke undervurderes. Det er en sportsgren, hvis heldige udøvelse stiller betydelige krav til sine deltagere. »Hornussen handler ikke så meget om fysisk råstyrke, som om kontrol med kroppens bevægelser, om præcision og følgelig om koncentrationsevne samt evnen til at beregne og iagttage,« siger angriberen Walter Deressert. Han er en mager, midaldrende herre, der affyrer sine skud med en balletdansers elegance og knaldhård styrke.

Præcision og fysisk kontrol - især i det afsluttende sving med overkroppen, som øger skuddets udgangseffekt - er utvivlsomt vigtige kvaliteter. Men vi hilser gerne og siger, at det også kræver ganske megen dristighed og åndsnærværelse at stå ude i forsvaret og afsøge himmelrummet for en 78 gram tung plasticbold, der er dobbelt så stor som en golfkugle, og som nærmer sig med en fart af mellem 200 og 300 km. i timen.

Spillet kan vare det meste af en eftermiddag. Flere mandskaber spiller i reglen samtidig på parallelt anbragte trapezformede baner, som ikke består af meget andet end svage markeringer i landskabet. Der foregår en stadig ombytning mellem angribere og forsvarere - og her ligger et af spillets grundtræk: angrebet foretages altid af en enkelt mand, forsvaret altid af et hold.

Primalskriget
Man skal ikke være schweizer for at udøve denne sport, men det hjælper.

Formanden for Forbundet af Hornussere, Martin Liechti, fortæller mig, at han har kendskab til Hornussen-mandskaber i Tyskland og et i Frankrig. Dog er Hornussen et schweizisk spil, og det spilles praktisk taget ikke uden for de tysk talende kantoner.

Anbragt øverst på sæteren - ved siden af affyringsramperne, som kaldes bukke - ser vi ingen grund til, at Hornussen ikke skulle kunne trives i Danmark: spillet indebærer ingen uoverkommelige fysiske anstrengelser, og selv om det ikke sker i Schweiz, kan det sagtens afbrydes af indtil flere ølpauser. Explorer-fotograf Carsten Ingemann er af den opfattelse, at Hornussen egner sig glimrende til Lolland, hvor der vist nok er rigeligt med roemarker.

Desuden er det en udpræget mandesport. De få kvinder, vi møder på dagens stævne, sidder enten i grøftekanten og ryger cigaretter. Eller de er på spillernes vegne optaget af Hornusseriets intellektuelt set mest anstrengende del, som er optællingen af point efter et system så indviklet, at vi ikke vil foregive, at vi fatter dets detaljer. Dog ser det ud til, at angriberen og hans mandskab får point - eller numre, som de kaldes - så snart en Hornuss når ud på 100 meter eller mere.

Oppe ved affyringsramperne bliver smukke langskud - ofte fulgt af et primalagtigt skrig fra angriberen - kommenteret med høflige klapsalver eller lavmælt udtalt beundring. Her hersker stilhed blandt det fåtallige publikum. Angriberen skal have ro, som han gør klar til sit slag med den såkaldte "Stechen", en op til tre meter lang stang, fremstillet af aluminium, fiberglas samt andre smidige materialer og endende i en klods, kalder "das Träf". Det er med denne ca. 10 centimer lange træffer, lavet af presset bøg eller ahorn, at angriberen skal ramme sin kugle med størst mulig kraft og størst mulig præcision.

Med sin "Stechen" måler angriberen igen og igen afstanden til kuglen ude på bukkens yderste og øverste punkt. Omsider er han klar - også mentalt. Med begge ben solidt anbragt i jorden, med lukkede øjne og med eksplosionsagtig energi foretager han derpå en kropsdrejning, som bringer træfferen hele horisonten rundt og i et frygtindgydende slag op ad skinnen skyder kuglen ud i rummet.

Primalskriget følger.

Middelalderligt boldspil
Ude i forsvarsfeltet, hvor man med største agtpågivenhed har fulgt angriberens forberedelser, lyder nu råb og anvisninger fra spillerne i første række, som kun sjældent kommer på arbejde, men kan meddele deres kammerater bag ude, hvor de forventer at kuglen vil gå ned.

Disciplinen i forsvaret er påfaldende svag. Alle kan styrte frem, og da det blandt andet er tilladt at kaste skjoldene op i luften i et forsøg på at standse kuglen, ender mange afværgemanøvrer i kolossale og støjende sammenstød, som alle dog tager med godt humør. I det hele taget virker Hornussen som et fredeligt, om end stærkt konkurrencebetonet spil mellem gode kammerater.

Som fænomen udgår Hornussens mysterier af Middelalderens boldspil - lige som golf, tennis og cricket. Men mens der hænger en vis overklassefims over disse spil, er Hornussen så folkeligt som fodbold uden at være plaget af fodboldens aggressivitet eller massekultur. Der er endog dem, der mener, at Hornussens oprindelse skal søges i Antikkens krigslege. Den første kendte dokumentation vedrørende Hornussen er fra 1689 og skyldes en nævenyttig præst. Han klager over, at selv om »Hornussen-skyderiet i sig selv er et uskyldigt tidsfordriv og mindre skadeligt end andre spil og tidsfordriv,« så svækker dets udøvelse ikke desto mindre kirketugten, hvorfor han opfordrer til, at det forbydes.

Dertil kom det aldrig. Selv om Hornussen i folkeyndest ikke kan måle sig med andre sportsgrene, nyder spillet megen respekt som følge af sin traditionelle plads i den righoldige schweiziske folkekultur.

»Hos os kan alle være med,« fastslår Hornussen-forbundets pressechef, Walter Friedli.

»Vi har spillere på 10 år og spillere på 80 år Der er ingen mangel på interesse eller entusiasme. Vi har masser af talentfulde Junghornussere.«

Jeg spørger forbundsformand Liechti, hvad han bedst kan lide ved Hornussen.

»Den friske luft, kammeratskabet, udflugterne,« lyder hans svar. Jeg indvender, at det kan man jo også få i fodbold.

»Der er for meget renderi,« griner han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Hornussen er sendt af sted
Foto: Carsten Ingemann