Sitemap | Avanceret søgning |

Bonden i bjergene

Vi lægger St. Moritz og andre kostbarheder bag os. Forude venter en af disse højt liggende alpedale, hvor man føler, man må dukke sig for himlen.

Af PER NYHOLM
Publiceret 10-10-2001

Fextal

Vi har en aftale med Hans-Ueli Gantenbein i 2000 meters højde. Han tilhører en race, som måske ikke ligefrem er døende, men vel kan anses for truet i en verden, der ustandseligt sætter profit foran kvalitet, herunder livskvalitet.


Brødrene Calünas hestetrukne omnibus
Lusko og Calipso er vore godmodige, brune trækdyr. Ubesværet bringer de os op igennem de efterårsfarvede skove og ud i Fexdalen.
Foto: Carsten Ingemann

Gantenbein driver et af Europas højst beliggende landbrug måske det højst beliggende, siger han. Lige foran en sneklædt bjergside, der ender endnu en kilometer over hans gård. Luften er tynd her oppe. Så tynd, at hjertet galoperer i et helt nyt gear, og en lille hovedpine trænger sig på.

At komme op til Gantenbeins gård lader sig ikke gøre i Exploreren og for den sags skyld overhovedet ikke i motorkøretøj, med mindre man besidder det offentliges særlige tilladelse. En sådan hverken har vi eller ønsker vi. I stedet lader vi os transportere af Brødrene Calünas hestetrukne omnibus. Den foretager hver dag fire dobbelture i dalen over Sils Maria, et fornemt feriested mellem Majolapasset og St. Moritz.

Overvældende stilhed
Lusko og Calipso er vore godmodige, brune trækdyr. Ubesværet bringer de os op igennem de efterårsfarvede skove og ud i Fexdalen. Tilsyneladende kender de ruten bedre end deres kusk, en ung portugiser ved navn Marco, som har det med at falde i søvn på bukken. Ind i mellem vågner han med et sæt. Så får hestene et lille rap med pisken, og Marco overgiver sig atter til Morpheus.

I Fexdalen virker stilheden overvældende. Vi hører ikke andet end hestenes regelmæssige trampen, vognens knirken i akslerne og fuglekvidderet i krattet. Ind imellem passerer vi en brusende kilde, som fører smeltevandet fra de ovenfor liggende isbræer ned til Silsersøen. At det herefter skal ud på en tusind kilometer lang rejse fra Schweiz til Sortehavet er en svimlende tanke.

Landskabet kan næppe have ændret sig synderligt i de århundreder, der er gået, siden skønånder som Goethe og H.C. Andersen hver især udstyret med skarpe, men forskelligt rettede sanser - krydsede Alperne. Fornuftsmennesket Goethe ville have været optaget af kobberindholdet i de omkringliggende bjerge, af den sparsomme plantevækst og måske af stednavnenes oprindelse. Andersen var snarere trådt ind i feernes og åndernes rige og havde vel savnet Danmark, som han altid drømte om at forlade.

Rigtige marker havde ingen af de to herrer set fra deres vogn, lige så lidt som vi ser dem på denne solfyldte, kolde efterårsdag. Derimod er der rigeligt med sætere og enge, hvis græsser holdes nede af fritgående kvæg. Kørevejen har fået en gang asfalt; vi er vel i Schweiz. Men der er ingen grimme luftledninger, ingen prangende huse og ingen iøjnespringende skel. Gårdene ligger, som de har gjort i umindelige tider, tunge og velbyggede, rede til at forsvare deres beboere mod vinterens uvejr.

Hist og her er der indrettet et gæstgiveri, hvor man kan slå sig ned i et par minutter eller et par måneder. Man kan ikke sige, at tiden står stille i Fextal, men ingen har heller særlig travlt.

Finland møder Italien
Hvor mange mennesker bor der egentlig i denne fjerne dal, om hvilken Nietzsche, den store, men også dystre filosof, skal have sagt, at her mødes Finland med Italien? Under et hundrede, anslår Gantenbein. Næppe mere end 20 til 25 familier. Han er anden generation på sin gård, den inderste i dalen. Familien indvandrede for år tilbage fra St. Gallen. Faderen er død, men en ældre, livlig moder arbejder i køkkenet, der er så moderne og rationelt indrettet, at det kunne optræde i et glittet boligmagasin. Gården, mener Gantenbein, har eksisteret i mindst 300 år.

Pengene er ikke store, men familien, bestående af Ganterbein, hans faste veninde, deres nyfødte dreng og moderen klarer sig, blandt andet fordi veninden arbejder i Engadins blomstrende turistindustri. Var det ikke for statslige og andre tilskud, afmålt efter dyrehold, jordtilliggende og andre kriterier, ville driften næppe kunne svare sig. Gantenbeins vare er kalvekød. Lige nu har han en snes moderdyr og 20-30 kalve, som blev født ude i dalen i foråret, og som inden for de næste få dage skal hjem. Moderdyrene tilbringer vinteren i en stor, lun stald. Kalvene slagtes, og kødet sælges til hoteller, restauranter og private over alt i Schweiz. Et kilo kalvekød, vacuumpakket og levet til døren, koster en anelse over 25 francs eller ca. 100 kr. Men så er der også tale om den fineste økologiske kvalitet, siger han.

Hjorden er sammensat af skotsk angus, brune køer og det særlige rætiske kvæg, som i månedsvis klarer sig ude i naturen uden nævneværdigt opsyn. Der er også to tibetanske jak-okser, importeret fra Tyskland, men de er der for sjov mere end for alvor.

»Jo mere natur, des mindre medicin, des bedre smag,« konstaterer Gantenbein, der ikke ønsker at blive set som en romantiker. Han fører gerne bjergbondens levemåde og traditioner videre, men han bevæger sig også med tiden, siger han. Gården skal give overskud, og af samme grund har han intet ønske om at se Schweiz indlemmet i den Europæiske Union. Det ville føre til tvangsstyring og fjernhed i forvaltningen, siger han, og til udryddelsen af de sidste bjergbønder.

»Vi skal tilpasse os, men ikke træde ind i EU,« siger han. »Det er en almindelig holdning i Schweiz.«

Samfundets gartnere
Over alt i Alperne ikke mindst i Schweiz og Østrig - spores en voksende forståelse for bjergbøndernes betydning. Det siges, at de frembringer de bedste og sundeste madvarer, blandt andet mælk, ost og kød, som de sælger ved stalddøren eller gennem egne organisationer. På prisen kan de muligvis ikke konkurrere. Hvad kvaliteten angår, ligger de langt over industriprodukterne, og det går i stigende grad op for kunderne, mener Gantenbein. Dertil kommer bjergbøndernes rolle i landskabsplejen. De er samfundets gartnere i den store natur. Når de schweiziske og østrigske bjerge endnu henligger i velordnet skønhed modsat det vildnis, der kendetegner for eksempel italienske, græske og spanske bjerge, skyldes det, at i Alperne er bjergbønder som Gantenbein stadig på plads, om end presset, mens de er forsvundet andetsteds.

En iskold vind står ned fra bjergvæggen foran os. Kvæget går os i møde, brølende og nysgerrigt, skeptisk iagttaget af Opal, den kun tre år gamle førertyr, en sort kolos med ring i næsen. Gantenbein kan kalde sine dyr til sig med et pift eller bare ved at vise sig. Dukker han op, ved de, at han byder på lækkerbidskner som brød og salt.

»Vinteren er hård og lang,« siger han. »Den står på i fire eller fem måneder. Temperaturen kan falde til 25 eller 30 grader under frysepunktet. Sidste år fik vi ni meter sne. På et tidspunkt lå der to meter sne omkring gården. Selvfølgelig, det er en tør kulde, og klæder man sig ordentligt på, er det ikke så slemt. Alligevel er det hårdt for børnene, når de skal i skole i Sils, og for os andre, når der skal købes ind til husholdningen.«

»Det er en stor glæde at bo her,« siger Gantenbein på jordstien tilbage til gården. »Jeg ønsker ikke at bo i byen, men jeg besøger gerne byen. Ligesom jeg ud på foråret trænger til sol og varme, trænger jeg en gang imellem til at besøge Zürich eller Bern.«

»Jeg kan også sige, at jeg har befundet mig ganske glimrende i både Hongkong og Singapore, men jeg bliver her. Det er i Fextal, jeg hører hjemme.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Bonden og hans kvæg
Hans-Ueli Gantenbein med sit angus-kvæg
Foto: Carsten Ingemann