Sitemap | Avanceret søgning |

Elefanter på glat is

Det vides ikke med sikkerhed, hvor Hannibal for over 2000 år siden foretog sin berømte march over Alperne - medbringende bl.a. 37 krigselefanter - i den hensigt at ødelægge den romerske republik. Jyllands-Postens Explorerhold drager øst om Mont Cenis og giver sit bud på gådens løsning.

Af Per Nyholm
Publiceret 05-10-2001

Le Planay


De franske alper
Det var her i de franske alper, at Hannibal, den store hær og de mange elefanter kom igennem.
Foto: Carsten Ingemann

At stå for enden af dalen over Le Planay og stirre ind i Alpetindernes stenverden er som at stirre ind i historien. Det er ikke blot, at naturen her er overvældende i sit format og sin skønhed - op til 3000 meter høje bjergtoppe løfter sig over grønne sætere og brusende vandløb mod efterårets tindrende blå himmel.

Det er heller ikke, at alt her er så uberørt af menneskehånd. Vi forlader ekspeditionsvognen - den kan alligevel ikke køre længere - for over sten og klippestykker at balancere ud i en flodseng, hvor vi drikker af smeltevandet fra isbræerne over os, koldt, blødt vand, som vi tager til os i grådige slurke efter at have været på landevejen i timevis.

Det virkeligt betagende er, i hvert tilfælde for mig, at jeg tror, at igennem denne stadig snævrere og vildere dal, op igennem den stadig tyndere luft - vi befinder os i næsten 2000 meters højde - trængte Hannibal med sine soldater frem til pashøjden for at gå videre mod Rom.

Jeg forestiller mig, fra en klippeknold på bjergskråningen, at her har han stået, en af alle tiders største feltherrer, der med sine genialt førte slag var lige ved at ændre Europas og muligvis verdens historie. En grund til, at vi husker ham, er, at det blev ved forsøget. Generalen fra Karthago jog en skræk i den romerske republik, men republikken vandt, og Hannibal tabte. Hans triumfer - og de var mange - endte i tragedie. Den slags er godt for eftermælet.

Jeg bilder mig ind - i håb om at genskabe scenen for mit indre blik - at han på denne klippeknold, i en revne, som jeg tydeligt kan se, har anbragt sin førerstandart, hvis han overhovedet havde en sådan. Omgivet af sin stab, udstedende sine ordrer, inspicerer han sine soldater, som de trampede forbi ham ad et spor, der næppe har været meget ringere end den vej, vor firehjulstrukne Volvo nu holder på, bragt til standsning foran en ophobning af is, klippestykker og træer, som den ubændige natur har revet op med rode og kastet rundt i landskabet.

Rom vakler
Det har været et prægtigt og gruopvækkende skue dengang. Tusinder af mænd, tusinder af heste og 37 kampvante elefanter fører Hannibal over Alperne i efteråret 218 før vor tid. Hans hensigt er at forlægge skuepladsen for de såkaldt Puniske Krige fra sit nordafrikanske fædreland og dets kolonier i Spanien. Dette er gammel feltherrekunst - at bekrige fjenden i fjendens egen lejr.

Fra Alpekammen, der ligger en halv snes kilometer foran os, badet i lys og sne, trænger han ned på Posletten og videre igennem Italien til sejr efter sejr. Det romerske senat hensættes i rædsel og rådvildhed, senere tiders historieskrivere i beundring.

Hannibal sejrer ved Trasimenersøen og igen ved Cannæ. Rom vakler, men Rom falder ikke. Rom nøler, vel vidende at Hannibal er langt hjemmefra. Hans sejre forbliver uudnyttede i den politiske henseende. Til sidst følger Karthagos udslettelse og Hannibals endeligt i det fjerne Lilleasien. Han er da en gammel mand, og da han ikke vil falde i romernes hænder, begår han selvmord. Som jeg står på hans klippeknold, husker jeg hans idealiserede buste - vist nok på Capodimonte Museet i Napoli: en skarpt skuende, men også sørgmodigt udseende moden mand, skægget og håret under krigerhjælmen er tæt klippet og krøllet, i blikket er der intet håb, kun omhyggelig beregning, måske en forudanelse af at det hele er omsonst. Da Hannibal, den farligste af alle Roms fjender tager gift i 183 før vor tid, er han for længst blevet snigløbet af sine egne landsmænd.

Her, på klippeknolden har han vel troet på sin triumf, på Roms undergang og på Karthagos herredømme i hele den da kendte verden. Dengang som nu har det lille, skummende vandløb ilet ned mod lavere liggende dale, mod Isere-floden og Rhonen og sin egen død i det salte Middelhav, hvor romerne og kathagerne bekrigede hinanden i generationer.

Dengang, i de sene septemberdage og første oktoberdage, må der have hersket en frygtelig larm i dalen. Soldaterne med deres våben, rustninger og skrumplende kærrer, befalingsmændenes kommandoråb, de nervøst vrinskende heste og de vildt trompeterende elefanter. I dag er der så stille, at jeg over en distance af hen imod to hundrede meter kan høre en fåreflok. I krattet bag mig skriger en sortspætte.

»Fremad... blot fremad«
Ingen ved med sikkerhed, hvor Hannibal foretog sin berømte og berømmede march over Alperne, men de antikke kilder er ikke i tvivl om, at det skete i skyggen af Mont Cenis, hvis hvide, snedækte kegler rejser sig til venstre for vor rute op igennem Planay-dalen.

Indledningsvis kører vi fra Chambery i Østfrankrig ad den fortrinlige Europavej 70 til Modane. Siden kommer vi ud på en mere fredelig vej, som gennem det vidunderligt smukke savoiske landskab leder os frem til Lanslebourg og pasvejen øst for Mont Cenis-søen til Italien. Her fortæller man os, at den klassiske overgang, som Hannibal sandsynligvis benyttede, og som forblev den vigtigste overgang helt frem til det 14. århundrede, løb vest for massivet, men nu er lukket.

Så vi kører en god snes kilometer tilbage til Bramans, en flække, hvorfra bivejen stiger op til le Planay. Her bekræfter Florence og Francois de Grollee, som vi finder foran deres herlige Alpehus, opført i træ og groft tilhuggede sten, at vi er på rette vej.

»Fremad... blot fremad... så langt I kan,« opmuntrer Francois. Han har brugt sit halve liv på at studere Hannibal. Vi er allerede oppe i 1700 meter, forsikrer han. Over os stiger de nøgne, forrevne kalkbjerge yderligere 1000 meter i vejret.

Den lille flod bliver til et skummende vandløb i sin stenede seng. Vi lirker Exploreren over en lidet betryggende træbro og fortsætter op. Bladskoven ligger bag os. Nu afløses nåleskoven af klippesider, bevokset med småbuske, mosser og lav.

I en grøftekant finder vi Marceline Ratel og Jeanne Vise, to ældre damer fra Bramans, som er kørt op i bjergene med deres frokost - en baguette, en pølse, lidt skinke og en rosevin. Skænker de nogensinde Hannibal en tanke?

»Aldrig,« fastslår den livlige Jeanne. »Jeg tænker kun på mine børn og børnebørn.«

Marceline kaster et nervøst blik på Exploreren og spørger, om vi er terrorister. Jeg fortæller hende, at vi allerhøjst terroriserer vor avis hjemme i Danmark. Hun vinker lettet, da vi kører videre.

Kort efter følger et lille vandkraftværk - stort set uden vand - hvorpå dalen åbner sig ud til en smeltevandslette. Her kan man føle, at Nordeuropa holder op. Foran os ligger Punta Sommeiller med sin langt over 3000 meter høje tinde. Sydskråningen er Italien, Hannibals mål.

Dristigt - ikke dumdristigt
I dagevis stred de sig frem, de karthagiske soldater, gennem kløfter og slugter, inden de nåede denne åbning i landskabet, som til denne virker utilnærmeligt og fjendsk. Ingen kan vide, hvad Hannibal vidste eller troede at vide, da han indledte sit togt, et dristigt, men ikke dumdristigt forehavende. Han havde allerede ledt sin hær over Pyrenæerne, og Alpepassene var ikke ukendte. Hans spejdere forsikrede ham, at en overgang var mulig.

Ved Alpernes fod forbandt karthagerne sig med lokale keltiske stammer. De stillede vejvisere og forplejning til rådighed for den fremtrængende hær. Derefter begyndte soldaterne opstigningen, opmuntret af deres general, som de efter alle udsagn at dømme havde den største tillid til.

Det første par dage var marchen nem. Siden måtte karthagerne stride sig op ad stier så snævre og ujævne og mange gange tilisede - at de sine steder gik én efter én, mens ingeniørtropperne desperat byggede bredere veje til elefanterne og trosset. Næsten alle de store dyr styrtede i afgrunden. Også kavalleriet og fodfolket havde store tab, om end ingen kender deres præcise omfang.

Efter sigende brød Hannibal op fra Ny Karthago eller Cartagena i Spanien i foråret 218. Kilderne anslår skiftevis hans styrke til mellem 90.000 og 60.000 mand. Af disse hævdes 20.000 at dø under kampe mellem karthagerne og lokale stammer syd for Pyrenæerne. Han kan med andre ord være ankommet til Alperne med mellem 70.000 og 40.000 soldater.

Da Hannibal omsider når ned på Posletten efter 15 dages march over bjergene, står han ifølge kilderne med mellem 25.000 og 35.000 soldater. En betydelig del af sin elite - libyske og spanske veteraner er således tabt, og tabet kan kun i nogen grad opvejes med ny rekruttering blandt gallere og keltere. Nok afskyede disse barbarer den romerske besættelsesmagt, men de stolede ikke altid på Hannibals forsikringer om, at ligesom han ville Karthagos frihed, ville han også deres. Elitesoldater var de ikke.

Så vidt vides var kun en enkelt af de 37 krigselefanter i live ud på foråret.

Hannibals fejl
Hannibals grund til at gå over Alperne er ikke til at påvise, men med sin højt udviklede sans for at gribe øjeblikket, kan han have ment, at han med dette epokeskabende fremstød ville ryste Karthagos dødsfjende.

I sine overvejelser er han utvivlsomt blevet hjulpet af, at han måtte anse søvejen for spærret som følge af Roms allestedsnærværende flåde i de centrale og vestlige dele af Middelhavet. Sine elefanter og sit rytteri, som han ikke ville undvære, og som næppe kunne transporteres til søs, har vel gjort udslaget.

Under alle omstændigheder var han en dristig, hurtigt tænkende mand.

Livius, den romerske historiker, skriver om Hannibal, at han var rask og energisk og indgød sine soldater tillid og mod som ingen anden.

»Han begav sig ud i farerne med største dristighed og holdt hovedet koldt, mens de stod på. Ingen anstrengelse kunne udmatte ham legemligt eller kue hans humør Han var den første, som drog i slag, og den sidste som forlod slagmarken.« Generationer af romere skulle synge Hannibals pris efter hans død.

Derved blev deres egen fuldstændige sejr over Karthago så meget desto større. Men Hannibal begik også fejl. Han undervurderede romernes sejhed og kvaliteten af det sammenhold, som de trods deres ofte blodige fremfærd havde skabt i Italien. Efter den største af alle sine sejre ved Cannæ 216 havde han desuden manøvreret sig selv så langt ned i Syditalien og så langt væk fra Rom, at alene forsyningsproblemerne hindrede ham i at drage mod den nu forsvarsløse hovedstad.

Beundret af alle
I dalen over le Planay kan man overveje både Hannibals triumfer og hans tragedie. Alpeovergangen og de følgende slag rystede som beregnet romerne, men de rettede sig. Under den unge Publius Cornelius Scipio, siden kaldet Africanus, fandt republikken en general, der kunne tage kampen op med Hannibal og slutteligt vinde den. Var det ikke sket, er det ikke til at sige, hvor Europa havde været i dag.

Carsten Ingemann vender Volvoen, og vi kører ned til familien De Grolee, hvor vi bliver budt på en yppig fransk frokost.

Mens Francois stiller med stakkevis af bøger og kort over Mont Cenis-massivets historie, tænker jeg på, at nok vandt Hannibal sine slag, men Scipio vandt krigen. Alligevel husker kun de færreste Scipio.

Han er en specialitet for fagfolk, uagtet han reddede Rom og ydede sit ikke ringe bidrag til sikring af vor senere civilisation. Derimod huskes Hannibal, som trængte op fra Afrika og angreb det endnu ikke eksisterende Europa i hjertet, af næsten alle. Han er manden, der gør det utrolige og utænkelige for derpå at fejle.

Følgelig forbliver han i vor bevidsthed, beundret af selv det folk han var så nær på at udslette.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

De puniske krige
* De såkaldt Puniske Krige var en følge af den voksende stormagtsrivalisering mellem Karthago på Nordafrikakysten, oprindelig en fønikisk koloni, og den romerske republik. Kampen stod indledningsvis om kontrollen med Middelhavet, herunder handlen med purpurstoffer, men eskalerede til en krig på liv og død.

* Første Puniske Krig : 264 244 før vor tid. Karthagos øverstkommanderende er Hamilkar, fader til den senere så berømte Hannibal.

* Anden Puniske Krig : 218 201. Karthago ydmyges i slaget ved Zama uden for det nuværende Tunis. Hannibal flygter til Bithynien i Lilleasien og begår siden selvmord.

* Tredje Puniske Krig : 149 146. Kathagos fuldstændige nederlag. Roms øverstkommanderende, Publius Cornelius Scipio, lader byen udslette og hælder salt over dens jorde for at hindre dens genopståen.