Sitemap | Avanceret søgning |

Nyt rovdyr til Alperne

JP Explorers legendariske kongeblå Toyota LandCruiser er nu afløst som ekspeditionsbil af Volvos terrængående flagskib, Volvo Cross Country.

Af HENRIK THOMSEN
Publiceret 03-10-2001

Pakket med kameraer og TV-udstyr er Toyotaens efterfølger på vej mod Alperne, hvor nye eventyr venter. Exploratørerne er denne gang makkerparret Per Nyholm og Carsten Ingemann. På bagsædet har de indlogeret Mogens Fink Elbæk fra Danmarks Radio, som producerer TV undervejs.

Går alt vel, så kommer første kapitel i ekspeditionens logbog i fredagsavisen.

Den kongeblå LandCruiser klarede 125.000 kilometer ad klodens mere ufremkommelige biveje, inden den først på sommeren forulykkede på en øde landevej nær Hvidehavet i Rusland. Ingen af exploratørerne kom alvorligt til skade, da bilen rullede rundt og endte i en vandfyldt grøft. Men vognen var totalskadet og måtte ophugges i Moskva.

Målt i papirdynger udviklede sagen sig til årets hidtil mest omfattende hos SOS International, som havde den tvivlsomme fornøjelse at rede trådene ud og hjemtransportere grejet i bilen - herunder satellitudstyr.

Af selve bilen overlevede kun kølerhjelmen, der blev fløjet hjem til et otium som udsmykning på en café i Randers Regnskov. Resten af bilen er efter sigende hugget til plukfisk.

Explorer-bilens kælenavn var rovdyret - for at blive i billedet nærmest en muskuløs hanløve, tung og ustoppelig. Volvo-afløseren må snarere beskrives som en panter - lavere, lettere og hurtigere.

Med 200 hestekræfter under kølerhjelmen er Volvo Cross Country en firehjulstrækker, der kan flytte sig. Samtidig har den store hjul og en frihøjde på 20 centimeter, som også giver stor manøvrefrihed i terræn.

Det ny rovdyr har noget at leve op til. I Sahara var forgængeren nær dumpet i et hul med dimensioner som en midtfynsk grillbar. Og den overlevede.

Vest for Ouagadougou sad den fast i mudder til maven, da exploratørerne ville fodre hellige fisk. I Zambias jungle kørte den sikkert gennem floder, hvor vandet slikkede sideruderne. I Sydamerika havde bolivianske narkosmuglere kig på den. I Indien rullede den sikkert gennem storbyernes menneskehav. Senere kom turen til Australiens kænguru-befængte landeveje. Til de mudrede gedestier omkring Sarajevo. Og til Mellemamerikas regnskove. Inden den mødte sin skæbne på en hullet russisk landevej.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere