Sitemap | Avanceret søgning |

Små folk, store bjerge

Vi vender Exploreren i Trieste, mere præcist på den Italienske Enheds Plads.

Publiceret 26-10-2001

UDINE, ITALIEN, LØRDAG D. 27. OKTOBER

Her er ingen tøjstativer, ingen bajerdrikkende ungdom og ingen såkaldte kunstværker, opsat af kommunalpolitikere, som ikke kan se en åben plads uden at få angstfornemmelser.
Piazza Unita er et storslået rum ud til den Triestinske Havbugt, en plads der kan selv. Ingen dikkedarer, ingen kunstfærdighed. Færdigt arbejde.


Siden den nye Volvo Explorer for snart fire uger lagde ud på sin første rejse, har den tilbagelagt lige godt 5000 km. Vi takker de 200 sprælske heste under motorhjælmen. De har været igennem en halv snes bjergpas, oppe i næsten 3000 meters højde og inde i syv lande. De har, som vi forventede, opført sig pænt. I deres selskab var vi gerne fortsat i retning af Afghanistan. Dog, Trieste skulle blive den yderste post mod øst.


»Små folk, store bjerge« var vort tema, da holdet samledes i Chambery i det østlige Frankrig. Hvem tænker i det daglige på rætoromanere, ladinere, sydtyrolere og friulanere? Vi gør ikke, men på denne rejse mødte vi dem og kunne følgelig føje endnu en række indtryk til vort billede af den europæiske mangfoldighed. Vi mødte desuden karthageren Hannibal, russeren Suvorov, tyskeren Friederich Nietszche og englænderen Sherlock Holmes. Vi mødte tunnelbyggere, bjergbønder og helgener. Endelig mødte vi hornusserne. Også de er en slags folk, idet de er fælles om et ældgammelt, schweizisk boldspil.


I det hele taget var Schweiz denne Explorerfærds gode overraskelse. Schweiz kan forekomme så renskuret og inderligt kedsommeligt. Måske skyldes det de glittede turistbrochurer, der glider alt for let hen over dette komplicerede land. Måske skyldes det, at vi ikke interesserer os tilstrækkeligt dybt for schweizerne, som i mange henseender går deres egne veje. Var det ikke den nu afdøde Graham Greene, der vrængede, at 500 års schweizisk kultur havde givet os kukuret og hullet i osten? Der tog han fejl, den gamle mester. Dels kommer kukuret fra Schwartzwald, dels og især synes Schweiz - ud over sin naturlige skønhed - at rumme et utal af traditioner, skikke og særheder, som forbløffer igen og igen. Vi vender gerne tilbage til Schweiz, Europas ukendte land.


Østrig og Italien overraskede mindre. Vi beklager selvfølgelig, at vi ikke nåede brandmandsballet i Westendorf med de syngende skilærere fra Zell am See. Denne begivenhed ville utvivlsomt have bekræftet os i vore fordomme vedrørende liv og død i Alperne. På færdens næstsidste dag, da vi allerede havde indledt hjemrejsen, stillede Italien med en rigtig overraskelse. I Sauris nordvest for Udine fandt vi en såkaldt sprogø, beboet af ca. 400 mennesker, der anser sig for direkte efterkommere af kelterne, og som taler deres egen 1200 år gamle tyske dialekt, kaldet zahre eller Tårenes Sprog. Poetisk, ikke sandt?


Hvis De vil vide mere, kære læser, anbefaler vi Dem hermed dette års sidste Explorer-artikel, som forventeligt dukker op i søndagsavisen.


Afslutning
Sidste stop blev Trieste.
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere