Sitemap | Avanceret søgning |

Det russiske sølvtøj

Omkring Trieste, en af Italiens og Centraleuropas mest interessante byer, er jorden gennemsivet med blod.

Publiceret 25-10-2001

TRIESTE, ITALIEN, TORSDAG D. 25. OKTOBER

Her mødes ikke blot tre lande - Italien, Slovenien og Østrig - men tre sprog og tre kulturer, som i århundreder har udkæmpet de voldsomste kampe.

Isonzofronten syd for den nuværende Alpegrænse var en af Første Verdenskrigs grusomste slagmarker. I Anden Verdenskrigs sidste fase forsvarede de vigende tyske tropper sig desperat, dels mod italienerne, der var gået over til de allierede i 1943, dels og måske især mod den senere jugoslaviske statschef, Josif Broz Titos kommunistiske partisaner.


Disse foranstaltede i månederne efter krigens ophør et massemord på italienske, tyske, østrigske, slovenske, kroatiske og andre grupper, blandt dem russiske kosakker, som havde tjent tyskerne. Ligene forsvandt i alpekløfterne.
Størsteparten af disse ulykkelige var eller anså sig for at være krigsfanger. De havde overgivet sig til briterne i forventning om, at de ville opnå Hans Britiske Majestæts beskyttelse. I stedet blev de udleveret til Tito-styrkerne og den visse død.
Kosakkernes skæbne har interesseret mig længe som et eksempel på historiens vilkårlighed.


Under den russiske borgerkrig, som endte med oprettelsen af det kommunistiske diktatur, kæmpede de forbitret for Gud, kejser og fædreland. I marts 1920, da alt var tabt, lod de sig sammen med andre tsaristiske styrker evakuere på det britiske slagskib »Emperor of India« fra Novorossijsk på Krim til Vesteuropa.


Her førte de en omflakkende tilværelse, indtil deres ataman eller leder, general Pjotr Nikolajevitj Krasnov, lod sig overtale til at indtræde i den tyske Værnemagt og ride - bogstaveligt taget - mod sin gamle bolsjevikiske fjende, et forehavende, som den triestinske forfatter og litteraturvidenskabsmand Claudio Magris skriver om i sin bog »Funderinger over en sabel.« Kosakkernes sidste offensiv endte i katastrofe. Den britiske besættelsesmagt i Kärnten ekspederede dem over Alperne til Jugoslavien, hvor Tito sørgede for deres øjeblikkelige død. Krasnov sendte han som en særlig gave til Moskva. Her ydmygede Sovjetlederen Josef Stalin sin fange ved at hænge ham - han kunne i det mindste have skudt ham - i 1946.


Til disse begivenheder knytter sig en personlig sidehistorie. Med ombord på »Emperor of India« var tsarens jagtkaptajn i Baltikum, baron Maurice von Grünewald og dennes hustru, Olga.


De slog sig ned i en lille lejlighed i Rom, hvor de levede af langsomt at sælge ud af det løsøre - guldmønter, sølvtøj, ædelstene - som de havde fået med sig på flugten. Ved deres død blev de begravet på den Protestantiske Kirkegård. Hvad der resterede af deres ejendele, arvede min fader og gudfader, som var deres nære og måske eneste venner.
Som lille dreng mødte jeg det gamle ægtepar flere gange. Maurice husker jeg som en venlig, lidet talende mand, der røg cigaretter og drak te i det uendelige. Olga virkede i reglen lettere vanvittig. I et af sine klare øjeblikke fortalte hun mig om, hvordan hun som ung pige havde danset med tsaren på Vinterpaladset i Skt. Petersborg.


Min fader og min gudfader solgte siden - ganske langsomt - ud af den grünewaldske arv. Ved deres død blev de bisat i Grünewaldernes grav, og jeg overtog de nu sørgelige rester af arven fra Baltikum. Så meget er dog i behold, at jeg næsten hver aften dækker mit bord i Rom med det såkaldt russiske sølvtøj, karakteristisk ved sin solide vægt, ved Grünewaldernes baroniale krone, Maurice von Grünewalds sammenslyngede initialer og slægtens våben, det ranke nåletræ.