Sitemap | Avanceret søgning |

En hankat i Duino

Badesæsonen er forbi, men de to små spisesteder ud til Triestinergolfen har stadigt åbent. I Villa Gruber, et stille, gammelt hus bag den lille havn, er der for en gangs skyld plads.

Publiceret 23-10-2001

DUINO, ITALIEN, TIRSDAG D. 23. OKTOBER

Vi tager vore værelser i besiddelse, nyder udsigten over valnøddetræerne og havnen til det bagved liggende hav. Ude i det blå røgter fiskerne deres garn. Værelserne kan minde om stuer i et beskedent herskabshus, hvor tiden har stået stille i generationer. Fremskridt er der Gud være lovet intet af. Der er ingen bar og ikke et fjernsynsapparat. Gulvene knirker, boghylderne samler støv, øreklapstolenes armlæn ender i en poleret træplade med plads til cognacglasset og et askebæger. Her er verden fremdeles i orden.


I Duino
Et par kvinder promenerer langs Rielke stien.
Foto: Carsten Ingemann
 

Politistationen, bestående af et enkelt kontor og en kogeplade, er lukket for vinteren. Eneste spor af statsmagten er en lækkende gummibåd ude i havnen.

Vi tager til Duino for at gå i Rilkes fodspor langs med og højt over havet.


Her kom han, den tyske digter, før Første Verdenskrig, som gæst hos fyrstinde Marie von Thurn und Taxis, en efterkommer af den kejserlige generalpostmester, der gav sit navn til vore dages hyrevogn, taxien (aldrig taxaen).


Rilke, en omflakkende natur, havde det med i tidens ånd at tage ophold hos litteraturbegejstrede, adelige damer. I Duino boede han på Nuovo Castello, altså den Nye Borg, som trods sit navn er fra det 14. århundrede. Borgen ejes stadig af familien Thurn und Taxi og er lukket for offentligheden. Åben er til gengæld den såkaldte Rilke-sti, der udgår fra Duino og rækker langs klippekysten ind mod Trieste. Her er man alene med naturen, med en storslået udsigt over den triestinske havbugt, omgivet af pinjetræernes skarpe duft, fjernt fra overdimensionerede hoteller, falske irske pubber, motorveje og anden naragtighed. Er man til den slags, kan man forestille sig, at her fik Rilke ideen til sine mærkværdige og vemodige duinesiske elegier - i et landskab, der efter sigende også skal have inspireret Dante.

Vi vender tilbage til havnen. To italienske matroner lufter taktfast spadseredragterne på molen efter en utvivlsomt fremragende frokost. Vi indskrænker os til en enkelt ovnbagt orata, en guldbrasse med andre ord. Restaurantens kolossale, gråstribede hankat anbringer sig majestætisk og krævende ved vort bord. I virkeligheden er den så forædt, at den skal tage sig alvorligt sammen for at få gang i det fiskeskind, vi tilbyder den.


For enden af molen står lystfiskerne med deres snører. En lyshåret kvinde har travlt med at fotografere bølgerne, der i modlyset slår ind imod stensætningen. En anden kvinde - rødhåret, men næppe ægte - småsover i solen. Der er i det hele taget en vældig aktivitet.


Måske man skulle være hankat i Duino.

Hvis du vil vide mere