Sitemap | Avanceret søgning |

Vor hellige landsmand

I Heiligenblut finder vi en dansk helgen.

Publiceret 21-10-2001

HEILIGENBLUT, ØSTRIG, LØRDAG D. 20. OKTOBER

Ja, som nationen opfører sig, skulle man ikke tro, det var muligt. Så vi tilføjer gerne, at det er 1300 år siden, at Briccius, en formodet landsmand, blev fundet død i sneen uden for Heiligenblut, hvor han siden skulle opnå ry som en elsket helgen.


Over hans grav byggede man først et kapel, siden den nuværende kirke, hvis slanke tårn løfter sig op mod Grossglockner-massivet. I et helgenskrin gemmer man en glasbeholder med, hvad der menes at være en dråbe af Jesu Kristi blod. Briccius bragte den med sig ved sin død, og den forklarer hans helgenstatus.


Den officielle tydning af Briccius fremgår af et ældet opslag i kirken. Briccius, siges det, kom som purung med sin fader til Byzans fra Kongeriget Danmark (der i parentes bemærket ikke eksisterede på det tidspunkt, i hvert tilfælde ikke som enhedsrige). Faderen tjente som andre nordboer den byzantinske kejser, men døde efterladende sin søn, der skulle blive en ledende skikkelse i det østromerske imperium, kristendommens suverænt førende statsdannelse.

Danskeren Briccius havde tjent kejser Leo på flere høje poster, da han erfarede, at den tysker kejser Otto ville kristne danerne, en opgave, som Harald Blåtand skulle påtage sig langt senere. Briccius ønskede at deltage i dette missionsarbejde og anmodede Leo om at blive fritaget for videre tjeneste. Kejseren gav tøvende efter og meddelte danskeren, at han som et tegn på hans gunst kunne bede om en gave.

Briccius bad om og fik beholderen med det hellige blod. Iført pilgrimsdragt begav han sig derefter ud på den lange vandring til Norden, blot for at dø i Alperne.


I forbindelse med hans begravelse bemærkede man, at han i et sår i sit ben havde gemt en glasbeholder med en mørk væske. Ærkebiskoppen i Salzburg lod forespørge i Konstantinopel, hvad der mon var på færde. Han fik det svar, at væsken var Jesu Kristi blod.


Af den danske kriger i kejserens tjeneste blev således en helgen, som de færreste i Danmark har kendskab til, men som æres og tilbedes i store dele af Centraleuropa, og som sine steder hævdes - stik imod den historiske kendsgerning - at være dansk kongesøn.

Vi forlader nødigt Heiligenblut. Ikke blot føler vi os tiltrukket af myten om vandringsmanden Briccius. Vi har også en svaghed for de lokale aviser, der disker op med den ene mere hårrejsende historie efter den anden. Hvad mener De for eksempel, kære læser, om følgende:


En østriger bliver arresteret, fordi han under et ophold i Ungarn har stukket sin kniv i halsen på en tjener. Han burde aldrig have været på fri fod, antyder avisen, for han vides at lide af skitzofreni og skal ved en tidligere lejlighed have skåret hovedet af sin moder og derpå anbragt det i udstillingsvinduet til hendes butik.


Vi gyser og pakker vort grej. Forude venter Italien.


Heiligenblut
En ældre mand beder i kirken i Heiligenblut i Østrig.
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere