Sitemap | Avanceret søgning |

Chokoladekage-krigen

Det er med Sachertorten eller Sacherkagen i Østrig som med Charles den Førstes rytterstatue i London. Den har i generationer ført til gråd og tænders gnidsel, til familiers opløsning og til venners uigenkaldelige afsked med hinanden.

Publiceret 17-10-2001

INNSBRUCK, ØSTRIG, ONSDAG 17. OKTOBER

Agter den i 1649 henrettede monark at ride til højre eller til venstre ned ad Whitehall? Tilhører originalopskriften på Sachertorten, et af verdens berømteste konditorværker bestående af chokolade og bitterorange under en hat af friskpisket flødeskum, Hotel Sacher eller Konditorei Demel i Wien? Hvad smager bedst, en Hof eller en Tuborg?

Den slags spørgsmål skal man holde sig fra. For Sachertortens vedkommende ikke mindst, idet den giver anledning til regelmæssige og forbitrede retstvister. Faktisk mener mange, at parterne har en aftale om, at de skal mødes i retten omkring hvert tiende år. Det giver omtale, især i den amerikanske presse.

Et vigtigt spørgsmål lyder naturligvis: Hvilken kage smager bedst? Den, hvor laget af bitterorange ligger øverst i chokolademassen, eller den, hvor bitterorangen er gemt længere nede, thi heri består forskellen mellem de to kager? Vedrørende dette foregår en veritabel krig mellem Hotel Sachers stampublikum og gæsterne på Demel, anført af de frygtindgydende demelinder, et blåskyllet publikum, som man af hensyn til sin egen sikkerhed bør omgås med forsigtighed.

Explorerholdet aflægger gerne en visit på Café Sacher i Innsbruck. Her serverer Michaela Heiss, iført standsmæssig hvid kappe og sort uniform, en Einspänner, det vil sige en kaffe i glas med flødeskum, samt en snitte af den begærede kage. Folkene på Demel - hun har svært ved at tage ordet i sin mund - er udbrydere, som man ikke skal tage alvorligt, siger hun.

Den første Sachertorte blev skabt i 1832, da fyrst Metternich, den habsburgske kansler, bad sit køkken om at sende ham en kage til eftermiddagskaffen. Chefkonditoren var sygemeldt, men en køkkendreng blandede, hvad han fandt i køkkenet - lidt chokolade og en appelsin. Metternich var begejstret.

Sådan lyder Sachers forklaring.


Min egen version, som jeg foretrækker, er denne: Under Wienerkongressen efter de napoleonske krige aflagde tsar Aleksandr uanmeldt besøg hos Metternich. Da chefkonditoren ikke var til stede, stillede køkkendrengen med, hvad han i skyndingen kunne frembringe. Både tsaren og kansleren var begejstrede - tsaren i en sådan grad, at han ville tage drengen med til St. Petersborg. Det afviste Metternich. Han gav i stedet den lille Franz Sacher, som han hed, et lån. Af denne forudseenhed voksede Sacher-koncernen, der i dag sælger sit produkt i hele verden.

Anbragt på Cafe Sacher er vi således ladt tilbage med flere spørgsmål end svar. Dog, vi nyder den elegant indrettede cafe i en af Europas smukkeste byer. Fräulein Michaela anduver med vore Einspänner og vor kage på en velpudset tablet. Som sig hør og bør ledsages kaffen af et glas postevand, hvorover der balancerer en kaffeske, som ingen forventer, at man gør brug af. Omkring os sidder et udvalg af byens velholdte damer og herrer med dagens aviser: Die Presse, Neue Zürcher Zeiting og andre organer, som fortæller omverdenen, at man er et velopdragent og belæst menneske.

Faktisk har vi kun en bekymring. Tiroler Tageszeitung meddeler, at de toskanske trøffelhunde lider under en svær depression. Den skyldes hverken Bin Laden eller andre fortrædeligheder, men det fortsatte sommervejr, som har ødelagt efterårets trøffelsnuseri.

Vi opfordrer hermed dyrepsykologerne til at yde den fornødne krisehjælp.


Sachertorte på Cafe Sacher
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere