Sitemap | Avanceret søgning |

Frokost i bankboksen

»Her bliver vi i et par minutter,« siger vi, da vi kører fra Schweiz ind i Liechtenstein, en af Europas mindste stater.

Publiceret 15-10-2001

VADUZ, LIECHTENSTEIN, MANDAG d. 15. OKTOBER

Her er smukt, dyrt og overfladisk set inderligt kedsommeligt.


Men helt uinteressant kan det selvfølgelig ikke være, at det inden for tre generationer er lykkedes at forvandle en afsides, fattig del af det liechtensteinske familieimperium til verdens største bankboks.


Vendingen fulgte efter Første Verdenskrig, som foranledigede den regerende fyrstefamilie til at forlade sine besiddelser i Bøhmen. Via Wien returnerede den til sit stamsæde, som den havde lagt bag sig flere hundrede år tidligere i den hensigt at tjene det tysk-romerske kejserrige og vel sagtens sig selv.


En forudsætning for den allestedsnærværende rigdom - vi ser Rolls Roycer, Maserattier og Ferrarier, men ikke en eneste Opel eller Skoda - er muligvis, at man afviser EU og andre fordyrende mellemled. Desuden holder fyrst Hans-Adam emsige politikere i stramt tøjr. I Liechtenstein generer man ikke kapitalen. Tværtimod beskytter man den. Vil man ind med penge - og det er der tonsvis af investorer, der vil - skal man blot oprette et lokalt selskab og give liechtensteinere plads i bestyrelsen.


Der er kun 32.000 indbyggere i Liechtenstein. De er næsten alle stråmænd, udstyret med flotte titler og endnu flottere gager. Arbejdsløshed findes ikke. Vi er forbløffede.

Vi yder gerne vor skærv til dette frisind. En beskeden frokost, mener vi, vil bekomme os på terrassen foran Cafe Burg i hovedstaden Vaduz under Hans-Adams middelalderborg.

Her følger dagens anden overraskelse, idet Karina fra Roskilde dukker op fra cafeens indre og spørger, hvad vi kunne tænke os. Nu kan man jo tænke sig både dit og dat i et land som Liechtenstein. Vi står dog fast på vort - en beskeden frokost.

Så følger overraskelse nummer to. Burg Bar er faktisk fyldt med unge danske piger, der alle serverer på god, håndfast facon. Ejerinden er også dansk. Hun hedder Anne Hagen, men er på landevejen - i sin åbne sportsvogn, formoder vi.


Vi opholder os i et skattely, viser det sig, indrettet til gavn for det arbejdende folk. På Cafe Burg betaler de ansatte således seks procent af deres løn i skat. Til gengæld - ja, vi røber det gerne - er momsen på restaurationsydelser 7,6 procent.

Solen skinner på terrassen, temperaturen nærmer sig de 30 plusgrader, og vor tvivl om den lovbefalede danske socialstat vokser.


I det hele taget har vi en megen sympati for smålande som Vatikanet, Monaco, San Marino, Luxembourg og Andorra. De plager ikke deres indbyggere unødigt, og de har en tårnhøj levestandard. Alligevel finder vi det ekstremt, at fremmedarbejderne i Liechtenstein ikke er albanere, men danskere. Det kan de så overveje på Christiansborg. Der må jo være en grund til det.


Vi udbringer en skål for de små stater - i en udmærket, ubanderoleret vaduzer-rosé, direkte fra fyrstens egen kælder.


Få øjeblikke senere kører vi over grænsen til Østrig. Vi har opholdt os i Liechtenstein i en time og 43 minutter.


Dansk frokost-servering
Karina og Malene arbejder i Lichtenstein.
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere