Sitemap | Avanceret søgning |

Atter i Heidiland

Explorerholdet er tilbage i Heidiland efter to døgn i den virkelighed, der var SAS-flyets undergang i Milano og 118 menneskers død.

Publiceret 10-10-2001

ltdorf, Schweiz, onsdag d. 10. oktober

Vi er i Schweiz, omgivet af majestætiske bjerge og stille søer, et land så rent, at man forestiller sig, at dets beboere - alle syv millioner - hver morgen bliver kommanderet ud for at vaske, stryge og presse naturen.


I Heidiland

Foto: Carsten Ingemann

Vi garanterer ikke for, at den følgende historie er rigtig. I sin enkelthed siger den, at i Schweiz, i de kommunale boligblokke, er det forbudt at trække i snoren på toiletterne mellem kl. 22 og kl. 07. Ja, mere end det: skulle husets herre i nævnte tidsrum føle en uimodståelig trang til at lade vandet, har han at gøre det i siddende stilling. Naboerne må ikke forstyrres.

Ved et sådant lands grænser, føler vi, kan man forvente det værste, men der er ingen - simpelt hen ingen - kontrol på overgangen fra Como til Chiasso. Hvad vi måtte gemme af uzier, AK-47ere og andre godter i metalkasserne i Volvoens baglokale har ingen interesse. Den slags befinder vi os ikke godt ved. Vi har altid følt os utrygge i lande, der uden videre ståhej giver adgang til typer som os.


Frokosten indtager vi i en grotto, den tessinske - altså sydschweiziske - udgave af det italienske trattoria. Med en storslået udsigt over Lugano-søen, anbragt under vinranker, bliver vi vartet op med duftende landbrød, hestesalami, tørret svineskinke og formagginier, små oste, fremstillet af gedemælk. Hertil serverer vor værtinde, kaldet Paola, sin egen dybrøde merlot i en lerkande.


Det er et simpelt og roligt måltid, der er godt ikke alene for maven, men for sjælen. Tessinerne eller ticineserne, altså de italiensk talende schweizere, er de øvrige schweizeres foretrukne folkegruppe. De er ikke pengebegærlige som de tysk talende og ikke arrogante som de fransk talende, påstås det. De er muligvis en smule provinsielle, men de anses for gæstfri og muntre mennesker, som tilfører det ellers så korrekte Alpeland en behagelig dosis Dolce Vita.

Over Paolas bord mindes vi fru Mortensen, helt præcist fru Hilda Mortensen, der som navnet antyder var en god, gammel BMW, i hvilken vi tidligere kørte fra krigsskueplads til krigsskueplads på Balkan.


Apropos navne, forsøger vi at komme i tanker om berømte schweizere. Der er flere af dem, end man skulle tro. I vor samling indgår bl.a. Louis Chevrolet (ham med bilerne), Cesar Ritz (ham med hotellerne), Henri Nestle (ham med chokoladen), Stefan a Porta (ham med kaffehuset i København) og Ursula Andres (hende med pistolen i bikinien). Johanna Spyri er endnu en berømthed. Hun blev født på en gård uden for Zürich i 1827 og skrev en række bøger om pigen Heidi, der vokser op på landet, omgivet af dyr, sætere og bjergtoppe, schweizer-idyl når den er bedst.


Så følger regningen. Den får mig til at tænke på Voltaire, der vist nok sagde, at ser man en schweizisk bankmand springe ud af vinduet, gør man klogt i at følge ham.

Hvis du vil vide mere