Sitemap | Avanceret søgning |

I Nietzsches hus

Der ligger et hus i Sils Maria, en lille by i Øvre Engadin.

Publiceret 07-10-2001

Sils Maria, Schweiz, søndag 7. oktober

Som andre traditionelle Alpehuse prydes dets vinduer af store altankasser med røde og hvide pelargonier, de schweiziske - og selvfølgelig de danske - nationale farver.


Huset i Sils Maria har sin egen historie. Deri er intet usædvanligt. Det usædvanlige er, at dette hus også fortæller en del af Friedrich Wilhelm Nietzsches historie.


Her kom han, den store og vanskelige tyske filosof, som fik schweizisk statsborgerskab i 1869, hvorpå han sank hen i sindssyge. I Sils Maria skrev han »Also sprach Zarathustra«, et af sine hovedværker. Han følte sig hjemme. Her var stilhed og tid til eftertanke. Nietzsche spadserede i den smukke natur, levede af te, friske æg og lokale grøntsager og havde fred i sit uregerlige sind.

Høflighedsvisit


På Explorer er vi ikke meget for denne dystre herre, men vi aflægger ham gerne en høflighedsvisit i den stille flække, om hvilken han skrev, at den muligvis slet ikke var schweizisk, men mere sydlig, måske mexicansk, en højslette ud til Stillehavet.


»Øvre Engadin er mit landskab,« skrev han til familie og venner. »Disse veje, skove og søer er som skabt til mig.« Nietzsche kom tilfældigvis hertil i 1881 og vendte derpå tilbage sommer efter sommer.


I Nietzsches hus (1)
Stilhed og tid til eftertanke - Nietzsches hus i Schweiz.


I dag er der museum i det ganske store hus, der i alt væsentligt står, som det stod, da Nietzsche forlod det for sidste gang i 1888. Der foranstaltes seminarer og foredrag, og der er en jævn strøm af tyskere, amerikanere og japanere, som formodes at udgøre filosoffens stampublikum. Er man her som turist kan man gøre værre på en regnfuld dag end at gennemgå mindestuernes samling af bøger, breve og billeder.


Tyskerne synes at være fordybet i studiet af deres landsmand. Amerikanerne diskuterer højlydt Nietzsches meriter eller mangel på samme. Japanerne har her som andre steder travlt med at fotografere hinanden, foran dødsmasken inde i huset, på trappen uden for huset, selv på trappen til det nærliggende hotel Edelweiss, hvor Nietzsche i ny og næ tillod sig et varmt måltid mad. Hvad der foregår inde i hovedet på disse mennesker forbliver en asiatisk hemmelighed, skjult i et asiatisk mysterium, gemt i en asiatisk gåde, som selv Nietzsche næppe kunne have forklaret.

Uinteresseret


Vi tumler ud i den videre verden, som Nietzsche aldrig fik styr på, og som også forvirrer os. En ældre herre passerer, støttet til sin stok. Nej, han interesser sig hverken for filosofi i almindelighed eller for Nietzsche i særdeleshed, men derimod for, at nationale luftfartsselskab, Swissair, er gået fallit. »En skandale,« hvæser han. »En national skandale.«


Vi lander omsider på et kaffehus, hvor to purunge mænd - begge tyskere - læser og indgående diskuterer indholdet af Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung, en af den vestlige civilisations nyeste og bedste kulturgoder.


De er høflige, stilfærdige, orienterede og seriøse.


I min forbløffelse over denne usædvanlige optræden glemmer jeg helt at spørge dem, hvad de mener om Nietzsche.

Hvis du vil vide mere