Sitemap | Avanceret søgning |

Hen over tomatsuppen

Fra St. Moritz kører vi over Julierpasset - af de lokale rætoromanere kaldet for Pass dal Güglia - idet vi hører, at vi på den anden side af bjergkammen vil finde den eneste italiensk talende landsby nord for Alperne.

Publiceret 06-10-2001

BIVIO, SCHWIEZ, FREDAG 5. OKTOBER

Den slags kan vi ikke stå for. Vi forestiller os et lille foretagende med muntre italienere, skrydende æsler og vasketøjet spændt ud over dekorative gyder.


Hvad disse fantasier angår skal vi blive skuffet. Bivio - med 270 indbyggere erfarer vi - ligner til forveksling andre af Alpernes småbyer med den ene undtagelse, at nok er der ganske mange hoteller og beværtninger og sågar en skihejs, men der er næsten intet publikum. I hvert tilfælde ikke på denne tid af året. En historie synes der ikke at være.
En anelse slukørede slår vi os ned på en terrasse og bestiller vor sene frokost - tomatsuppe og en såkaldt Bündnerteller, hvilket er et bræt med afskåret skinke, pølse og ost, samt en øl fra fad.

Freibergere


Således anbragt i herligt solskin bemærket vi en kvinde, der er i fuld gang med at strigle og glatte tre heste på den anden side af et vandløb. Efter endt måltid lister vi over til hende. Egentlig er Jenny Torriani englænder, men under et ophold i Schweiz i 1974 mødte hun sin tilkommende mand og har boet i Graubünden lige siden. Fem børn, seks heste og et hotel er det blevet til. Hestene er - bortset fra en ungarer - de såkaldte franchemontagnere eller freibergere, en stærk og venlig race, der klarer sig ude i næsten al slags vejr.
Vi står pludselig i en rigtig schweizeridyl, omgivet af ældgamle huse og stalde, opført i natursten og duftende brunt træ. En røn sænker sine tunge grene ned over landsbybrønden. Hestene ude og inde vrinsker til hinanden - hestene uden for, fordi de er utålmodige og gerne vil ud at røre sig, mener Jenny Torriani. Hestene inden for, fordi de er sure over, at de ikke må komme med.


Smukke, gamle sadler bliver lagt på dyrene. Gjorder, spænder og bidsler kontrolleres. Omsider er Jenny Torriani og hendes selskab klar. Dyrene får en slurk vand fra karret foran brønden. Så er der afgang til solopgangen oppe i bjergene.

Frisindethed


Bivio viser sig at være et hyggeligt lidt sted, klemt inde mellem sine bjerge. Næsten alle anser italiensk for deres modersmål. De officielle sprog er italiensk, tysk og rætoromansk og således et eksempel på den frisindethed, hvormed Schweiz omgås sine mange folkeslag. Den lidt overraskende italienske tilstedeværelse skyldes en betydelig trafik i gamle dage hen over Septimerpasset. Med tiden gik italienerne syd for passet mod nord og ned i Cavreccia-dalen. I dalbunden, ud til hovedlandevejen mellem St. Moritz og Chur, anlagde de deres landsby, som de kaldte Bivio, hvormed de antydede deres interesse i både nordlig og sydlig retning.
Meget at se eller gøre er der ikke i Bivio, i hvert tilfælde ikke uden for sæsonen. Men hen over tomatsuppen kan man overveje kulturernes mangfoldighed og fredelige samliv i denne bjergverden - og siden glæde sig over, at man har indtaget sin frokost i Nordeuropas eneste italiensk talende landsby.



I Bivio
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere