Sitemap | Avanceret søgning |

De nye danskere

Om et halvt år kan selv Benny Andersens Svante komme over sundet uden for mange bølger. De nye danskere på den anden side glæder sig lige så meget som Svante.

Af ANNE VILLEMOES og THOMAS HEINE
Publiceret 01-01-2000

MALMÖ, SVERIGE

Arne Sunesson er dårlig til bens, så han kommer rullende på sin cykel, ligesom han plejer. Hver dag er der lidt nyt at holde øje med i Malmös gader, og synet af Explorer-bilen og et stort skilt får ham til at stoppe op.

»Hvad synes De om danskerne,« står der på skiltet, og det vil Arne Sunesson gerne tale om, for han synes godt om danskerne. Rigtig godt endda.


SKÅNINGER
Selv om der lynhurtigt faldt et "jävla danskar" på pizzeria Titanic i Hässelholm, så var gæsterne dog enige om at foretrække København frem for Stockholm. Men allermest er man skåninger.
Foto: Jacob Ehrbahn

På vej hjem mod et årtusindskifte har JP Explorer sat ud for at møde de mennesker, der om et halvt år igen kravler tættere på os efter 342 år under svensk åg. Og som - skal man tro de skåninge, vi har mødt undervejs - allerede nu føler sig væsentligt tættere på København end på Stockholm. Også mentalt.

Trevlige danskere
På en frostklar dag har vi rullet vognen ind på Stortorget i Malmö for at lave vores egen lille gallup, og der er ikke noget at tage fejl af - danskerne er trevliga människor - hyggelige mennesker. Selv om vi ryger for meget, som apotekeren Inez Nilsson siger.

»Danskerne er lette at være sammen med, det er som om, man kan mærke, at man kommer lidt længere sydpå - lidt tættere på det afslappede Sydeuropa, når man tager til København,« siger Arne Sunesson.

Og han ved, hvad han snakker om, for hans far arbejdede på bådene mellem Malmö og København, og den nu 75-årige skåning tilbragte mange af sine barndoms og ungdoms weekender i København.

»Det skal ikke vare længe, før jeg skal en tur over igen,« bedyrer han.

Vil hellere være dansk
Arne Sunessons holdning til naboerne sydpå stemmer helt overens med andre udsagn denne sidste solskinsdag i årtusindet.

65-årige Kerstin Nilsson går så langt som til at sige, at hun ville ønske, hun var dansk.

»Sproget er så smukt, og jeg har boet i København i perioder på grund af det, man vist i dag kalder en kæreste,« siger hun med et smil.

»Men jeg tror ikke, danskerne er helt så glade for os dumme svenskere, som vi er for dem. På Frederiksberg er der mange, der ikke ved, hvor Malmö ligger,« siger Kerstin Nilsson.

Alligevel håber hun, at broen vil få flere danskere til at tage turen over, når der for eksempel er store operaopsætninger eller kunstudstillinger i Malmö.

Nogle af de forbipasserende ser bare skiltet med vores spørgsmål, griner lidt og vender tommelen op, når de går forbi, men endnu flere stopper op for at give deres besyv med.

Selv det politi, vi først tror vil genne vores lidt kreative parkering væk, forsikrer os om, at danskerne er et hyggeligt folk - og nej, de har ingen problemer med fulde danskere her, fortæller politiinspektør Jörgen Sjöstad.

»Næhh, det er nok i højere grad et problem, I døjer med ovre hos jer,« siger han.

Skåningene tror ikke, at svaret på samme måde ville være entydigt positivt, hvis man stillede sig op i København og spurgte, hvad folk der synes om svenskerne.

»Malmö er allerede en forstad til København, men jeg tror ikke, at flere danskere vil komme til Malmö, når broen kommer. Vi har ikke så meget at byde på, og her er et forfærdeligt bureaukrati,« siger 47-årige Ann-Christine Persson, og hendes mand Jan Persson på 58 år tilføjer:

»Danskerne har det svært med vores love og forordninger. Vi har jo vænnet os til det,« siger han, men synes nu alligevel, at Skåne kan tilbyde både skov og fin fri natur.

Den svenske storebror
Den 30-årige Jonas Stålgard mener, at det dansk-svenske forhold er som lillebror-storebror, og at det er årsagen til, at danskerne ikke er så glade for svenskerne, som det omvendte synes at være tilfældet.

»Vi er ganske enkelt et større land, og derfor har vi ikke så meget, vi skal bevise, så det er lettere for os at sige, at vi kan se en masse gode ting i det danske,« siger Jonas Stålgard.

Den eneste, der slet ikke glæder sig til broen, er Arne Sunesson. Han er bange for, at broen vil slå skåningene og danskerne så meget sammen, at den forskellighed, der holder en slags venskab levende, forsvinder.

»Med broen mærker man ikke, at man kommer fra et sted til et andet, og så forsvinder noget af det spændende ved at tage afsted,« siger han.

Arne Suneson husker turene over sundet med bådene som en en lille rejse, der gav mulighed for at omstille sig, og som han siger med et grin:

»Så kunne man jo sidde og få sig en lille en.«

Pæne ord
»Det er et dejligt folk, og vi nyder sådan at besøge Tivoli og Søstrene Grene. Det er rart, at København og Skåne nu kommer til at hænge endnu bedre sammen,« siger Lennart og Signe Lantz, et pensioneret ægtepar.

»Vi tager altid til København og shopper, for der er så mange fine butikker og et langt mere spændende kulturliv,« siger midaldrende Irene Wallenborg.

»Ja, det er herligt at være på ferie her i København,« siger to unge italienere, som tiltrækkes mere af køretøjet end af teksten på vores skilt.

Og sådan bliver det ved. Det er pæne ord det hele, ikke en eneste negativ ytring er det til at støve op, og i løbet af sådan en eftermiddag på Stortorget står vi og bliver lidt mere røde i kinderne, end frosten kan retfærdiggøre. Er vi virkelig så søde? Vores køretur tværs over Skåne kunne tyde på det. I Kristianstad, i Åhus, i Hässleholm. Og så dog. For var der ikke én, der råbte "jävla danskar", forbandede danskere, som noget af det første, da vi trådte ind af døren på pizzeria Titanic i Hässleholm?

Jävla danskar
Også i Hässleholm venter man med spænding broens komme, men indtil da mødes man på Titanic hos Moses fra Istanbul. For at skåle, for at spille på heste og for at være enige om, at man så langt foretrækker København for Stockholm, hvis man skal vælge. Men allermest er man skåning.


SPÆNDINGEN FORSVINDER
Arne Sunesson har det fint med danskere. Han kommer med jævne mellemrum i København, men han er ikke så vildf med broen, fordi den efter hans mening fjerner spændingen ved at bevæge sig fra et sted til et andet.
Foto: Jacob Ehrbahn

Vi når ikke engang at sætte os, før det første "jävla danskar" stryger gennem luften. Det kommer fra Camilla Håkonsson, og det får resten af flokken til at le højt og løfte glassene.

Vi er velkomne.

Camilla strør om sig med den slags forbandelser, og fællesbetegnelsen "jävla utlänningar" er genemgående.

Det er en broget flok, der næsten dagligt mødes hos Moses, og vi er ikke de eneste "jävla utlänningar" i lokalet, men vi er de eneste, der regnes som sådan. Moses er fra Tyrkiet, Ton Tap kommer fra Holland, Maria Zalas fra Polen, og kun Camilla Håkonsson og Bengt Nilsson er fra Skåne oprindeligt, men de har alle boet her længe nok til at føle sig hjemme.

»Broen er vigtig, fordi den trækker opmærksomhed til vores område - og så fordi den er en torn i øjet på Stockholm,« siger Ton, og Camilla supplerer:

»Hvis vi snakker om Stockholm, så føler jeg mig mere dansk end svensk,« siger hun, og ordet Stockholm akkompagneres af en næserynken.

Brolægger i København
Moses har sluttet sig til selskabet, og han er som den eneste ved bordet ligeglad med, om han bor i Sverige eller Danmark - eller Tyrkiet eller Afrika. Bare han har en flaske whisky derhjemme.

Den udtalelse får bordet til at bestille en runde, og Camillas "jävla utlänningar" er blevet et tilbagevendende indslag.

Moses' Titanic har kun tre borde,. Med et par danske gæster er der næsten fuldt hus, og fortællingerne ruller ivrigt frem og tilbage.

Bengt Nilsson er brolægger, og han fortæller, at han allerede har lavet det første arbejde i København - brolægningen uden for den svenske ambassade - og at han regner med, at broen vil give mere arbejde hos naboerne i syd.

»Vi kan allerede mærke opmærksomheden, byen her er blomstret op i løbet af de sidste par år,« siger Ton Tap ind imellem versene i en Cornelis Vreeswijk-vise.

Hässleholm var et stop på vej ned gennem Skåne, og det er nogle dage siden, vi har forladt Ton, Maria, Bengt, Camilla og Moses, men tydeligt tilbage står stadig Camillas eneste forbandelse, der faldt helt uden hjertelighed: "Jävla 08'ere". 08 er retningsnummeret for Stockholm.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere