Sitemap | Avanceret søgning |

Det syge nikkelværk

Danmarks samlede udslip af svovldioxid overtrumfes af et enkelt russisk nikkelværk ved grænsen til Norge. Men her ses økonomien som en større hovedpine end miljøet.

Af THOMAS HEINE MADS STENSTRUP og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 22-12-1999

NIKEL, RUSLAND


Det syge nikkelværk (1)
Hvis ikke nye, tunge investeringer minedriften foretages, vil nikkelmalmen i minen, hvor den brydes i dag, være opbrugt om fem-seks år. Og så truer økonomisk ruin i området.

I fugleflugt befinder vi os otte kilometer fra grænsen til Norge. I stemning føles det, som befandt vi os omkring tiden for den industrielle revolution.

Ud af tre enorme skorstene, hver 160 meter høje, flyder giftig røg og lægger sig som en gul-grå, kvælende dyne over hele det omkringliggende område. Sneen formår kun delvis at skjule et imponerende virvar af skrammel over det meste af nikkelværket.

Allerede før ankomsten til fabrikken begynder metalsmagen at melde sig i munden, og indendøre rammes vi af kraftige hosteanfald, som dog går over efter en tid.


Det syge nikkelværk (2)
Kun få benytter det gasmaskelignende apparat til at trække vejret igennem.

Arbejderne på nikkelværket går med en slags gasmasker forsynet med slanger til at trække vejret igennem, men kun få synes at bruge dem.

Nikkelværket, som har givet navn til byen Nikel på Kola-halvøen, slipper foruden de kræftfremkaldende nikkeldampe 130.000 tons svovldioxid ud årligt. Danmarks totale udslip er ca. 110.000 tons svovldioxid om året.

Det er imidlertid ikke forureningsproblemerne, som dominerer dagens debat på disse kanter, men økonomien. Nikkelværket, som ejes af selskabet Norilsk Nikel, som igen kontrolleres af en stor og uoverskuelig industrigruppe, har flere gange stået på randen af konkurs.

Den nuværende, relativt høje verdensmarkedspris på 8000 dollars pr. ton nikkel giver værket en fornuftig økonomi lige nu, og arbejdere på værket bekræfter, at de altid får deres løn til tiden. Men hvis ikke nye, tunge investeringer i ny underjordisk minedrift foretages, vil nikkelmalmen i den åbne og i den underjordiske mine, hvor den brydes i dag, være opbrugt om fem-seks år.

Tragedie truer
I så fald truer en tragedie de 20.000 indbyggere i Nikel og lige så mange i nabobyen Sapoljarnyj, som begge er bygget op om nikkelproduktionen. Det samme er en by længere sydpå på halvøen, Montjegorsk med 70.000 indbyggere, hvor den endelige forarbejdning til nikkel sker.

»Jeg er optimist. Det bliver man nødt til at være. Ellers er det bare at pakke kufferten og lukke,« konstaterer direktør Jurij Sodin.

Sodin, der har arbejdet på nikkelværket i 30 år, erklærer sig »forsigtigt tilfreds« med de signaler om fremtiden, han får fra ejerne.

Det vil, tror han, blive muligt at rejse de 1,8 mia. kroner, der er nødvendige for at fortsætte driften i underjordiske miner, når det nu tilgængelige malm er opbrugt.

»Måske tager jeg fejl. Jeg kan ikke skue ind i deres hjerner eller ned i deres lommer. Men forholdet til ejerne har udviklet sig til det bedre, ikke mindst efter prisen på nikkel er gået op,« forklarer Sodin.

I virkeligheden er det måske ikke nikkelværkets ydre fremtoning - heller ikke i den vestlige verden er råstof-udvinding noget smukt syn - men det indre liv, der udgør den største kontrast for en vestlig gæst på værkerne i Nikel og Sapoljarnyj.

Havde nikkelværket f.eks. ligget på den anden side af grænsen, i norske Kirkenes, ville vi sandsynligvis på forhånd have fået tilsendt en mappe med fakta-materiale, eventuelt selv hentet det på Internet.

Vel fremme på stedet var vi blevet vist rundt af en informationsmedarbejder, talt med medarbejdere og fagrepræsentanter og som afslutning interviewet direktøren i måske en halv time.


Det syge nikkelværk (3)
Nikkelværkets topledelse brugte en stor del af dagen på at vise explorer-holdet rundt.

Her går en stor del af topledelsens dag med at tage imod JP Explorer. Sodin lægger venligt evt. andre aftaler til side, selv om vi på grund af bil-problemer kommer adskillige timer for sent.

Produktionschefen kører os rundt i timevis og venter pænt udenfor, mens underdirektøren i Nikel kommer med en lang udredning om værkets historie (det blev oprindeligt bygget af finnerne i 1926). Noget papir med fakta er ikke til at opdrive, hvert tal må trækkes ud af ledelsen, og de forskellige direktørers oplysninger stemmer ikke altid overens.

Det handler ikke nødvendigvis om dårlig vilje, men snarere om manglende tradition for at informere og manglende vane at stå til regnskab for andre end sin umiddelbart overordnede. I hvert fald fortæller Sodin, at medarbejderskaren i Nikel og Sapoljarnyj er gået ned fra 12.000 til 6.500, men hovedsageligt fordi de børnehaver, hospitaler og meget andet, som nikkelværket tidligere stod for, nu er overtaget af de lokale myndigheder. Produktionen er, beretter han, faldet fra 57.000 tons nikkel i rekordåret 1986 til cirka 43.000 tons i år (»men det er egentlig en hemmelighed«)


Det syge nikkelværk (4)
.

Udslippene af svovldioxid skal være faldet fra 340.000 tons i 1990 til 130.000 tons i år - i forhold til en samlet produktion af råmalm på syv millioner tons.

De mindre udslip skyldes primært, at man på Kola-halvøen nu overvejende bruger lokal, mindre svovlholdig malm, hvor malmen i planøkonomiens æra blev transporteret 3000 km fra Norilsk i Sibirien.

Moderniseringsplaner
De mindskede udslip har, sammen med den skrantende økonomi, bidraget til at lægge adskillige moderniseringsplaner for nikkelværket på hylden, deriblandt én som blev undertegnet af Ruslands præsident Boris Jeltsin og Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland. Nu ses en ny, underjordisk mine som det altafgørende spørgsmål.

»Det er ikke, fordi vi ikke tager miljøproblemerne alvorligt. De rammer jo primært os selv. Men det handler om prioriteringer. Skulle en arbejdsplads som denne lukke, er resultatet massearbejdsløshed, og enhver arbejdsløs er en potentiel lovbryder,« mener direktør Jurij Sodin.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten