Sitemap | Avanceret søgning |

Luba - et lys i polarnatten

I Murmansks vintermørke, hvor en radioaktiv katastrofe truer, forsøger en livsglad anarkist og miljøaktivist at påvirke de næsten upåvirkelige.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JAKOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 19-12-1999

Murmansk


Luba - et lys i polarnatten (1)
Ljubov Kovaljeva er miljøaktivist på verdens værste atomlosseplads.

Livsglæden stråler ud af Ljubov Kovaljeva, som et lille lys i det seks måneder lange vintermørke, der har lagt sig tungt over Kola-halvøen. Hun er noget så usædvanligt som en miljøaktivist på denne verdens værste atomlosseplads, hvor Sovjetunionens, og nu Ruslands, frygtede atomubådsflåde har hjemme.

Kontrasten er stor mellem den 26-årige russiske kvindes indignation over en truende forurenings-katastrofe og hendes glæde over friheden her nord for Polarcirklen. Omtrent lige så stor som mellem Murmansks sovjetfunktionelle beton-arkitektur og det betagende mix af bjerge, skove og fjorde, som havnebyen brutalt er klasket ned i.

Luba, som hun helst vil kaldes, vedstår, at hendes vilje og tro på egne evner til at forandre tingenes tilstand ikke netop er typisk for den russiske nationalkarakter. Ej heller hendes optimisme.

»Men jeg kan mærke, at der er folk i militæret, som lytter. De vil også gerne have atom-affaldet sendt til nedbrydning. De har bare ikke råd til at påtage sig ansvaret. Så foreløbig lukker de af,« forklarer hun.

På den anden side erkender Luba også en modsatrettet udvikling inden for russisk forsvar, som norske grænseregionsforskere ved Fridtjof Nansen Instituttet på det seneste har betegnet som en sikkerhedsrisiko.

Desperate mennesker
Det drejer sig om de op mod 10.000 officerer på Kola, der er blevet fyret af samme grund som atomubådene er lagt op - Ruslands elendige økonomi. Mange af disse tidligere så feterede elitesoldater betegnes som desperate mennesker, der driver rundt uden råd til at forlade Kolas militærbyer, bl.a. Severomorsk - Nordflådens hovedbase, hvor mange af de potentielle atommiljøbomber ligger relativt dårligt bevogtet hen.

Luba arbejder på den ansete norske miljøorganisation Bellonas kontor i Murmansk. Her opdateres stiftelsens databaser og udgives et lille blad, "The Nuclear Chronicle", som bl.a. sendes til vestlige politikere, der med deres økonomiske bistand kan være med til at lægge pres på de russiske myndigheder. Et job, som nogle af de ældre i hendes bekendtskabskreds tager afstand fra.

Jura om aftenen
»I Murmansk lever folk af at købe ting billigt og sælge dem videre dyrt. Så er mit miljøarbejde da mere konstruktivt. Jeg foretrækker at give folk noget,« siger Luba, der om aftenen læser jura.

Primært arbejder Luba sammen med to kolleger på at skaffe dokumentation for og påvirke den katastrofalt uforsvarlige oplagring, der er sket af radioaktivt affald - brændselsstave, kølevand o.s.v. - fra bl.a. de 150 atomdrevne og -missilbevæbnede ubåde, der fra hemmelige baser på Kolahalvøen var en hjørnesten i den sovjetiske militærmagt under Den Kolde Krig.

Op mod 70 af ubådene kan - hvis det ikke var på grund af dagens tåge - skimtes på afstand, mens de ligger og ruster på afspærrede strande rundt om ved fjorden. Hver for sig vurderes de at koste 70 millioner kroner at sikre.

Rustne serviceskibe
Et andet sted i tågen udpeger hun fra havnemolen de tre rustne serviceskibe "Lepse", "Imandra" og "Lotta", der truer med at synke med deres radioaktive last af dårligt isoleret atomaffald. Container som, forklarer hun, er tæsket på plads med lægtehammere for at skaffe plads til flest muligt.

Specielt nordmændene er, som Kolas nærmeste naboer, bekymrede. Derfor Bellonas engagement.

Lubas stille aktivisme går tilbage til 1990, da hun sammen med nogle gymnasiekammerater og et par lærere begyndte at stille kritiske spørgsmål til den lokale kommunalbestyrelse angående planerne om anlæg af et større industriområde med en snes forurenende fabrikker.

Stadig svært arbejde
»Det var dengang den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov havde dekreteret glasnost, og da alle myndigheder forsøgte at virke åbne og tog høfligt imod vores kritik, som selvfølgelig ikke førte til noget alligevel«, smiler Luba.

Miljøarbejdet er ikke blevet lettere siden da.

Explorer portrætterede for nogle dage siden den frafaldne orlogskaptajn Aleksandr Nikitin i Sankt Petersborg. Han står på fjerde år anklaget for spionage for en unavngiven fremmed magt, fordi han som medforfatter til Bellonas internationalt meget respekterede Northern Fleet-rapport afslørede atomaffaldproblemets omfang på Kola.

Inden han gik af, havde orlogskaptajnen ansvaret for den store ubådsflådes indre sikkerhed.

»Myndighederne ved godt, at de taber den sag. Men de trækker afgørelsen ud i det uendelige for at statuere et eksempel og på den måde afskrække almindelige russere fra at tale med os,« siger hun.

»Deres taktik er lykkedes. De sidste fire års anstrengelser for at hjælpe Nikitin har til dels paralyseret Bellona,« erkender Luba, der selv har oplevet adskillige ransagninger på det lille kontor foretaget af KGBs arvtager, FSB.

En seks timer lang afhøring i 1996 i efterretningstjenestens frygtede lokalhovedkvarter hører til de mere ubehagelige sider af arbejdet.

Mange er enige
»Tiden er med os. Mange unge og folk i systemet er enige med os og læser uofficielt vores rapporter. I modsætning til i Moskva og Sankt Petersborg, hvor folk har svært ved at erkende, at et problem så langt væk kan få betydning for dem. Spørgsmålet er, om processen går hurtigt nok til at undgå, at serviceskibene går til bunds, eller at ubådene lækker,« siger hun.

Luba har aldrig deltaget i nogle egentlige miljødemonstrationer.

»Teatralsk aktivisme er nytteløst i Rusland. I modsætning til i Vesteuropa kan ingen nok så stor skandale i øjeblikket tvinge nogen russisk politiker eller topembedsmand til at gå af. Vores strategi er derfor at søge indflydelse ved diskret at videregive saglige oplysninger og dermed appellere til magthavernes bedre jeg,« siger hun.

»Det er en langsommelig proces. De fleste russere er trætte og desillusionerede, de bekymrer sig mere om smør på brødet og tøj på kroppen end om en eventuel forureningskatastrofe engang i fremtiden.«

Hjemme i satellitbyen Kola, syv km uden for Murmansk, deler Luba en toværelses lejlighed med sin mand, Oleg, og en meget kælen Pittbullterrier, der kun sjældent lyder navnet Ralph.

Oleg er som arbejdsløs tømrer nu gået i gang med at afslutte, hvad der svarer til studentereksamen. Senere vil han uddanne sig inden for computerteknologi. Han følger meget med og støtter sin hustru i hendes til tider upopulære arbejde.

Tro på miraklet
I vinduerne venter flere golde urtepotter på mirakuløst at springe i flor med de tulipanløg, som Luba købte sidst hun var i Sankt Petersborg for at hjælpe i Nikitin-sagen.Måske skal hun vente nogle måneder, men hun tvivler ikke på, at tulipanerne nok skal komme med forårslyset.

Luba og Oleg bryder sig ikke om de ældre russeres vodkasvøbe, som de siger. Så vi bliver vi budt på te kogt på blomster, som hun fortæller selv at have plukket i Basjkortostan bagved Uralbjergene - fire døgns togrejse fra Murmansk, hvor hendes lillebror bor med sin familie.

Ungdom med frygt
Mens Oleg forsøger at følge med, fortæller Luba på formfuldendt, selvlært engelsk om sin egen ungdom.

Om den allestedsnærværende frygt for KGB, om hendes mors "hys-hys", når lille Luba stillede for mange samfundskritiske spørgsmål. Om de standretslignende møder i den sovjetiske Komsomol-ungdomsbevægelse, da hun engang nægtede at stille op og hylde de lokale partispidser 1. Maj, »fordi jeg ikke følte, at der var noget at fejre«.

Luba fortsætter med at fortælle om sine første år i en landsby tæt på den kinesiske grænse, hvor der også var miljøproblemer.

Om tvangsflytningen, som var myndighedernes kortsigtede løsning. Om ungdomsårene i Sankt Petersborg.

Og om endnu en flytning til Murmansk, der dengang, på grund af flådebasen og det vitale ishavsfiskeri, blev sikret bedre økonomisk bedre forhold end andre steder. Med bedre lejligheder og flere varer til overkommelige priser.

Lejlighederne forfalder, varerne er der stadig, men nu til markedspriser. Murmansk med sin truende miljøkatastrofe og kuldegysende klima er vel ikke et sted Luba og Oleg behøvede at blive? Men jo. Hun vil gerne rejse og se sit store land, men ikke flytte.

De korte, intense somre under midnatssolen, vandreturene og bær- og blomsterplukningen i skovene vil Luba ikke undvære. Ej heller vinterens skiture, hvor Oleg graver bålplads, koger te og griller i snegryderne.

Drøm om rejse og barn
Lubas drøm går i retning af at få ét barn i løbet af få år. I modsætning til Oleg tror hun endnu ikke helt, at de får råd til to. Og så håber hun at kunne rejse til Edmonton i Canada, hvor hun allerede er indskrevet på talerlisten ved en menneskerettighedskonference næste år. Hvis Bellona finder penge til at sende hende afsted.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten