Sitemap | Avanceret søgning |

Isfiskerne

Som på vej mod afgrundens rand vandrer hundredvis af isfiskere hver dag flere kilometer ud på Hvidehavets usikre is. De, der går igennem, låner selvfølgelig tøj af de andre. De, der driver til havs, når isflagen knækker af, overlever aldrig.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JAKOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 18-12-1999


Isfiskerne (1)
Isfiskerne på Hvidehavet sidder stille og venter...og håber på bid

Synet forekommer først ubegribeligt set fra havnemolen: Hundreder af mænd, ubevægeligt siddende i rækker langt ude på isen, alle med front mod nord.

På deres omvendte blikspande og beholdere sidder isfiskerne fra Belomorsk som regel stille med deres røde næser pegende skråt ned mod underkops-brede, sorte huller i isen.

Kommer man nærmere, bemærker man snart en enkelt blandt dem rejse sig for med lufferne at banke varme i kroppen.

En gang imellem høres kort, dæmpet latter, når en af de nærmeste er faldet i søvn og vælter af spanden.

Mest høres kun den frostlette puddersnes fygen over isen.

Vi befinder os ved Hvidehavet, der som en kløftet tunge strækker sig fra Ishavet nord for Kolahalvøen ned mod hovedstaden i den russiske republik Karelen, Petrosavodsk. Den lille by Belomorsk finder vi 200 km længere nordpå.

Anlagt af straffefanger
I en større sammenhæng udmærker stedet sig primært som udgangspunkt for den 227 km lange Belomorkanal eller Hvidehavskanalen til søen Onega, der blev anlagt af straffefanger i 1929-32 som led i den første sovjetiske femårsplan.


PÅ VEJ
Med isboret over skulderen bevæger mændene sig ud på isen mod fiskepladserne

Bevæbnet med tykke isbor vandrer de alvorsfulde mænd i hundredevis ud på isen, nogle af dem flere kilometer ud, så snart lyset viser sig på himlen. Her tæt på Polarcirklen vil det på denne årstid sige fra midt på formiddagen. De fleste går, enkelte cykler, et par stykker kommer på snescooter, en enkelt på motorcykel med sidevogn.

Fiskefrikadeller og vodka
Med sig medbringer de - ud over de enkle fangstredskaber, der i reglen også inkluderer en si til at fjerne grødisen i fiskehullerne - humpler med brød, krydrede fiskefrikadeller, ramponerede termokander, kaffe med let lakridssmag samt de allestedsnærværende vodkaflasker, der holder så godt på varmen.

Langt ude på isen tilbringer isfiskerne døgnets få lyse timer. Med deres 30 cm bambusstænger pilker de, hvad der lokalt betegnes navaga og kortjuska. Begge småfisk på 15-20 cm.

Er heldet virkelig med en af isfiskerne, trækkes måske en kilotung sej op. Ingen af den slags findes dog i spandene, da vi traver med - en herlig skyfri, vindstille dag, da det kun fryser syv grader, og hvor solkantens rødmen over horisonten kaster et næsten pittoresk skær over det almindelige armod. Kun en ensom ulk skiller sig ud blandt de allerede frosne små torske- og sildelignende fisk i spandene.

Er uheldet derimod ude, får familien slet ikke far eller bedstefar tilbage fra vandringen på den usikre saltvandsis. For nylig rev en flage med to isfiskere sig løs og drev bort. Den slags - får vi uden den store bevægelse oplyst - sker flere gange hver vinter.

De vejr- og vodkabidte fiskere - iført lag på lag af saltstive slidte klude, filtstøvler og de russiske skindhuer godt klappet ned om ørerne - griner ad Explorers polarhold, når vi skutter os trods moderne membranfrakker, termoundertøj og påstået frostsikrede Goretex-støvler.

Isfiskerne gør også vandringen i stiv kuling: Når årstidens mere normale 20 graders frost føles som minus 60, oplyser en mand, hvis hund som en sidste tjeneste har lagt pels til sin herres hovedbeklædning.

På fisk og brød
De få med arbejde nøjes som regel med weekendfiskeri. De arbejdsløse - dem er der flest af - er afsted hver dag.


VENTETID
Iført lag på lag af slidte klude, filtstøvler og russikse skindhuer, sidder fiskerne på deres spande og venter på bid

Som nu den relativt tandløse 46-årige Vjatjeslav Gligatjov, gift, far til to og tidligere erhvervsfisker. På en god dag - fortæller han - fanger han op til 60 af de små fisk. Et vigtigt tilskud til kostudgifterne, fortæller Vjatjeslav.

Faktisk spiser familien stort set kun fisk og brød.

Om sommeren fisker han inde fra den lange havnemole, hvor fiskefartøjerne tidligere lå tæt, om end fangsten på den årstid er mindre. Så tærer han som de fleste andre i stedet på de mange fisk, han fanger, og hustruen derhjemme får saltet i vinterens løb.

Når uheldet er ude
Somme tider dumper der også en uheldig gennem den usikre is. Men det - forstår vi - ville kun være rigtigt farligt, hvis ikke man i gruppen havde en gentleman-aftale om straks at få vedkommende halet op og stoppet i tørt tøj.

Den nærmeste slipper et par bukser, et par andre må hver af med en af de mange trøjer, de har trukket uden på hinanden. Og så fremdeles.

En anden, 47-årige Aleksandr Mulkov, forklarer, at han er postkontrollør i nattetjeneste, hvorfor også han så vidt muligt fisker hver dag:

"De smager godt enten stegt eller kogt - med mælk på", siger Aleksandr, der skal brødføde fem børn, hvoraf, tilføjer han stolt, én går på universitetet i Petrosavodsk.

En anden variant, stegt kortjuska med spæk og løg, falder også i Aleksandrs smag.

Bedstemor på fiskeri
Kun få kvinder finder plads i denne isens tyste mandeverden. Blandt dem er 67-årige Sinaida Sjemjakhin, mor til tre, bedstemor til fire og for år tilbage dagplejemor for mange flere. Hun sidder få meter bag sin 71-årige mand, Mikhael Grigorjev, med en fortid som fabriksarbejder. Med deres samlede pension på 1130 rubler - godt 300 kr. - om måneden er der brug for daglige bifangster. Til gengæld kan spisen varieres i det uendelige, forstår vi efterhånden.

Sinaida foretrækker stegte navaga med tomater, urter og løg. Dertil selvfølgelig brød, gerne et glas øl og helst lidt vodka.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten