Sitemap | Avanceret søgning |

Gadebørnenes finske engel

Mindst 2000 børn i Skt. Petersborg har ikke noget hjem, og andre 30.000 eller flere bor fra tid til anden på gaden. Finske Liisa Gerdin, 41 år, har helliget dem sit liv.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JAKOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 15-12-1999

Skt. Petersborg

De er overalt.

På samtlige metrostationer og banegårde i Skt. Petersborg, hvor vi i løbet af aftenen og natten gør holdt, støder vi på gadebørn. Ikke vældigt mange, men én dér, tre dér, seks dér, et dusin dér.


ALENE HJEMME
Hjemme hos Sasja ligner det en svinesti, og lillebroderen er alene hjemme, når moderen ikke er der

Piger og drenge, mest drenge. Store på 16-17 år, små på syv år, otte år, ni år. Nogle af dem smarte, verdensvante og øretæveindbydende. Andre rystende af skræk og kulde.

Mange af dem relativt velklædte. Nogle i snavset og alt for koldt tøj til vinteren i den russiske storby.

Nogle overnatter på banegården, i byggearbejdernes skurvogne eller i kældre under de nedslidte, betongrå lejlighedskomplekser. Andre går hjem og sover, når far og mor ikke er hjemme eller slået bevidstløse af alkohol.

Sasja, Vanja, Valera, Nastija, Valja, Masja, Aljosja, alle bærer de kun disse russiske standardkælenavne, som på skræmmende vis anonymiserer dem, gør dem til en stor masse.

Nogle er åbenlyst høje af lim eller tungere stoffer. En del prostituerer sig, "frivilligt" eller ufrivilligt, andre nøjes med at tigge. Nogle hævder at gå i skole, andre besvarer spørgsmålet med et grin - forlegent eller hånligt. Nogle har været på gaden i årevis, andre er lige kommet.


GOD KÆLDER
På trods af at kælderen er fugtig og stinker af kloak, fortæller Sasja, at det er den bedste han har sovet i

Gadebørnenes egne forklaringer er som regel korte, næsten monotone. Far drikker. Mor drikker. Far sidder i fængsel. Mor slår. Far er død. Mor har smidt mig ud.

Den finske engel
Og blandt børnene Liisa Gerdin, den finske engel.

Hun og chaufføren Jurij er på en af de ugentlige madrunder, med brød, pølse og te i bagsmækken på Jurijs Moskvitj-bil.

Næsten alle børnene kender hende og hun dem, de fleste af dem ved navn. Hun snakker med dem, udspørger dem og lytter til dem. Hun krammer dem og holder dem i hånden. Hun skriver små lapper med nummeret på en krisetelefon, forsøger at overbevise dem om at gå hjem til forældrene eller til børnehjemmet.

Modtagelseshjem
»Disse børn er kommet under huden på mig,« siger Liisa Gerdin, der har en fortid som børnehavepædagog og ungdomsleder.

Hun og hendes svenske mand Kjell Gerdin, begge aktive i den lutheranske kirke, kom til Skt. Petersborg for seks et halvt år siden. Først arbejdede de med fanger. Nu driver de to lyse, nydeligt istandsatte modtagelseshjem for forældreløse børn, finansieret af russiske og udenlandske sponsorer.

Parret er ikke alene - de to modtagelseshjem har 28 entusiastiske russiske ansatte, og der er andre lignende organisationer i den russiske storby - men på gaden får man snart indtryk af, at der findes tre levende legender blandt de hjemløse russiske børn. En Sergej, en Mikhailovitj og så Liisa.

På Moskovskaja-metrostationen får hun ved midnatstid øje på Grisja, 8 år, som er ude for at tigge. Hun kalder ham et af "mine børn", mange af dem let genkendelige på de Reebok-huer og NHL-ishockeytræningsdragter, som hun og hendes medarbejdere har uddelt.

Grisja har ikke set hende og flygter i rædsel, da hun prikker ham på skulderen. Men så snart han får vendt sig om, lyser genkendelsens glæde i øjnene på ham, og han løber tilbage og omfavner hende. Hånd i hånd går de ud mod Jurijs bil med teen og pølsemadderne.

Prostituerede på 12
Grisja fortæller, at han ikke kan gå hjem til sin mor, før han har tigget 30 rubler, syv kroner, sammen. Lige nu har han fem. Men hvis han nu får 50 af os, går han så hjem? Grisja lover og går mod en busholdeplads, men svinger snart ind på metrostationen igen.


BØRNENES VEN
Finske Liisa Gerdin på madrunden til de hjemløse børn

På metrostationen Plosjtjad Vosstanije møder vi en mindre flok af de hjemløse børn. Flere af pigerne i 12-årsalderen er åbenlyst prostituerede, én af dem er stukket af fra et børnehjem og er nu igen på heroin.

Vanja, en ti-årig dreng med bedårende mørke øjne, spørger, om vi kan tage ham med hjem til Danmark. Og hvorfor så ikke?

Liisa Gerdin får spørgsmålet mange gange i aftenens løb, og heller ikke hun synes at have fundet på noget helt godt svar at stikke ud.

Ingen åbnede døren
Ud på natten møder vi igen Vanja og hans storesøster, Valja på 16 år, liggende i en klynge sammen med en håndfuld unge russiske mænd, på Moskva-banegården, hvor politiet for tiden giver dem lov til at sove på trappen i skæret af blinkende neonlys.

Uden for samme banegård sidder Valera på ni år og ryster af kulde på en trækvogn. Han er ny. For en uge siden var der ikke nogen til at lukke op, da han kom hjem, og han har ikke selv nøgle. Siden har han været hjemme hver dag, ingen har åbnet.

På varmerørene i en kælder under et lejlighedskompleks ligger tre drenge på 12, 15 og 16 år og gør klar til natten. Der er fugtigt, vandet fra utætte rør løber langs gulvet, og der stinker værre end en kloak.

»Det er en god kælder. En af de bedste, jeg har sovet i,« siger Sasja, som fylder 17 om tre dage. Hans far har truet med at skyde ham, hvis han kommer hjem.


TRUET MED AT BLIVE SKUDT
Sasjas far har truet med at skyde ham, hvis han kommer hjem

En anden Sasja, også han 17 år, viser os den kælder og de varmerør, hvor han har sovet tidligere. I to år, fortæller han, om end tidsfornemmelse ikke er de russiske gadebørns stærke side. Kældervinduet er nu muret til. For tiden sidder faderen i fængsel, og Sasja sover hjemme, når moderen ikke er der. Han tilbyder at vise os hjemmet.

Lillebror alene hjemme
Hans lillebror, Oleg på halvandet år, er alene hjemme i lejligheden, som ligner en svinesti.


SVINESTI
Sasja tager kun hjem til sin lillebror, når moderen er borte

Han ligger og sover, delvis dækket af et imiteret lammeskindstæppe, med en defekt joystick som krammedyr. På hovedpuden kravler en kakerlak. I fodenden ligger resterne af en risret.

»Når man ser, hvordan mange af disse børn bor, er det ikke svært at forstå, at de hellere vil være på gaden,« siger Liisa Gerdin.

Men hvorfor hjælper hun, en udlænding?

»Jeg er kaldet af Gud. Jesus siger, at hvad du har gjort mod mine mindste brødre, har du gjort mod mig,« siger hun og understreger, at også mange russere lever for sagen.

Officielt har Skt. Petersborg, Ruslands næststørste by med fem millioner indbyggere, 2000 hjemløse børn og andre 30-40.000, som fra tid til anden overnatter ude. Lokale journalister angiver betydeligt højere tal.

Liisa Gerdin fortæller, at hendes organisation har hjulpet omkring 1000 børn væk fra gaden, til adoptivforældre, plejeforældre, børnehjem. Nye kommer til hele tiden. Dansk hjælp modtages gerne.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten