Sitemap | Avanceret søgning |

I KGBs skygge

JP-Explorer har mødt orlogskaptajnen, der afslørede omfanget af Ruslands problem med atomaffald. Aleksandr Nikitin er jaget vildt i dagens Rusland.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 14-12-1999

SKT. PETERSBORG

Kampuniformen er ny. Iført opknappet skjorteflip og grøn striktrøje åbner Aleksandr Nikitin den anonyme entrédør på Tjajkovskij-gaden. Fjenden er også ny.

Efterretningstjenesten FSB - den sovjetiske efterretningstjeneste KGBs arvtager - har i fire år ført en stadigt mere skinger kampagne for at få den tidligere orlogskaptajn dømt for højforræderi - for spionage til fordel for fremmed magt. En kampagne, der leder tankerne mod sikkerhedstjenestens magtfulde fortid.

Ifølge Nikitins tilhængere opererer FSB nu også i skyggen af såkaldt dybdeborende TV-journalister. Som uge efter uge i bedste sendetid forsøger at påvirke udfaldet af den retssag, der i disse dage udspiller sig i byretten i Skt. Petersborg, og som kan sende vores vært med den grønne striktrøje 20 år i fængsel. Revolverjournalisten Aleksandr Nevsorov, tillige medlem af parlamentet, benyttede forleden sit TV-show til at sammenligne Nikitin med en voldtægtsforbryder.

»Ud fra 8. sal«
»Samleje er en smuk ting, når det sker mellem ægtemand og hustru«, konstaterede Nevsorov, »men når akten foretages af en gynækolog, som misbruger sin stilling over for patienten... Sådan en gynækolog skulle smides ud fra 5., nej endnu bedre - fra 8. sal.«

Nikitins skæbne er - ligesom Ruslands krig i Tjetjenien - en lakmus-test på, hvor Rusland bevæger sig hen. Et stort land, som uroligt skvulper sig hen mod at blive et demokratisk samfund. Eller en forurettet imperiemagt på evig jagt efter imaginære fjender, der kan begrunde en flugt fra de for magtapparatet så besværlige demokratiske værdier. Menneskeretsorganisationen Amnesty International har adopteret Aleksandr Nikitin som samvittighedsfange - den første i det eks-sovjetiske Rusland, den første siden atomfysikeren Andrej Sakharov i det hele taget.

»For eksperter som mig selv gælder sikkerhed frem for alt i atomenergi. Folk skal have en garanti for deres sikkerhed, sundhed og liv«, siger Nikitin, hvis hustru er flyttet fra trusler og chikane til Canada. De har ikke set hinanden i et år.

På fjerde år
I praksis lever Nikitin som udstødt, uden pas eller ret til at forlade Skt. Petersborg. På fjerde år - heraf ét i husarrest - er han på anklagebænken, fordi han, via den ansete norske miljøorganisation Bellona dokumenterede det gigantiske militære atomaffalds-problem på bl.a. Kola-halvøen.

Som tidligere orlogskaptajn og vogter af den indre sikkerhed i Sovjetunionens flåde på dengang 250 atomdrevne og -bevæbnede ubåde kendte Nikitin sandheden. Og fortalte den.

»Folk på Kola har ret til at vide besked,« siger Nikitin.

Trods udsigten til 20 års fængsel virker han kold som den isvinter, der i 1941 stoppede og demoraliserede Hitlers invasionsstyrke 40 kilometer fra Moskva.

»Selvfølgelig er jeg bange for at tage fejl, men min fornemmelse er, at dommer Sergej Golets forstår sagens substans og ikke bare vil følge anklagerens blinde fortolkning af love, der først er skrevet efter regeringens beslutning om, at jeg skulle dømmes. Dommeren ved, hvilke parter der forfølger hvilke mål,« siger Nikitin, der blev arresteret, fordi han fulgte sin samvittighed og blev medforfatter til en banebrydende miljørapport "The Northern Fleet" , som miljøorganisationen Bellona i 1996 offentliggjorde om atomaffaldet på Kola. Som nærmeste nabo har problemet været langt mere nærværende i Norge end i f.eks. Danmark.

»Anklagerens positioner er de samme som for fem år siden. Jeg er en forbryder, uanset jeg helt bevidst har undgået at afsløre rigtige militære hemmeligheder, som Ruslands fjender kunne have haft gavn af at kende,« siger Nikitin.

Rapport angrebet
I forrige uge blev Bellona-rapporten angrebet af Ljudmila Amosova, formand for statens kontrolinspektion for radioaktiv sikkerhed under Murmansks officielle miljøkomité - igen i bedste TV-sendetid og igen uden, at Nikitin kom til orde.

»Kilderne til radioaktiv forurening er beskrevet for detaljeret. Miljøaktivister behøver ikke den slags information,« hævdede hun.

Nikitin henter en bog om atomubådens historie ned fra hylden. En bog - begået af tre russiske admiraler - der første gang blev udgivet i Frankrig i 1992, så i Spanien og siden i Rusland i 1994. I vid udstrækning, mener Nikitin, at han blot har dokumenteret, hvad der allerede var kendt fra bogen, og under alle omstændigheder kun benyttet offentligt tilgængelige kilder.

Når Nikitin trods mediekampagnen i Rusland er optimist med hensyn til udfaldet af retssagen, skyldes det blandt andet, at byretsdommer Golets er den samme, som da sagen kørte første gang. Dengang afviste han at dømme Nikitin med henvisning til uklarheder og manglende beviser.

»Jeg synes, at jeg kan mærke på dommeren både i og uden for retssalen, at han er positiv over for mig. Han er ung og er ikke præget af gamle sovjetiske opdragelse. Han vægter tydeligt ikke magtapparatets interesser over de retslige,«siger Nikitin.

»Den kendsgerning, at sagen overhovedet kører - ganske vist for lukkede døre - at jeg ikke er blevet skudt, sendt til Sibirien eller i Ljubjanka-fængslet, og at vi kan sidde her og snakke, viser, at der trods alt er sket en ændring til det bedre i Rusland.

International reaktion
Dommer Golets er sig sin opgave bevidst. Han arbejder med Internet og finder den internationale reaktion på hans indsats vigtig. Han ved, at jurister i Storbritannien og Norge straks vil udarbejde en klage til menneskerettighedskommissionen i Strasbourg, hvis han giver efter for presset.«

Nikitin lægger vægt på ikke at virke emotionel og betegner en eventuel sejr som først og fremmest moralsk.

»Denne sag er for myndighederne som en vabel på fingeren - en lille, men voldsomt irriterende vabel.«

Med parlaments- og derefter præsidentvalg forestående og med ministerpræsident Vladimir Putin, der har en fortid i toppen af FSB, som en af topkandidaterne, ligger megen politisk prestige gemt i retssagen. Alligevel vurderer Nikitin, at statsmagten vil kunne leve med et nederlag.

»De har opnået, hvad de ville. De har fået afsendt et kraftigt signal til andre, der kunne have lyst til at tale frit ud af posen, at det ikke er omkostningsfrit. Folk med min viden er blevet bange og holder kæft,«siger han.

»Samtidig er ministerpræsident Putin realist. Han ved, at præsident Jeltsin vrøvler, og han tænker på en fremtid efter Jeltsin. Han forstår, hvordan verden ser ud, uanset Jeltsins raslen med atomvåbnet. Putin har ikke brug for teatertorden og ved, at uden Vesteuropas og USAs penge går det ikke,« mener Nikitin.

»En træmand«
Vi spørger, hvilke følelser der har rørt sig i ham undervejs fra feteret topofficer til paria. Han stirrer på os, og det nærmeste, vi kommer et udtryk af personligt engagement, er en længere tankepause.

»Min kone siger, at jeg er en træmand uden følelser. Jeg tænker ikke på sagen på et emotionelt plan, vi arbejdede ikke med følelser i forsvaret,« siger han. »Men jeg er heller ikke ligeglad, officerer er også mennesker. Bør jeg som menneske fortælle om en forbrydelse, der er kommet til mit kendskab, og som kan komme til at berøre mange tusinde menneskers liv? Eller bør jeg som officer fortie sandheden, sådan som det er min pligt?

Udgangspunktet før Gorbatjovs glasnost- og perestrojka-kampagner var, at jeg som officer altid skulle lyve og udføre min pligt, uanset hvor absurd opgaven måtte være. Det var derfor, jeg sagde op i 1992,« forklarer han.

Vi spørger til sagens betydning for hans forhold til venner, bekendte og gamle kolleger. For første gang under den to en halv time lange samtale sænker han blikket og siger ikke noget i lang tid.

Nye venner
Så begynder han, stadigt stirrende ned i bordpladen:

»I begyndelsen spurgte de, hvad de kunne hjælpe mig med, for de vidste jo, at jeg havde ret. Senere begyndte de at kigge sig omkring, før de talte med mig. De fleste, som jeg troede var mine venner, er væk i dag. Men jeg har stadig så mange som et menneske har brug for. Jeg har fået mange nye venner. Selvfølgelig Bellona-folkene, men også meget respekterede parlamentarikere, der kommer og søger mit råd.«

Tjernobyl-læren
Aleksandr Nikitin studerede på Marineakademiet i Moskva, da reaktor 2 på Tjernobyl-atomkraftværket nedsmeltede i 1986. Det lærte ham noget om konsekvenserne ved dårlig sikkerhed.

»Havde det ikke været praksis at holde kæft, havde vi måske undgået Tjernobyl. Vores tavshed om Tjernobyl-ulykken og lignende problemer i Nordvestregionen, i Ural og i Fjernøsten vil koste dyrt for vores efterkommere, som vil forbande os. I øjeblikket har vi 150 oplagte atomubåde på Kola og i Fjernøsten, hvis - eller når - en af disse ubåde synker, vil der ske en radioaktiv forurening i Barentshavet, som har en stor spisefisk-ressource. Smitten vil gå gennem plankton til fisk og til mennesker,« siger Nikitin.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten