Sitemap | Avanceret søgning |

Russere: Bomb videre

Den russiske krig i Tjetjenien bør fortsætte, gerne optrappes, mener manden på gaden i Skt. Petersborg.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JAKOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 13-12-1999

Skt. Petersborg


Russere: Bomb videre (1)
»En atombombe i Tjetjenien og en anden i Moskva, så er alle problemer løst«, siger chaufføren Igor Losev til holdkaptajn Thomas Heine

Ruslands vindue mod vest - det gamle kælenavn for Skt. Petersborg - er lukket, når det gælder krigen i Tjetjenien. Holdningen til »aktionen mod de tjetjenske banditter« er altovervejende positiv, og den vestlige kritik afvises som utidig og uforstandig.

JP-Explorer gjorde i går holdt på Nevskij Prospekt, hovedgaden i den gamle russiske hovedstad, og klistrede et skilt op på bilen med teksten: »Sig din mening om krigen i Tjetjenien«. En del stoppede selv, andre stoppede vi, og selv om der ikke var tale om nogen videnskabelig undersøgelse, var vi ikke i tvivl efter et halvt hundrede samtaler: Skt. Petersborgerne vil fortsætte krigen, til den er vundet.

»Gangstere«
»Tjetjenerne er næsten alle gangstere. De vil ikke arbejde, kun røve, myrde og danse,« hævder forsikringsmanden Jevgenij Potapov, der på denne Ruslands uafhængighedsdag (en dag som få russere forstår meningen med) spadserer på Nevskij Prospekt med sin hustru Marina.

»Har man fået en byld, må den fjernes, uanset at det kirurgiske indgreb gør ondt. Nu må det være slut med at underskrive aftaler med banditter,« mener Oleg, 37 år, som ikke vil have sit efternavn i avisen.

»Det er synd, at vore drenge skal dø, men det kan ikke nytte noget at lade banditterne vinde. Tjetjenien er vores land,« fastslår Ljudmila Konstaninovna, 52 år.

»En atombombe i Tjetjenien og en anden i Moskva, så er alle problemerne løst,« siger Igor Losev, en 37-årig chauffør.

Og vi kunne blive ved med at citere. Udtalelserne er overvejende barske, kategoriske, ubønhørlige. En nylig, seriøs meningsmåling i Moskva lod forstå, at halvdelen af de adspurgte nu stiller sig positive til forhandlinger med tjetjenerne, men ikke mange af dem har fundet vej til Nevskij Prospekt denne mandag. Dog udtrykker visse beklagelse over flygtningesituationen, og blandt de unge, som vi møder, forekommer stemningen knap så blodtørstig.

»Alt for mange dør«
»Med sjælen kan jeg forstå, at vi er i krig, men dette kan ikke løses med våben. Alt for mange soldater dør. Vi hører kun halvdelen af sandheden om Tjetjenien,« mener Roman Sjukovitj, en 22-årig datastuderende.

Blandt de ældre mennesker, der stopper op, er kun et enkelt ægtepar, Viktor og Larisa Salgalov, utvetydigt kritiske til militæroperationen.


Russere: Bomb videre (2)
»Vesten viser kun udvalgte billeder fra Tjetjenien«, mener Oleg (tv.)

»De bombeeksplosioner, der bliver brugt som undskyldning for at bombe Tjetjenien, må have været det russiske efterretningsvæsens værk. Hvordan kan det ellers være, at ingen er pågrebet, og at attentaterne pludselig stoppede? Tjetjenien-krigen er en god måde for regeringen at trække opmærksomheden væk fra arbejdsløsheden og de store sociale problemer i landet,« hævder Viktor Salgalov, 67 år. »Tjetjenerne burde for længe siden have haft deres selvstændighed ligesom de andre kaukasiske folk. De har alligevel altid levet efter egne love.«

Et ungt rockband ved navn Totjka Otsjota (omtrent: "Nulpunktet") med guitaristen Tosjik Nijejonorov som talsmand, er også skeptiske over for krigen - ikke mindst fordi han snart selv skal aftjene sin værnepligt. Men der er langt mellem de kritiske røster her over for Isaak-katedralen ved Skt. Petersborgs hovedgade. Kritikken rettes i stedet mod den vestlige verden, som, mener Petersborgerne, med vilje misforstår målet med Tjetjenien-aktionen, d.v.s. at bekæmpe terrorisme.

»Ruslands problem«
»Tjetjenien er Ruslands problem. Det skal ingen andre blande sig i,« påpeger Andrej Ivanov, 26 år.

»Bill Clinton lyttede ikke til os, da han bombede i Jugoslavien. Hvorfor skulle vi lytte til ham nu?,« spørger Andrej Parkhomenko, 21 år.

»Hævn for kritik«
»Det er hævn for Ruslands kritik af jeres krig i Jugoslavien,« siger forsikringsmanden Potapov.

Dog skal det understreges, at ingen er aggressive over for JP-Explorers gade-enquete, tværtimod vil adskillige gerne blive og argumentere længere. Folk afviser, at russiske medier skulle give et ensidigt billede af krigen i Tjetjenien, selv om ingen af Skt. Petersborgs aviser, radio- eller TV-stationer stiller sig kritisk til militæraktionen.

»Tværtimod er det vestlige medier, der er ensidige. I vælger kun de billeder, som I selv vil se. Selvfølgelig gør det ondt at se på flygtningene, men der er forskellige typer af flygtninge. Jeg blev selv skudt i maven af en 13-årig knægt i Afghanistan,« beretter den 37-årige Oleg.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere