Sitemap | Avanceret søgning |

Estland bryder menneskeretten

Mange estiske familer af russisk oprindelse er splittede, fordi et familiemedlem er strandet i Rusland.

Af MADS STENSTRUP, THOMAS HEINE og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 11-12-1999

Narva, Estland


AFVIST
Viktor Siverin havde været på ferie i Rusland. Da han for 2 måneder siden skulle hjem til sin kone i Estland, blev han afvist ved grænsen.

200-300 etnisk russiske familier er fanget i et Kafka-lignende bureaukrati i Estland. Et eller flere familiemedlemmer er på grund af forskellige tilfældigheder havnet på den forkerte side af grænsen til Rusland og kan ikke komme hjem.

Østersørådets særlige kommissær for menneskerettigheder, Ole Espersen, betegner det som et alvorligt problem og mener, at Estland bryder internationale konventioner for menneskerettigheder ved at afvise sammenføring af kernefamilier.

JP Explorer kan i dag beskrive et eksempel, hvor et ældre russisk ægtepar, bosat i Estland siden 1961, er blevet skilt på hver sin side af Narva-floden. Viktor Siverin, 68 år, havde været på ferie i Rusland, og da han for to måneder siden skulle hjem til hustruen, Lidija, blev han afvist ved grænsen, fordi hans opholdstilladelse i Estland var udløbet.

I stedet fik Siverin det råd formelt at søge om immigration til Estland - uden derfor at få den mindste garanti for at komme ind under Estlands årlige kvote på 593 ikke-vestlige immigranter. Ansøgningen ville uanset resultatet koste ham flere måneders folkepension.

Viktor Siverin kan heller ikke få besøgsvisum til Estland. I stedet venter han nu på tredje måned i sin brors lejlighed i Ivangorod, umiddelbart på den anden side af Narva-floden.

»Desværre er sagen ganske repræsentativ,« siger Stephan Heidenhain, repræsentant i Narva for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Ole Espersen vil ikke kommentere enkelte sager, men er opmærksom på problemet og har rejst det over for de estiske myndigheder.

»Estland handler i strid med de internationale standarder, man har forpligtet sig til at overholde. En menneskeret kan ikke lægges ind under en kvote,« konstaterer han.

En administrativ domstol i Estland har i en nylig sag kendt familiesammenførings-reglerne ulovlige. Dommen er ikke stadfæstet af højesteret, men Espersen håber, at den danner præcedens.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere