Sitemap | Avanceret søgning |

Broen skiller dem ad

Kafka-lignende bureaukrati i Estland hindrer Viktor Siverin, 68 år, i at komme over floden og hjem til sin kone.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP Og JAKOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 11-12-1999

Narva/Ivangorod


VANDENE SKILLER
Broen over Narva-floden mellem Estland og Rusland

I en slidt og spartansk, men proper lejlighed i den estiske grænseby Narva sidder den 64-årige Lidija Siverina og venter på sin mand. Viktor Siverin, 68 år og folkepensionist ligesom sin hustru, skulle være kommet hjem for to måneder siden, den 10. oktober. Men han sidder fast i tvillingebyen Ivangorod, lige på den anden side af Narva-floden, der skiller Estland og Rusland.

En bureaukratisk finesse i Estland, der ikke lader en Franz Kafka-roman meget efter, hindrer Viktor Siverin i at tage spadsereturen over den maleriske bro, med fæstninger fra 1400-tallet på hver side. Hindrer ham i at vende tilbage til det, der siden 1961 har været hans hjem.

Ægteparret kæmper stadig, men med en snigende nervøsitet for, at han aldrig får lov til at vende hjem. At Lidija i stedet må flytte til Rusland, hvis de skal genforenes. »Og hvem vil være pensionist i Rusland?« spørger hun. »Jeg kender ikke alle lovene, men hvordan kan man skille en familie ad på den måde? Er det en måde at behandle gamle mennesker på?« vil hun vide.

JP Explorer møder hende i ægteparrets forholdsvis rummelige, treværelses lejlighed i et boligkompleks i Narva. Den er ren og velholdt og ser ud, som den slags nu gør på disse kanter. Storblomstret, gulbrunt tapet. Et stort vitrineskab med det fine porcelæn og bøger. Familiebilleder og et billede af Narva på væggen. Et bedaget TV og et lidt nyere musikanlæg. Et lille køkken med gaskomfur og en termokande som den mest moderne udrustning. Vasketøj i blød i en balje i badeværelsets lille, rustne badekar.


VENTEN
Lidija Siverina venter på sin mand, som har russisk pas

Tårer i øjnene
Hun fortæller sin historie roligt og nøgternt, har styr på årstal, datoer og steder. Nu og da henter hun dokumenter og fotos for at lægge vægt bag sin historie. En enkelt gang begynder hun at græde, men det har ikke så meget med denne historie at gøre: Det er, da hun fortæller om sin ældste søn, der arbejdede på en international restaurant i Skt. Petersborg og blev dræbt af en vildfaren kugle under et gangsteropgør tilbage i 1992.

Da vi spørger om hendes forhåbninger til fremtiden, får hun tårer i øjnene, men tørrer dem hurtigt væk. Lidija er født i nærheden af Novgorod i Rusland, Viktor i Hviderusland. De mødtes i 1956, giftede sig og flyttede til Narva i 1961. Dengang var Narva en by i Sovjetunionen - resultatet af den sovjetiske besættelse af Estland under Anden Verdenskrig. For esterne blev tilflyttere som Viktor og Lidija Siverin noget værre end selve den militære okkupation. En menneskelig okkupation.

Nok var de i sig selv et harmløst ægtepar, men med dem kom hundrede tusinder af russere, hviderussere, ukrainere til Estland. Atmosfæren blev russisk, kulturen blev russisk, sproget blev russisk, især i dette nordøstlige hjørne af Estland, hvor der i forvejen boede en del russere, og hvor esterne snart blev en forsvindende minoritet.Endnu i dag har 96 procent af befolkningen i Narva russisk som modersmål.


KUN ET FOTO
I mere end 2 måneder har Victor Siverin været nægtet adgang til sit hjem

For Viktor og Lidija Siverin, et helt almindeligt arbejder-ægtepar, så virkeligheden anderledes ud. De boede i Sovjetunionen, de troede på Sovjetunionen. Det behøvede man ikke at være politisk aktiv, eller bevidst, for at gøre, sådan var det bare dengang. Den sovjetiske propaganda fortalte ingenting om et estisk folk, om en estisk kultur, om et estisk sprog. Estland var et land, som blev befriet fra nazisterne, og som nu begejstret sluttede sig til den kære familie af "uafhængige sovjet-republikker", hed det.

Viktor og Lidija Siverin blev bedt om at flytte til Narva af den allestedsnærværende sovjetiske stat. En monumental industrialisering var i gang, og der var brug for deres arbejdskraft. De skulle hjælpe med at genopbygge Estland, bringe velstand til et nyt hjørne af Sovjetunionen.

Viktor var byggearbejder og hjalp med at rejse det gigantiske elværk i Narva. Lidija fik arbejde på byens store tekstilfabrik, Kreenholm. Nogen grund til at lære sig det estiske sprog eksisterede ikke. Estisk var noget, der blev talt i de estiske hjem. Her i Narva var der ikke mange ester.

Sovjetunionens officielle sprog var russisk. Men pludselig fandtes Sovjetunionen ikke længere. I stedet 15 selvstændige lande - et af dem Estland med omkring 1,5 millioner indbyggere. Og esterne, som var landets korte historie som selvstændigt i mellemkrigstiden meget bevidst, lagde ikke skjul på deres misfornøjelse med, at en tredjedel af befolkningen i landet var fremmede, indvandrere, okkupanter. Det handlede ikke blot om at hævne en historisk uretfærdighed, inkl. Josef Stalins massedeportation af baltere til Sibirien, men også om at sikre det estiske sprogs og den estiske kulturs fremtid.

For gamle
Nye ord som "statsborgerskab", "midlertidig opholdstilladelse", "arbejdstilladelse" og "fremmedpas" blev en del af hverdagen for folk som Viktor og Lidija Siverin. De var ikke berettiget til automatisk statsborgerskab i Estland, eftersom ingen af dem selv eller deres forældre var født i landet, mens Estland var selvstændigt mellem de to verdenskrige. Og at opnå statsborgerskabet ved at bestå en eksamen i estisk sprog og historie, anså de for udelukket.

»Vi er for gamle til at lære nye sprog,« mener Lidija Siverina. I stedet blev de russiske statsborgere, en mulighed som Moskva rundhåndet tilbød, og som i dag cirka 16 procent af de officielt 74.000 indbyggere i Narva har taget imod. 22 pct. har estisk statsborgerskab.

62 pct. af byens officielle befolkning er statsløse, og dertil skal lægges anslået 30.000 mennesker i Narva og omegn, der kom til i 1990-93 og nu befinder sig illegalt i landet.

»Vi er russere, og da Rusland tilbød os statsborgerskab, mens Estland ikke ville, tog vi imod det,« forklarer Lidija Siverina.

Midlertidige opholdstilladelser
En besværlig tid fulgte for ægteparret, med masser af ansøgninger og dokumenter og stempler, men trods alt syntes deres situation at stabilisere sig. I deres sovjetiske (!) pas fik de stemplet ind, at de var russiske statsborgere, samt at de havde midlertidige opholdstilladelser i Estland, som siden skulle fornys.

Også ægteparret Siverin oplevede, at forholdet mellem estere og russere er forbedret markant i løbet af de seneste par år. Langt de fleste russere sørger i dag for, at deres børn lærer estisk. Stadigt flere estere holder op med at se russerne som et belastning. Begge sider opfatter i dag begrebet integration som positivt ladet.

»Meget er forandret, men man skal ikke tale dårligt om sin regering,« fastslår Lidija, og sønnen Sergej, som er på besøg fra Skt. Petersborg, hvor han bor og arbejder som løsarbejdende håndværker, supplerer:

»Har man forstået at vænne sig til de nye tider, har man det bedre her i Estland end i Rusland, og ikke så lidt bedre. For os andre er det sværere,« konstaterer han.

Sommerhus i Rusland
Men bureaukratiet, den korrumperede offentlige administration, har ikke kunnet følge med de nye strømninger. Det har ikke mindst ægteparret Siverin fået at mærke.

Parret har et sommerhus i Rusland, ikke langt fra Novgorod. Dér tilbringer parret en del af sin tid, især Viktor, som behøver fred og ro for at pleje sit dårlige hjerte. Hidtil har de begge kunnet rejse frem og tilbage - med lange køer ved grænsen, men uden de store problemer.

Nu i år havde Viktor Siverin tilbragt fem måneder i Rusland, hvoraf en på hospitalet med hjerteinfarkt. 10. oktober skulle han hjem, men blev stoppet ved grænsen. Hans midlertidige opholdstilladelse i Estland var udløbet. Sønnen Sergej, 37 år, havde kontrolleret passet og forsikret, at alt var OK. Men det var det forkerte pas, moderens. Lidija Siverina havde fået opholdstilladelse for fire år, Viktor Siverin kun for tre.

Prisen for immigration
Selv viser Sergej sit sovjet-pas med opholdstilladelse på fem år.Hvor er logikken? Opholdstilladelserne blev udfærdiget stort set samtidig, siger Sergej Siverin. Hos den estiske immigrationsmyndighed fik familien bekræftet, at Viktor Siverin ikke havde ret til at vende tilbage.

I stedet kunne have søge om at immigrere til det Estland, hvor han havde boet i 38 år. Prisen for at ansøge om immigration var 2400 estiske kroner, og siden ville komme en stempelafgift på 850 estiske kroner.

Det svarer til ca. 1700 danske kroner eller mere relevant to måneder af parrets fælles folkepension, efter at de faste udgifter til husleje, varmt vand og telefonabonnement er betalt. Så langt kunne man se det som en klækkelig bøde for Viktors uforsigtighed, men det var ikke slut med det.

Selv om han betalte, var det nemlig ikke sikkert, at han kom med i den årlige kvote på 593 immigranter til Estland. Og i så fald var pengene tabt. "Det er et rent hasardspil. Det har vi ikke tænkt os at deltage i," siger Lidija Siverina.

I stedet ansøgte Lidija om visa til Estland for sin mand og fik udformet en indbydelse fra det lokale immigrationskontor til Estlands generalkonsulat i Skt. Petersborg. Viktor tog til den russiske storby, men blot for at få endnu en nedslående besked. Han kunne ikke få visum, eftersom han ikke længere var folkeregistreret noget sted.

Tydeligt svækket
Vi besøger Viktor Siverin på den anden side af grænsen, hvor han bor hos sin bror i Ivangorod. Han er tydeligt svækket og begynder at græde med det samme.

"Jeg skulle hjem til min fødselsdag, men de ville ikke lukke mig ind," siger han. "Her har man arbejdet et langt liv, aldrig gjort noget ulovligt, sikret sine tre børn en god uddannelse, og så bliver man behandlet som en forbryder."

Hjemme i Narva har Lidija Siverin dagen i forvejen henvendt sig den lokale afdeling af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Her har chefen, tyskeren Stephan Heidenhain, lyttet med beklagelse til hendes fortælling og derefter rettet henvendelse til de estiske immigrationsmyndigheder.

Holdt op med at håbe
Ikke at nogle love eller regler er overtrådt fra Estlands side, men var det mon muligt at finde en løsning? Lidija har nu fået besked på at sørge for en ny invitation, hvorefter Viktor skal en ny tur til Skt. Petersborg med denne, sit pas og tre fotos i næste uge. Måske lykkes det denne gang, men ægteparret tør ikke skrue forventningerne i vejret.

"Vi er holdt op med at håbe på noget," sukker hun. Stephan Heidenhain fra OSCE fortæller, at historien langt fra er enestående. "Desværre er den ganske repræsentativ. Mellem 200 og 300 familier befinder sig i lignende situationer," siger han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten