Sitemap | Avanceret søgning |

Efter russerne i Paldiski

JP Explorer er draget til Paldiski 50 km vest for den elegante estiske hovedstad Tallinn. Tidligere var Paldiski en hermetisk lukket by og eksisterede end ikke på landkortene.

Af MADS STENSTRUP, THOMAS HEINE og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 11-12-1999

Paldiski

På jorden neden for glasvinduet ligger et smadret køleskab.

Med både hoved og forben godt ude af vindueshullet ovenover, truer en galpende schæfer med at springe ned i hovedet på os. Oppe hos vovsen - som i 90 procent af de andre lejligheder i ejendommen - er ikke bare vinduerne, men også vinduesrammerne væk. Ligesom de fleste af beboerne.

Vi står foran en af Paldiskis mest hærgede boligkarreer og spekulerer over, hvilken skæbne, der gemmer sig bag de ternede gardiner i lejligheden mellem den gale hund og køleskabet.

JP Explorer er draget til Paldiski 50 km vest for den elegante estiske hovedstad Tallinn. Tidligere var Paldiski en hermetisk lukket by og eksisterede end ikke på landkortene. Her husedes personalet - af sikkerhedsmæssige grunde altovervejende russere, hviderussere og ukrainere - på det sovjetiske forsvars tophemmelige atomubådstation, der højt oppe i Den Finske Bugt nød godt af en isfri havn.

Hele området var hemmeligt militært øvelsesområde. De lokale fortæller bl.a. historier om uheldige afskydninger af mobile missilanlæg. Og om et bombefly på øvelsestur hele vejen fra Vladivostok, der i stedet for at ramme øerne ud for kysten smed en bombe få hundrede meter fra reaktorerne.

Meget jord i området skal være radioaktivt forurenet.

Uden el og varme
Ikke at lys i boligkareens ensomme vindue kan have draget os i eftermiddagstusmørket. For elektriciteten såvel som fjernvarmen er for længst afbrudt til hele karreen. I stedet er dækslet fjernet fra nærmeste fjernvarmebrønd, hvor et bål blusser og måske skaber en smule varme bag vinduet med de ternede gardiner.

Det er i stedet selve eksistensen af enkelte glasruder blandt de overvejende gabende tomme vindueshuller i karreens måske 100 lejligheder, der pirrer nysgerrigheden.

Mens vi har talt med forbipasserende, har vi bemærket først en ung mand snige sig ud og lidt senere en anden liste sig ind af døråbningen neden for den tilsyneladende beboede lejlighed.

Både dør og dørkarm til trappeopgangen er væk.

Snart kan vi ikke styre vores nysgerrighed og er også på vej op ad den mørke, rå betontrappe, der blandt meget andet mangler gelænder.

Op til opgangens eneste tilbageværende entredør, hvorpå der kun hænger et anonymt skilt med nummer 12.

Op og banke på.

Igen og igen...


MUNTER DAME
Endnu en forladt russer i Paldiski, den muntre Nadesjda Larionova med sit blå øje.

Betonindkapsling
Om der nogensinde har ligget en atomubåd for anker ved Paldiski er uklart, men to atomreaktorer, nu i finsk-amerikansk betonindkapsling uden for byen, samt en gigantisk firlænget fabriksbygning i fire etager - selvfølgelig uden vinduer - vidner om Sovjetunionens storhed og fald. Og de tusinder af atomubådsfolk, der fra 1964 til -94 blev uddannet her.

Uden for bygningens pigtrådsindhegning spadserer den 73-årige Vasilij Elokhin og hans 75-årige hustru Nadejsda.

Som tidligere ubådskaptajn fortæller den gamle mand levende og detaljeret om den over 100 meter lange atomubåds-simulator i fuld størrelse, som russerne havde opbygget inde i bygningen. Og om atomreaktorerne, som ikke forsynede byen, men kun ubådssimulatoren med den ægte vare - og var opbygget og kunne betjenes helt som de atomkraftværker, der driver rigtige atomubåde.

Efterladt i Estland
Fru Elokhin, der i 35 år arbejdede som bogholder ved byens metalfabrik, kan imidlertid også fortælle den sørgelige historie om to skæbner, der blev efterladt i Estland uden økonomisk mulighed for at vende hjem til hverken Novgorod eller Tomsk, hvor to døtre, svigersønnerne, de fire børnebørn og også et enkelt oldebarn venter.

Familien i Tomsk har Nadesjda Elokhin ikke set i syv år.

»Visum koster og udstedes for vores børn kun i Moskva. Og hvis de nu ikke har nogen at bo hos der,« forklarer hun.

Kaptajn Elokhin brokker sig ikke over tilværelsens tilskikkelser. Med ægteparrets pensioner på sammenlagt knap 2500 danske kroner har de det trods alt bedre end mange russere i Paldiski.

»Sovjetunionens sammenbrud er en tragedie. Småfolk kommer i klemme, fordi familier skilles, men esterne har også ret til selvstændighed,« pointerer han.

Tobenet varmedunk
Endelig bliver døren åbnet til den dunkle lejlighed, og vi modtages af en temmelig slidt udseende, men munter kvinde, der præsenterer sig som Nadesjda Larionova, 52 år. Endnu en efterladt russer i Paldiski.


BLÅT ØJE
Et fald på den uoplyste trappe resulterede i et blåt øje.

Det blå sæbeøje - kan vi nok forstå - har hun fået efter at være faldet på den uoplyste trappe.

Indendørs ligger et utal af dyner og tæpper og roder i dobbeltsengen. Den er placeret midt i stuen under et syntetisk udseende lilla vægtæppe med græssende hjorte ved en bjergsø. På vej ind fornemmer vi skyggen af den unge mand fra før, nu hastigt på vej ud.

Fru Larionova hævder at være enke og have arbejdet først på et apotek i Volgograd, siden de seneste 30 år på et byggekontor her i Paldiski.

I det tiltagende eftermiddagsmørke fornemmer vi vores egen frostånde og forstår.

»Jeg er skam ofte helt nøgen her,« svarer fru Larionova koket på vores deltagende spørgsmål.

»Varmen får jeg fra en tobenet varmedunk,« fortsætter hun.

Hans navn kan vi ikke få.


LEJLIGHEDEN
Lejligheden er uoplyst og kold.

I Lenins skygge
På byens rådhus arbejder den 29-årige ester Tarmo Loog i skyggen af et kæmpe maleri af Lenin, der manuducerer en gruppe respektfuldt lyttende sovjetiske officerer. Et værk, som Loog ikke rigtigt ved, hvor han skal gøre af.

»Men det kommer op at hænge her i huset«, garanterer han lidt overraskende, esternes historie taget i betragtning.

Tarmo Loog, der selv flyttede til Paldiski fra det sydlige Estland som nyansat byarkitekt i 1994, er netop blevet valgt til byrådsformand efter fire år som viceborgmester.

Trods et fortsat klart flertal af etniske russere i kommunen, hvoraf godt 66 procent stemte, har en centrum-venstre alliance med estere på de tre vigtigste poster netop opnået genvalg.

Formentlig fordi Paldiski trods det meget synlige armod faktisk har udviklet sig positivt i forhold til udgangspunktet i 1994, da der boede 7000 russere og kun 34 estere i byen.

I dag er der 2900 »udlændinge«, som Loog siger, tilbage, mens antallet af estere trods forholdene er vokset til 1300.

Ubrugelig havn
Lokkemidlet for esterne har været gratis lejligheder, om end uden de vinduer og toiletter, som russerne tog med sig, da de rejste. Ligesom tegningerne over byens kloaksystem, der i øvrigt blev fyldt med cement.

Til gengæld efterlod russerne et halvt dusin skibe. Udrangerede og sænkede på bunden af havnen, der dermed blev ubrugelig.

Tarmo beklager at mangle 11 af 31 mio. kr. i kommunekassen for bare at få årsbudgettet uden nye anlægsinvesteringer til at løbe rundt.

Men sådan er virkeligheden i en by, hvor en fjerdedel af borgerne er på pension, en fjerdedel er børn og en fjerdedel er udstyret med uddannelser fra en planøkonomisk tid, der ikke eksisterer i dag:

»Her er ikke arbejde til alle de fryseteknikere, der bor her,« som byrådsformanden siger.

Alligevel er Tarmo Loog optimist:

»Vi holder igen med skatterne herude og satser i stedet på at tiltrække produktion.

Byens skoler og børnehaver, både de estiske og de russiske, kører efterhånden helt godt.

Et foreningsliv for de unge er med økonomisk hjælp fra bl.a. Danmark kommet op at stå.

Og nede på havnen er en amerikansk metalvirksomhed og et savværk ved at etablere sig.«

I alt er der i de senere år etableret 1200-1300 lokale - vel at mærke civile - arbejdspladser i Paldiski.

Missionsfølelse
På spørgsmålet om, hvorfor han er flyttet til Paldiski med sin kone og nu treårige datter og ikke til Tallinn, hvor private firmaer betaler arkitekter mindst den dobbelte hyre, filosoferer Tarmo Loog:

»Er det missionsfølelse eller egen interesse? Jeg tror denne opgave er en vældig god erfaring for livet og for min fremtid, som måske godt kan ligge i en privat virksomhed.«

Han skynder sig at påpege den dejlige natur omkring byen og ved klinterne ned til vandet som endnu en grund til at flytte til Paldiski. Velisolerede fjernvarmerør er ved at blive gravet ned udenfor.

Et lille supermarked i byen virker velforsynet, om end uden fersk kød. Dog er alle varerne på grund af tyverier og røverier de seneste år blevet placeret langs ydervæggene bag en disk, der nu løber hele lokalet rundt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten