Sitemap | Avanceret søgning |

Om Dannebrog jeg véd ...

Vi ved alle, at Dannebrog faldt fra himlen under Valdemar Sejrs (1202-1241) slag ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219. Dagen vi af samme grund kalder Valdemarsdag.

Af DORTE KUULA
Publiceret 08-12-1999

Vi ved også, at der er mere myte end virkelighed i fortællingen. Nutidens historikere har til gengæld sporet den virkelighed, der skabte myten.


DANNEBROG
C.A. Lorentzens maleri fra 1809 "Dannebrog falder ned fra Himlen under Volmerslaget ved Lyndanis 15. juni 1219". Billedet kan ses på Statens Museum for Kunst

Franciskanermunken Peder Olsen er den første, der knytter Dannebrogs fremkomst på himlen med slaget ved Lyndanisse. Han gør det vel at mærke i en note, som han tilføjer sit værk efter dets udgivelse i år 1527.

Om Dannebrog står der i den oprindelige udgave:

»Andet Steds haves Efterretning om, at troende Danske i den samme Valdemar den Andens Tid i Aaret 1208 kæmpede i Livland paa et Sted som kaldes Felin, og (da de næsten var slaaede) ydmygt påkaldte Guds Hjælp, da opnaaede de den Naade, at de straks modtog et flag, som faldt ned fra Himlen, tegnet med et hvidt Kors paa en ulden Dug, og da hørte de en Røst fra Luften, som sagde, at naar det blev løftet højt i Vejret, skulle de visselig vinde fuldstændig Sejr over de slagne Fjender, hvad der ogsaa skete. Men dette Flag plejer i Almindelighed at kaldes Danebroge.«

I Peder Olsens senere note bliver året uden videre rettet til 1219 og stedet flyttet til Reval (Tallinn).

Myten om Dannebrogs fald fra himlen blev til i 1500-tallet.

At den folkelige overlevering fra den tid vil, at slaget vi forbinder med begivenheden, er Valdemarslaget ved Tallinn i 1219 er ret naturligt.

Felin var en lille og relativt ukendt flække, og slaget nød ikke en konges tilstedeværelse.

Slaget i 1219 var derimod et stort udstyrsstykke.

En mægtig hær på 30.000 mand og 1500 langskibe blev rejst. Det forreste skib havde kongen ombord. I følget var ærkebiskop Andreas, trofaste lensmænd, kongens kansler og biskopper fra hele det danske rige.

Dannebrog blev ydermere ved denne lejlighed vores rigsflag.

Og dansken har ikke været i tvivl om Guds særlige bevågenhed.

Det fortælles, at ærkebispen Andreas og andre bisper og klerke fulgte slagets gang fra en høj, mens de med tårer bad for de kristnes sejr. Ærkebispen løftede som Moses sine hænder i vejret, og når han hævede sine hænder, sejrede de danske.

Men sank armene trætte ned, veg dansken. Til sidst måtte de øvrige hellige mænd støtte oldingens arme. Og således sejrede kongen.

Så snart historikerne tog de gamle beretninger under kritisk behandling begyndte grunden under sagnet at skride.

Historikeren Knud Fabricius (1875-1967) har dissekeret kilderne, og kommer - med den moderne historiske videnskabs tilslutning - frem til, at dannebrogsflaget var almindeligt kendt af esterne som de danske korshæres mærke.

Fanen stod under slaget i 1219 solidt plantet ved biskop Theodoriks telt, og fik hedningerne til at tro, at der boede den fremmede hærs fører, Kongen af Danmark. Derfor stormede fjenden mod det hellige flag, som blev samlingspunkt for hele slaget.

Myten blev dannet i 1500-tallet. Og den historiske baggrund forklarer behovet for den.

Kong Hans mistede i slaget ved Ditmarsken i år 1500 den himmelfaldne fane. Da fanevogteren så, at fjenden var for stærk, svøbte han sig efter gammel fændrik-skik ind i fanedugen og lod sig skyde. Og da, siger fortællingen, fik den gamle og afblegede fane atter sin friske røde farve tilbage.

59 år senere erobrede Frederik 2. Dannebrog fra ditmarskerne. Kongen lod det derefter ophænge i Slesvig Domkirke.

I "Den danske Atlas" udgivet i 1763 står at læse om koret i domkirken:

»I dette Kor hængte den berømte, danske Fane, Dannebrog - og var at se, indtil den ved 1660 af Alder og Forraadnelse aldeles forfaldt, da nogle Børn ved deres Leg nedrev den af Loftet, og ingen bekymrede sig om at samle dens Levninger.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere