Sitemap | Avanceret søgning |

Ung optimisme

Optimismen blomstrer blandt kakerlakker og rustne brusere på kollegium i Letlands hovedstad, Riga.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 06-12-1999

Riga


I KØKKENET
Verner, Zanete og Mareks slapper af i kollegiets køkken. De er optimistiske med hensyn til Letlands fremtid trods leveforhold, der af danske studerende ville blive betragtet som umenneskelige

Verners Pless, 19 år, er ikke et øjeblik i tvivl: Om tyve år vil Letland ikke blot have indhentet, men også overhalet Danmark som industrination.

Verners og hans jævnaldrende kammerat, Mareks Gabriss, mener også, at Letland i mellemkrigstiden var Europas rigeste land, at landet har verdens bedste soldater, og at Letland bliver verdensmester i fodbold om fem år, med en sejr på 3-2 over Danmark i finalen.

Det er ikke falsk beskedenhed, der dominerer, da vi uvarslet dumper ind på et af den lettiske hovedstad Rigas ramponerede kollegier for at lytte til blomsten af Letlands ungdom. Vi havde sat os for at finde ud af, om letterne og deres baltiske nabofolk i næste århundrede vil være vore fattige fætre eller ligeværdige brødre. Det faldt naturligt at spørge dem selv.

»Jeg er patriot«
Men vi når dårligt at slå os ned i foyerens umagelige sofa, endsige præsentere os eller stille det første spørgsmål, før Mareks, iført en lårlang sort læderjakke, udbryder:

»Jeg elsker Letland. Jeg er patriot. Jeg er nationalist, og jeg hader russerne. De tog mit land og min hukommelse«, siger han.

Som næsten alle på disse kanter kan Mareks fortælle historier om slægt og bekendte, der af Josef Stalins sovjetiske besættelsesmagt blev deporteret til Sibirien. Om et halvt århundredes mere eller mindre udspekuleret tyranni. Om en russisk besættelse, der ikke alene var militær, men også fysisk, kulturel og sproglig.

Mareks og Verners er barndomsvenner fra Varaklani i det østlige Letland. Mareks går på Rigas tekniske universitet og vil være byggeingeniør. Verners studerer jura.

Vil tjene penge
»Ikke fordi det interesserer mig, jeg vil hellere beskæftige med med kultur. Men det koster mange penge. Derfor vil jeg tjene en masse penge først, og derfor læser jeg jura,« forklarer Verners, iført en ishockeytrøje med nummer 8 - Sandis Ozolinsh, Letlands førende stjerne i den nordamerikanske hockeyliga og en af få på Letlands landshold, som ikke er etnisk russer.

Mareks er bekymret over det officielle Letlands forhåbninger om hurtig optagelse i EU. Er det nu også klogt igen at slække på den selvstændighed, som Letland kun har oplevet mellem dette århundredes to verdenskrige og så fra 1991, da Sovjetunionen brød sammen?

»Hvorfor gå fra sovjetisk union til europæisk union? Vi mister vores identitet igen,« mener han.

Mareks bekymrer sig særligt over den rigdom og effektivitet, som han mener præger europæiske landmænd. Han nævner en ven, der har været i Danmark, som kilde:

»Vores landbrug vil blive knust.«

Han grunder over oplysningen om, at danske landmænd i lige så høj grad frygter de østeuropæiske kolleger for at ville dumpe prisen på landbrugsvarer i et større EU.


LENIN OVER SPEJLET
Verners Pless har sat et billede af Lenin op over spejlet på kollegie-badeværelset - men det er ikke af beundring. "Ham griner jeg af hver morgen," siger den 19-årige lette

Fire brusere
Placeret i nedslidte tre- og firepersoners rum deler de 350 kollegianere fire brusere - de tre uden brusehoveder - i kælderen. De - i hvert fald efter danske studerendes normer - umenneskelige forhold ser ikke ud til at genere, da vi senere bliver vist rundt på kollegiet. Her er trapper, baderum, toiletter og køkkener, der blot består af et umoderne komfur og en skraldespand, godt nok oplyst, men de lange gange med værelser på hver side må vi opleve i lommelygtens stemningsfulde skær. I foyeren står en ny Coca Cola-automat, dog ude af funktion. Inde på Verners' værelse kravler kakerlakker nu og da op langs køleskabsdøren.

»Intet kollegieliv uden kakerlakker,« smiler Verners, mens Mareks knuser en mellem to fingre. Inden vi vender tilbage til de to venner, går vi en etage op på kollegiet. Her lokker to veninder, Ilze Smite, 20 år, og Laura Birkse-Kloka, 18 år, begge fra Kuldiga 200 kilometer nordvest for Riga, med småkager og Nescafé i smagfulde kaffekopper, net arrangeret på stofdug med små kniplingeservietter.

Et pænt hjem
Nok er armlænet slidt af lænestolen, men nymalede vægge, småstabler af blomstrede tallerkener, kopper, underkopper og glas bag vitrineskabets nypudsede glaslåge, tillige med ophængte tørrede blomster og andet nips, signalerer de tre unge kvindelige beboeres vilje til at skabe sig et "pænt hjem" trods de trange forhold.


SMÅKAGER OG KAFFE
De to veninder Ilze og Laura lokker med småkager og Nescafé

Laura læser filologi, Ilze journalistik - hun satser om ti år på at være enten journalist eller skuespiller og bo i Riga, »hvor jobbene er ordentligt betalt«.

»Det er vigtigt at få et godt job og være økonomisk uafhængig,« fastslår Laura. Begge lægger i forhold til kommende mænd og børn vægt på at tjene deres egne penge.

I et land med 40 procents russisk befolkning kommer snakken med de etniske lettere af sig selv ind på deres russiske bekendtskaber.

»De russiske piger er forskellige fra os. De er nogle barbiegirls. De siger ingenting, de studerer ikke. De arbejder ikke. De sidder blot til pynt for deres grove mænd«, hævder Ilze.

I mørke
Vi forlader de to piger, da Ilze nervøst begynder at kigge på klokken. Den smarte, stramme kjole har hun ikke taget på for vores skyld. Hun skal i teatret sammen med sin fyr, der er jurist, og se Salome.

Nede på anden sal famler vi os frem gennem mørket med dunkende tysk porno-rock fra Ramstein som sonar. Frem mod de 10-12 kvadratmeter som Verners, den strategiske jurastudent, deler med to andre. De er her ikke i weekenden, hvilket giver plads til hans kæreste, Zanete Tifentale, der ellers bor på et pigeværelse længere nede ad gangen.

Verners værelse er langt mere maskulint (u)indrettet med nyvaskede sokker hængt til tørre over døren. Dekorationerne begrænser sig til nogle højreorienterede valgplakater, en kalender fra et tefirma og en silhouet af sovjetkommunismens stamfader, Vladimir Iljitj Lenin.

»Ham griner jeg af hver morgen, når jeg klæder mig på«, forklarer Verners.

Lenin værst
Han, Mareks og Zanete er mindst lige så nysgerrige som os. Hvilke hobbyer vi har. Hvilke lande vi godt kunne tænke os at bo. Vore stjernetegn. Hvad vi synes om letter, og hvad vi synes om russere. Vor yndlingsmusik. Og hvem er de bedste og værste historier i verdenshistorien?

For dem selv er der ingen tvivl. Lenin, fulgt af Stalin og Hitler er de værste. Karlis Ulmanis, Letlands præsident i mellemkrigstiden, den bedste.

Og så vil de gerne synge, både fædrelandssange, højtideligt og stående, og et lettere repertoire. Vi returnerer efter bedste formåen, men må snart erkende os slagne. Verners og Mareks snakker en del om at banke russere, men vi finder aldrig ud af, helt hvor alvorligt de mener det. Dog forsikrer de, at de aldrig vil slå først.

»Ikke alle russere i Letland er skurke. Jeg kan godt lide dem, der lærer sig lettisk, sætter sig ind i vores kultur. Desværre er det ikke ret mange. Tre procent,« vurderer Verners.

»To procent,« retter Mareks.

På techno-klub
Ved 21-tiden er det tid for de unge at gå på techno-klub i centrum. På vej i bussen fortæller Zanete, der læser fransk og har forventninger om at blive optaget på et fransk universitet, at hun selv kommer fra en velstillet familie. Hendes mor har et bageri, og hendes far driver to supermarkeder nord for Riga.

Men, konstaterer hun, mange på kollegiet er fattige. De får måske, som følge af gode karakterer, selve skolepengene betalt af staten, men til sig selv har de næsten ingen penge ud over den statslige uddannelsesstøtte på ni lats (cirka 110 danske kroner) om måneden.

»Ofte kan deres forældre ikke give dem meget andet end en sæk kartofler med, når de har været hjemme. To-tre gange om ugen kommer der fattige studerende og banker på min dør, når de ikke har noget mad. Det er i orden. På kollegiet er der uskrevne regler om, at vi deler med dem, der ikke har noget. Vi er jo en slags familie«, siger Zanete.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten