Sitemap | Avanceret søgning |

Han blev mafiabyens folkehelt

En 42-årig butiksejer i Litauen skød otte mafiafolk i selvforsvar og blev en lokal helt - men han har betalt en høj pris.

Af THOMAS HEINE MADS STENSTRUP og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 05-12-1999

Panevezys

»Ikke en øre,« svarede Rimas Okulicius de karseklippede mænd i træningsdragter og med guldkæder om halsen, der kom for at forklare ham, at han gjorde klogt i at »forsikre« sin souvenirbutik i den litauiske by Panevezys.

Men juleaftensdag 1996 kom de på besøg igen, otte mand høj, deraf bosserne for tre af byens delvis konkurrerende mafiabander. Prisen for forsikringen var steget fra 2000 til 10.000 dollars, og nu var det alvor, forsikrede de.

Men i stedet for at betale, trak Okulicius sin Beretta og sendte en byge af skud mod de ubudne gæster.

Fire af dem blev dræbt, fire blev såret og Rimas Okulicius forvandledes over en nat fra en anonym forretningsmand til en folkehelt i Litauen, et symbol på kampen mod mafiavæsenet i landet.

Selvforsvar
Nogle medier satte spørgsmålstegn ved, om han virkelig var helt uskyldsren, bl.a. havde Okulicius efter første henvendelse fra mafiaen kontaktet en bekendt, som selv tilhørte Panevezys' underverden. Men anklagemyndigheden fastslog, at han havde handlet i selvforsvar, og mens de tre mafiamedlemmer, der efterfølgende kunne pågribes, blev idømt lange fængselsstraffe, slap Okulicius for straf.

Alligevel har prisen været høj for den i dag 42-årige litauer. Han og hans hustru omgives dag og nat af livvagter, stillet til rådighed af de lokale myndigheder. Deres tre sønner - 17, 15 og 13 år - er sendt på kostskole i Tyskland, også det betalt af myndighederne, og ægteparret ser dem kun i ferierne.

Okulicius' svoger og kompagnon, som befandt sig i et tilstødende lokale under skuddramaet, døde tre uger senere, og Okulicius føler sig ikke helt overbevist om den officielle forklaring - selvmord.

Forretningen lukket
»Helt?« fnyser han og slår ud med armen i sit high-tech køkken, hvor vi sidder og snakker over en kop tyrkisk kaffe og et fad med skinkemadder.

»Hvad er det for en helt, som ikke kan gå ned på gaden uden en livvagt på slæb?« spørger han.

Okulicius har set sig nødsaget til at lukke sin souvenirforretning - mest på grund af det høje skattetryk, forklarer han - og han er usikker på, hvad han skal foretage sig fremover. Han og hustruen overvejer at forlade Litauen, måske flytte til Australien eller USA, og myndighederne har lovet at bistå, men endnu er intet bestemt.

»Det har været et tre år langt mareridt. Jeg ville ønske, at jeg kunne glemme alting,« siger han.

Okulicius-affæren har bidraget til at give Panevezys - en kriseramt industriby med 133.000 indbyggere - et ry som Baltikums mafiaby nummer et. Andre bidrag er de 29 mafia-relaterede drab, som blev registreret i Panevezys mellem 1995 og 1997. Bilbomben i fjor mod en politikommissær med ansvar for at bekæmpe organiseret kriminalitet. Samt mordet tidligere i år på Panevezys' regionale anklager, der førte sager om organiseret kriminalitet og korruption.

Minimal risiko
Mafiaens indflydelse og farlighed i Litauen og de to andre baltiske lande skal ikke overdrives. Ingen dansk turist bør afholde sig fra at besøge smukke og spændende byer som Vilnius, Riga, Tallinn eller Tartu, fordi de har læst en artikel som nærværende. Risikoen for ubehageligheder er minimal, næppe større end i en hvilken som helst europæisk storby, hvis man opfører sig blot nogenlunde fornuftigt.

Men ikke desto mindre er mafiavæsenet, med alt fra narkotika og prostitution over afpresning til almindelig gadekriminalitet, en realitet. Og selv om Panevezys ikke giver noget specielt faretruende indtryk, bliver vi gang på gang advaret af lokalbefolkningen, da vi lidt ud på aftenen går en tur rundt og besøger bymidtens restauranter og barer.

»Dette er en dårlig by. Hold jer til de oplyste områder,« siger Arturos og Darius, to unge litauere, som er iført, hvad der synes at være standarduniformen i Panevezys, træningsdragt og karseklippet hår.

»Sådan er moden. Vi vil gerne se lidt farlige ud,« smiler Arturos.

Borgmesteren rolig
Panevezys' borgmester, Vitas Matuzas med smart Yves St. Laurent skjorte og nyeste model silkeslips, finder byens dårlige rygte uretfærdigt. OK, der har været problemer, men situationen har forbedret sig, understreger han og fremviser en mappe med officiel statistik, som dels viser, at kriminaliteten i byen er faldende, dels at Panevezys ikke er værre ramt end de andre større byer.

Advarslerne fra byens egne indbyggere skyldes ikke så meget dagens realiteter, som at historier vandrer rundt i ring, mener borgmesteren, som er uddannet radioingeniør og har en fortid som privat forretningsmand.

»Der er visse teenagere, som giver problemer, men de seriøse bander er elimineret,« siger Matuzas.

Borgmesteren ser gerne, at danske turister begynder at besøge Panevezys og lokker med et nydeligt parkanlæg, bygget op om en sø, fem teatre samt det årlige keramik-symposium i byen. Men helt så sikker som i Kolding, Panevezys' venskabsby, kan den danske turist ikke føle sig, medgiver han.

»I centrum er der rimeligt sikkert. Men hold jer væk fra de mørke gader, når mørket falder på,« råder Vitas Matuzas.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten