Sitemap | Avanceret søgning |

Litauens Golgata

Vore hjerter knuges, mens vi prøver at fatte. Vi skutter os i den isnende østenvind foran Kryziu Kalnas - Korshøjene. De to pindsvinelignende høje et par kilometer fra mod Riga, 200 km nordvest for Vilnius. Her er piggene blot krucifikser.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 05-12-1999

Siauliai

Er der 50.000 kors?

Er der 100.000?

Måske er der endnu flere.

Det præcise antal er for så vidt ligegyldigt.

Ingen, der blot et øjeblik tager sig tid til at åbne sindet for stedets ro og lytter til småkorsenes dinglen i vinden, kan være i tvivl.

Vi har oplevet pyramidernes storhed, Topkapi-paladsets pragt, Nürnberg-paradernes magtdemonstration og den russiske misjabjørns piblende tårer i havet af tilsyneladende begejstrede sovjetrussiske tilskuere under OL-afslutningsceremonien, Moskva 1980.

Hver gang var den monumentale folkestyrke, der hævdedes at ligge bag, besluttet af en enkelt eller en håndfuld mænd, der tvang eller forførte små folk til at gøre arbejdet.

Det her er anderledes.

Korshøjene, der trods Sovjetapparatets håndfaste modstand voksede sig store, er en dybfølt manifestation fra hver enkelt af de tusindvis af mennesker, der særligt de seneste halve århundrede hver for sig har sat et kors.

Mod sygdom.

Mod fattigdom.

For familie og venner, der blev sendt til Sibirien.

For hvad ved vi.

En manifestation af eksistens.

Af lidelse.

Af ofre.

Af troen, håbet og kærligheden.

Korshøjene er intet prestigeprojekt, som dem Tsar-Ruslands eller Sovjetunionens folkeslag ellers blev påført gennem århundreders lidelser. Heller ingen mirakler omtales som baggrund for, at manifestationen foregår netop her.

Her er kun kors - med og uden den lidende Kristus.

...frelseren.

Mest med.

Fra meterhøje kunstnerisk udformede kors plantet direkte i jorden - til centimetersmå kors, der hænger i klynger uden på hinanden og imponerer ved deres forskellighed.

Kostbare som billige, alle har de en plads.

Som litauerne har troet, at de alle havde i et andet paradis end det kommunistiske.

Korshøjenes historie hævdes at gå tilbage til 1400-tallet.

Lige før århundredeskiftet talte man 130 kors. Efter Anden Verdenskrig og Sovjetunionens invasion af de baltiske lande, der da kun havde oplevet få årtiers dryp af frihed og selvstændighed, gik det stærkt. Så stærkt, at myndighederne mindst tre gange mellem 1961 og 1985 forsøgte at destruere højene.

Bulldozer-ateisme, kaldtes kommunisternes fremfærd foragteligt.

Trækors blev brændt.

Jernkors blev sendt til skrot.

Stenkors blev knust og begravet.

Men i ly af natten vendte den hver gang mangefold tilbage.

Manifestationen.

Korsene.

Seriøst blev det en overgang overvejet at opdæmme og oversvømme området.

I de endnu forholdsvis få turistbrochurer, der er skrevet om stedet, omtales Kryziu Kalnas som Litauens Golgata.

Vi vælger denne eftermiddag, hvor sneen til sidst begynder at falde, at se højene som hele Østeuropas Golgata.

Ja hele verdens.

Ligesom en synligt bevæget pave Johannes Paul II gjorde det, da han besøgte stedet i september 1993.

Ved en lille bod får vi tre enkle trækrucifikser - for hvad der svarer til 3,50 kr. pr. stk. - stukket i hånden. Vi lader hver et forsvinde i klyngerne på korshøjene, hvor kun et forsvindende mindretal ligner vores. Betydeligt flere har et personligt præg. Litauens katolikker har afleveret deres personlige kors.

Manifestationen fortsætter.

Vore ønsker holder vi for os selv.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere