Sitemap | Avanceret søgning |

Et glimt af storhed

Jøderne kræver litauernes undskyldning for folkemordet i 1941. Litauerne mener, at andre skylder dem en undskyldning.

Af THOMAS HEINE, MADS STENSTRUP og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 03-12-1999

VILNIUS/KAUNAS

Vi begynder med en 600 år gammel nyhed: Litauen har engang været en europæisk stormagt, hvis rige strakte sig fra Østersøen til Sortehavet. Egentlig var det ikke rigtigt det, denne artikel skulle have handlet om, men tingene blev ligesom vendt på hovedet, eller i hvert fald sat i perspektiv, da vi på vej ind på en café i boheme-bydelen Uzupis i Vilnius fik et venligt tilråb på århusiansk, med litauisk accent.

»Nå, skal vi have en øl.«

Aldas Kazlauskas, 28 år, har studeret i Århus, viste det sig, og nu arbejder han som freelanceoversætter. Hans kammerat Mindaugas Strockis, 30 år, underviser i græsk og latin på Vilnius Universitet.

De fandt det spændende med JP Explorer og jorden rundt og alt det der, men hvad ville vi skrive om i Litauen? Blandt andet om jøderne, fortalte vi.

Jødisk kultur
Om den engang så blomstrende jødiske kultur i Litauen, først og fremmest i Vilnius, der blev kaldt "Lille Jerusalem" og talte ikke mindre end 96 synagoger, seks jødiske dagblade, jødiske teatre og butikker og sågar et jødisk universitet.

Om tragedien under Anden Verdenskrig, da Litauen blev besat af først Sovjetunionen og siden Nazi-Tyskland. Om at 220.000 af Litauens 235.000 jøder blev dræbt eller tvunget på flugt af nazisterne, bistået af et betragteligt antal litauiske håndlangere og bødler.

Om den isnende rapport, i dag udstillet på det jødiske statsmuseum i Vilnius, fra Karl Jäger - SS Standarteführer og chef for Einsatzkommando 3 i Litauen, der i detaljer beskriver henrettelserne af 137.346 mennesker i juli-december 1941, langt de fleste jøder.

»I dag kan jeg bekræfte, at vort mål, at løse det jødiske problem for Litauen, er opnået af Einsatzkommando 3. I Litauen er der ikke flere jøder, bortset fra jødiske arbejdere og deres familier,« skrev Jäger i rapporten og fastslog, at der nu kun var 25.000 jøder tilbage i Litauen, som det også havde været hensigten at dræbe, men stærke protester fra den civile administration og værnemagten hindrede det.

Om en serie retssager, som for tiden kører mod aldrende litauere, der er under stærk mistanke for diverse grusomheder under krigen, men som løbende bliver sygemeldt, hvorpå sagerne må udsættes og udsættes, mens kritikken mod Litauen fra især Israel og USA vokser.

Litauisk fornærmelse
Mere end "jøderne" nåede vi dog ikke at sige, før Kazlauskas og Strockis brød ud i dybe suk og så på os med himmelvendte øjne. Det var ikke i sig selv overraskende. At litauere ikke gerne vil mindes om denne del af landets historie, er velkendt. Men vi blev noget paf over den styrke, hvormed de to unge litauere metodisk og stringent forsvarede deres lands ære. Med barske vendinger, men et ræsonnabelt tonefald og en vis modtagelighed over for modargumenter.

»Negre kan man ikke fornærme, fordi de er sorte. De homoseksuelle kan man ikke fornærme, fordi de er homoseksuelle. Jøder kan man ikke fornærme, fordi de blev udsat for holocaust. Men litauere? Vi er hvide, os kan man fornærme, så meget det skal være og stadig være politisk korrekt,« mente Strockis.

Og litauerne er i dag fornærmede over den vestlige verdens opførsel. Så fornærmede, at det har smittet af på den førhen så overvældende entusiasme for medlemskab af EU, hvor meningsmålingerne nu taler om lige mange tilhængere og modstandere. Det hænger sammen med det vestlige pres for at få lukket atomkraftværket i Ignalina. Det hænger samme med, hvad mange ser som et ufordelagtigt salg af et stort olieselskab til amerikanske interesser. Og det hænger sammen med de vedvarende spørgsmål om, hvornår Litauen stiller de litauiske medskyldige i nazisternes folkemord til ansvar.

»Hvad har vi gjort? Går vi og slår jøder ihjel på gaden? Alt dette skete for snart 60 år siden, og det blev beordret af en tysk besættelsesmagt i Litauen. Hvorfor blæser vore jøder det op til så stor en boble? Hvorfor er de ikke loyale over for Litauen? Hvorfor lytter den vestlige verden til dem og ikke til os?« spørger Mindaugas Strockis.

Litauen noget andet
Også esterne og letterne er mærkbart irriterede over den vestlige verdens forsøg på at tilrettelægge deres samfund, ikke mindst hvad gælder de store russiske mindretal. Men irritationen forekommer større i Litauen, hvilket bl.a. hænger sammen med den 600 år gamle nyhed, vi indledte artiklen med.

De fleste af os er blevet vant til at tænke på Litauen - i det omfang vi overhovedet tænker på Litauen - som et af de tre små baltiske lande. Knuget, ligesom naboerne Letland og Estland, af en sovjetisk besættelsesmagt gennem et halvt århundrede. I dag selvstændigt og frit, plaget af gangstervæsen og rustende atom-reaktorer, men også præget af forbløffende demokratiske og økonomiske reformer og måske snart medlem af EU og NATO.

Alt sammen helt korrekt.

Men Litauen er også noget andet. Litauen er netop den tidligere stormagt, hvis rige en overgang i den sene Middelalder, under storfyrst Vytautas den Store, var det største i Europa, med besiddelser i store dele af det nuværende vest-Rusland og Hviderusland samt næsten hele det nuværende Ukraine ned til Sortehavskysten.

Bolværk mod øst
Resten af verden må have glemt det, men ikke litauerne.

»Litauen er den østlige grænse for vestlig civilisation. Vi har altid forsvaret jer mod asiaterne - mod russerne og mod tatarerne, tilmed forsvarede vi Wien mod tyrkerne. Når Litauen er stærkt, er Europa sikkert,« hævder Mindaugas Strockis, som også mener, at mange litaueres sympati for nazisterne under krigen skal ses i det lys.

»Russerne er asiater, de er fremmede. Tyskerne har blå øjne som vi,« påpeger han. Hvad Litauens jøder - dem er der kun 5500 af i dag - ville ønske var, at litauernes historieinteresse og -kundskab ikke begrænsede sig til udvalgte dele af historien. Bevares, Litauens førende politikere har fremført officielle undskyldninger for den litauiske deltagelse i holocaust, og der er talrige mindesmærker rundt om i landet, som symboliserer folkemordet. Men når nogen har fremført en undskyldning, lyder svaret gerne fra andre, deriblandt toneangivende medier:

»Hvorfor skal vi undskylde, når ingen har undskyldt over for os?« - en henvisning til den udbredte myte (også i Rusland), at jøder (og frimurere) stod bag bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917.

Først i år har jødeudryddelsen i Litauen fået plads i skolernes historiebøger. Fire-fem sider i en bog for tiende klasse.

Jødisk historie
Vi bliver af forstander Rachile Kostanian vist rundt i Vilnius fine gamle bydel, hvor hvert og hvertandet hus viser sig at have en jødisk historie, men uden hendes hjælp havde det været vanskeligt at opdage. Der er meget få tegn tilbage, en Davidsstjerne på en husvæg, en enkelt synagoge, et jødisk kulturcenter. Tre hus-facader ved siden af hinanden, hvor man havde afdækket jødiske inskriptioner, er nu overmalet i pastel.

»Der råder i Litauen en slags kold neutralitet over for den jødiske historie i landet og over for Anden Verdenskrig. For mig som jøde er det naturligvis meget ubehageligt,« siger Emmanuel Zingeris, et fremtrædende jødisk medlem af det litauiske parlament, leder af parlamentets udvalg for menneskerettigheder og medlem af en kommission, der skal analysere såvel de nazistiske som de sovjetiske forbrydelser.

»Dette er ikke jødisk historie, det er litauisk historie. Jøderne havde boet her i 700 år, og pludselig var de væk, døde, glemte,« siger han.

Antisemitisme er ikke udbredt i dagens Litauen, understreger Zingeris selv om man nu og da oplever vandaliserede jødiske gravsteder, hagekors-grafitti og Juden Raus-inskriptioner, ligesom den gamle hovedstad Kaunas forleden var ramme om en demonstration, hvor den litauiske parlamentsformand, Vytautas Landsbergis, på en plakat var udstyret med høgenæse og Davidsstjerne.

Men Zingeris frygter, at det vil bidrage til en radikalisering af samfundet, hvis ikke hele Litauens historie afdækkes og skrives, så kommende generationer får mulighed for at forstå.

"Vi må vise, at vi tager mindet om holocaust seriøst. Hvilket budskab vil det ikke være for unge litauere, hvis ingen litauer nogensinde stilles til retsligt ansvar for, hvad der var den mest massive jødeudryddelse noget sted i verden," pointerer det jødiske parlamentsmedlem.

Ikke det vigtigste
Aldas Kazlauskas og Mindaugas Strockis på boheme-cafeen i Uzupis er enige i, at holocaust er en del - om end langt fra den vigtigste - af Litauens historie.

Men hvorfor skal den nu pludselig spille så fremtrædende en rolle og delvis overskygge den velvilje, som har mødt Litauen siden løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1989-91? Hvorfor taler man ikke længere om de 250.000 litauere, der blev sendt til sovjetiske arbejdslejre i Sibirien? Kan der være tale om en klassisk, russisk KGB-kampagne, hvis formål er at aflede opmærksomhed fra Tjetjenien og destabilisere det litauiske samfund?, spørger Kazlauskas retorisk.

Vi foreslår, at omverdenens opmærksomhed på det jødiske spørgsmål kan skyldes, at Litauen i dag spiller i en anden division end Rusland. At Litauen nu igen er ved at blive en integreret del af Europa, og at det derfor kan være værd at overveje, om man ikke skulle holde op med at sammenligne sig med Sovjetunionen eller Rusland og i stedet sammenligne sig med f.eks. Danmark.

Ikke at vi selv har haft let ved historie-skrivningen efter Anden Verdenskrig, men de færreste danskere opfatter formentlig udenlandske spørgsmål om sagen som utidig indblanding i interne affærer.

"Husk, at for os sluttede Anden Verdenskrig ikke i 1945, men i 1994, da den sidste sovjetiske soldat forlod Litauen. Giv os tid, og vi skal nok få hele historien skrevet," svarer Mindaugas Strockis.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten