Sitemap | Avanceret søgning |

Det tomme land

Tilfældet og en blid søndenvind ville, at Hviderusland skulle blive det sagesløse offer for atomkraft-katastrofen i Tjernobyl for 13 år siden. Det afgående Explorer-hold besøger Bartolomejevskaja langt inde i spærrezonen. Engang havde landsbyen over et tusind indbyggere. I dag resterer kun seks mennesker.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 01-12-1999

BARTOLOMEJEVSKAJA

I 13 år har landet ligget hen uden pleje. Markerne springer i skov, træer og lysmaster er væltet. Småvejene sejler væk i vinterens søle.

Mennesker ses så godt som ikke.

Bare at få adgang kræver ganske meget renderi i Minsk, den hviderussiske hovedstad. Væbnede vagter er posteret ved alle adgangsveje . Bomme og pigtråd gør resten. Det er, som om en krig har ramt dette kolde, øde landskab.

Og ganske rigtigt - her skete en katastrofe, der skulle æde sig ind i det europæiske sind. Her betaler ikke blot Hviderusland og Ukraine hinsides den nærliggende grænse, men hele kontinentet en frygtindgydende pris for sine bestræbelser på at skaffe europæerne billig og i princippet sikker energi.

Her kaster Tjernobyl sin skygge.

26. april 1986
Det ukrainske atomkraftværk sprang i luften den 26. april 1986. Tilfældet og en blid søndenvind ville, at følgerne ramte Hviderusland langt hårdere end Ukraine. To trediedele af det radioaktive materiale, der slap ud fra den havarerede reaktorblok nummer fire, faldt ned i Hviderusland. 23 procent af republikkens territorium blev forurenet i en sådan grad, at myndighederne foranstaltede en masseevakuering blandt de to millioner mennesker - over en femtedel af republikkens indbyggere - som levede i området.

Mange vendte siden tilbage, men næsten 150.000 mennesker er blevet flyttet permanent til formodet sikre områder. 415 landsbyer er blevet nedlagt. 6000 kvadratkilometer land, herunder næsten 3000 kvadratkilometer fremragende landbrugsjord, er forurenet i en sådan grad med cæsium, strontium og plutonium, at der vil gå op til 300 år, før den på ny kan udnyttes økonomisk.

En ældgammel bondekultur forsvandt.

Forgiftet vildnis
Tjernobyl er og forbliver atomkraftmodstandernes hovedargument, og hvem kan fortænke dem i det? Fra den nu grundigt beskidte Explorer-vogn stirrer vi ud i et forgiftet, ubeboet vildnis, atomkraftens europæiske Hiroshima.

Vi passerer forladte huse og fabrikker. En ensom kirkegård viser sig og forsvinder igen. Hist og her dyrkes mindre jordtilliggender af bønder, fortrinsvis gamlinge, som nægter at forlade deres hjem, og som med lægernes ord risikerer en pinefuld død. De enten overhører advarslerne eller lever i uvidenhed om, at mælken fra deres køer, æggene fra deres høns, rødbederne fra haven samt bærrene, svampene og dyrene fra de nærliggende skove bærer atomdøden i sig.

»Det er utænkeligt, at vi skulle flytte,« siger Ivan Borisovitj dybt inde i spærrezonen. Han står foran sit træhus, som han byggede i begyndelsen af 60erne til sig selv og hustruen, Elena Nikitovna. »Jeg vil dø her. Ingen kan fjerne os...Tjernobyl? Hvad kommer det os ved? Det er langt væk.«

Seks indbyggere
Omkring ham ligger resterne af landsbyen Bartolomejevskaja. Her boede engang over 1000 mennesker. I dag er der kun seks, blandt dem Ivan Borisovitj og Elena Nikitovna samt en blind mand, som ægteparret tager sig af.

Flere huse er styrtet sammen. I landsbyens udkant ligger ruinerne af et statsbrug, der blev evakueret kort efter eksplosionen.

Der er ikke så meget som en bod i Bartolomejevskaja. Der er ingen post og ingen aviser. Der er end ikke en radio, for her, i det sårede atomkraftværks skygge, findes heller ikke elektricitet. Hvad der foregår uden for landsbyen er ham ligegyldigt, fastslår Ivan Borisovitj.

»Vore naboer og venner har forladt os. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er deres sjæle blevet forgiftet. Vi lever, som vi altid har gjort, i fred og stilhed... Storbyen er uudholdelig.«

»Her er mit hjem«
Besøgende i spærrezonen klager ofte over svimmelhed, hovedpine og tørhed i svælget, men ikke Ivan Borisovitj og hans hustru, den 67-årige Elena er et sandt livstykke. Hun larmer og griner med den ene ståltand, hun har tilbage i undermunden.

»Her er mit hjem, og her bliver jeg,« siger hun. »Vi er begge fuldkommen raske.«

Ivan Borisovitj er den stille type, mere eftertænksom og langtfra så bevægelig som hustruen. Da jeg spørger ham, om han savner sine naboer og venner og tidligere tiders liv i Bartolomejevskaja, tøver han et øjeblik med svaret.

»Jeg har begravet dem, de er glemt,« siger han så med en stilhed i stemmen, som røber hans underliggende smerte over det skete.

Sergej Bespalyj, chefredaktør på regionalavisen Gomelska Pravda, husker det hele, som skete det i går. Lørdag den 26. april var han på fisketur nær grænsen til Ukraine, i den nu forurenede zone.

»Det var en smuk, stille dag,« siger han. »Fangsten var god, især karperne bed ivrigt. Så jeg blev ude til solnedgang. Hverken lørdag eller søndag anede vi, hvad der var sket. Først mandag hørte vi kort, at der var vanskeligheder i Tjernobyl. Men der fulgte ingen forklaring eller advarsel. Den slags sker, tænkte jeg. Det kan ikke vedrøre os. Tjernobyl ligger i en anden republik. Der skulle gå lang tid, førend vi forstod, at vi var blevet ramt af en katastrofe.«

Fortsat frygt
70 procent af Gomel-provinsen er forgiftet og anses for uegnet til beboelse, men der er grænser for, hvad det forarmede Hviderusland kan stille op.

»Tjernobyl påvirker os alle til denne dag,« siger Bespalyj. »Vi ved, at bestrålingen fortsætter. Mange frygter endnu en eksplosion. Vi hører, at betonsarkofagen omkring blok fire slår revner.

Folk forlader Gomel, vigtige investeringer udebliver, levestandarden falder, enorme summer og mange kræfter anvendes på at overvinde følgerne af eksplosionen, på at behandle de stråleramte, på at genhuse udflyttere og på at skabe nye arbejdspladser uden for spærrezonen,« siger Bespalyj. »Dette land ville se meget bedre ud, om vi ikke havde haft Tjernobyl.«

Viktor Burakov, kommunaldirektør i provinshovedstaden Vjetka, kører med os ud i spærrezonen. Han er en lidt stram, yngre mand og ikke helt forstående over for det gamle ægtepars ønske om at forblive i Bartolomejevskaja. Irriterer det ham, at de gamle trives så glimrende?

»De burde slet ikke være her,"«udbryder han. »Men vi kan ikke tvinge dem til at flytte.«

Flugt fra byen
Vjetka, en halv snes kilometer fra Bartolomejevskaja, virker om ikke mennesketom, så i udpræget grad underbefolket.

Enkelte skikkelser er undervejs inde i bykernen, foran statuen af Lenin. I 1986 havde Vjetka med opland 37.000 indbyggere. I dag er tallet faldet til 27.000, og i princippet bør byen nedlægges, siger Burakov.

Tjernobyl, forstår vi i løbet af en lang dag med mange samtaler, er meget mere end blot en eksplosion, som har forgiftet jorden og drevet folk på flugt. Katastrofen har efterladt et økonomisk og socialt kaos, som forstærkes af omfattende psykologiske forstyrrelser.

Ingen kan eller vil beskæftige sig med det formodede antal døde.

Tjernobyl-syndromet består af mange og ofte uopklarede elementer: Latent og i den sidste ende dødelig sygdom kaldes frem ikke blot af radioaktiv bestråling, men af ændrede livsbetingelser, af mere eller mindre tvungen udflytning, af angst og af arbejdsløshed. Gamle mennesker dør, fordi de overtales til at forlade hjem og ejendom. I forvejen svækkede børn dør, fordi de fjernes fra familie og kammerater og indlægges på sanatorier og hospitaler.

600.000 patienter
Så sent som i 1997 11 år efter katastrofen var næsten 600.000 hviderussere, blandt dem 452.000 børn, under en eller anden form for lægebehandling som følge af sygdom eller svækkelse med forbindelse til Tjernobyl.

Ivan Kenik, tidligere minister med ansvar for katastrofehjælp, anslår Hvideruslands foreløbige økonomiske tab i forbindelse med eksplosionen til 296 milliarder dollars eller 2072 milliarder kroner.

"Vi erfarer gang på gang, at Ukraine får bistand, fordi Tjernobyl ligger i Ukraine. Man glemmer tilsyneladende, at katastrofen ramte os langt hårdere," siger Jevgennij Tjevankov, formand for lokalsovjetten i Vjetka.


Man glemmer os
"Ukraine mistede ikke sine bedste jorder. Ukraine så ikke en femtedel af sin befolkning truet Man glemmer os. Til overflod må vi konstatere, at ukrainerne ikke er særligt interesserede i at samarbejde med os om at overvinde katastrofens følger. Det hele virker meget stødende."


Magthaverne tav
På vejen tilbage til Gomel, forbi pigtråden og politiafspærringerne, funderer jeg over andre radioaktive udslip. Jeg mindes Kysjtym i Ural og Windscale i England i 1957 og den forholdsvis harmløse episode på Tremileøen i USA i 1979.

Tjernobyl-katastrofen er uden fortilfælde i atomkraftens historie og det er den blandt andet, fordi de dengang herskende kommunister under præsident Mikhail Gorbatjov forsøgte at dække over den.

Masseevakueringerne i Hviderusland og Ukraine blev indledt for sent og for tøvende. Ingen måtte vide, at de sovjetiske reaktorer var og er vestlige reaktorer underlegne, hvad angår sikkerhed. Intet måtte sive ud, som kunne ødelægge 1. maj-paraderne fra Østersøen til Stillehavet.

Tjernobyl blev en af de mange episoder, der lagde kommunismen i graven. Lad det så høre til paradokserne, at netop i Hviderusland har kommunisterne stadig magt under den autoritære præsident Aleksandr Lukasjenko.

Despoter
Kan man udlede af Tjernobyl og Tremileøen, at atomkraften er sikker i demokratiernes regi, hvor ansvarsbevidste videnskabsmænd har mulighed for at skride ind uden risiko for liv og karriere?

Velsagtens. Kan man anse atomkraften for en trussel i hænderne på despoter, som ikke tåler kritik? Så afgjort. Vi passerer en sidste kontrolpost. Betjentene inde i den grønne container stikker end ikke hovedet frem for at se, hvem der passerer for udgående.

Tjernobyl, tænker jeg, er hverken et hviderussisk eller ukrainsk problem. Tjernobyl er et europæisk og globalt problem. At atomskyen landede i Hviderusland i 1986 var et tilfælde. Jeg mindes, hvad Jevgennij Tjevankov sagde til os i Vjetka:

"Næste gang, afhængigt af vinden, kan det dræbende støv falde i Skandinavien eller Italien eller et helt tredie sted."

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Ivan Borisovitj og Elena Nikitovna
Foto: Carsten Ingemann