Sitemap | Avanceret søgning |

Tyranniets to ansigter

I lange tider var det en af den nu forsvundne Sovjetunions mange skandaler. Alle vidste det, men få talte om det - dette, at der ude ved Babij Jar, ude i Gammelkoneslugten, ikke fandtes et monument for Kijevs myrdede jøder.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 30-11-1999

KIJEV

Fraværet af et mindesmærke for en af Anden Verdenskrigs mest horrible massakrer blev ofte tilskrevet Østeuropas traditionelle antisemitisme, men denne forklaring var utilstrækkelig. Sandheden er, at ikke blot nazisterne, men også kommunisterne myrdede løs ved Babij Jar, som dengang lå udenfor Kijev og i dag indgår i millionbyens forstæder.

Et monument blev omsider rejst i 1976: en gruppe af fortvivlede og brudte skikkelser, som forsøger at anråbe en højere magt om barmhjertighed, anbragt på en kunstigt skabt klippe ud til afgrunden, som ligene tumlede ned i, efter at den levende menneskemasse var blevet gennemhullet med maskingeværild.

Tre stentavler
Ved monumentets fod fortæller tre stentavler på russisk, ukrainsk og hebræisk, at her - fra 1941 til 1943 - likviderede tyske fascister over 100.000 af Kijevs indbyggere. Monumentet er ikke uden virkning, og dog er det et falsk monument, som næsten al kunst i statens og i dette tilfælde tyranniets tjeneste.


MINDESMÆRKET
Elena, hendes fader og monumentet i Babij Jar: "Selvfølgelig tænker jeg over, hvad der foregik her. Men livet går videre. Vore børn vil næppe skænke det en tanke. De får andre sorger.

For sagen er selvfølgelig - og det må være den dybere liggende årsag til, at Sovjetlederne i årevis nægtede at rejse et monument for de døde i Babij Jar - at nøjagtig her indrettede den kommunistiske tyran Josef Stalin en koncentrationslejr, som tyskerne efter deres indmarch drev videre i hans ånd.

Babij Jar, tænker jeg uvilkårligt, er ikke blot det sted, hvor utallige jøder, ukrainere, russere, hviderussere, polakker, og hvad der ellers levede af folkeslag i Kijev, blev likvideret. Babij Jar er den uafviselige demonstration af broderskabet mellem kommunisme og fascisme, den uafviselige demonstration af det europæiske tyrannis to ansigter. Men om dette er der ikke et ord i Babij Jar.

Pertentlig omsorg
Vi kører ud til monumentet - vor sidste opgave i Ukraine - kort efter daggry. Byen er endnu ikke vågen. Det er som om, den tøver med at komme ud af dynerne og ryste søvnen af sig på denne råkolde morgen. Babij Jar har, viser det sig, været underkastet landskabsarkitektens lidt for pertentlige omsorg. Af den oprindelige slugt er blevet en park for foden af Kijevs enorme fjernsynstårn. Monumentet løfter sig som et angstens og forfærdelsens skrig op i rimtågen, rammet ind af ahorn, eg og birk. Det er et monument, der stemmer til eftertanke i mere end én henseende.

Vor russiske ven, Stanislav, kan ikke lade være med at bemærke, at her har døden hjemme. Bag os ligger Kijevs lighus. Ude til højre har vi Lukjanovskoje Kirkegården med sine tusinder af grave. Længere ude i den nu alt for velplejede slugt har staten Israel sat sit mindesmærke - i form af den syvarmede lysestage - for de dræbte jøder, der ikke blot var kræmmere, pengeudlånere og værtshusholdere, de såkaldte fattigjøder, men assimilerede, højt ansete borgere i store stillinger.

Såvel Hitler som Stalin havde det med at gå efter intelligentsiaen.

Fem millioner omkom
Da den tyske hær rykkede ind i Ukraine, lød dens ordre på, at alle jøder og alle kommunistiske funktionærer skulle tilintetgøres. Både før og under krigen hærgedes Ukraine af russiske kommunister, ofte bistået af ukrainske kaldsfæller. Fem millioner ukrainere skal være omkommet i de hunger-katastrofer, Moskva organiserede i den hensigt at knække den ukrainske nationalisme. Seks millioner ukrainere omkom i krigen. Efter den Røde Hærs tilbagevenden til Kijev lod Stalin hundredtusinder af ukrainere henrette eller forsvinde i sit Gulag. Først i 1961, ni år efter Stalins død, i det politiske tøbrud under hans efterfølger Nikita Khrustjov, kunne den russiske digter Jevgennij Jevtusjenko offentliggøre sit digt "Babij Jar " og stille det hidtil forbudte spørgsmål: hvorfor der ikke var sat et mindesmærke for jøderne i Gammelkoneslugten.

Året efter tilegnede komponisten Dmitrij Sjostakovitj førstesatsen i sin 13. symfoni mindet om Babij Jar, hvorpå sikkerhedstjenesten (KGB) beslaglagde partituret. Da monumentet i Babij Jar omsider kunne indvies, var Sovjetregimets dødskamp allerede begyndt. Senere blev også to kors sat til minde om de dræbte kristne.

I 1999 er Gammelkoneslugten et sted, hvor de lokale lufter deres børn og hunde. Viktor Verbitskij er svejser, midt i trediverne og ude med sin datter, Elena på fire år.

Den lille pige hviner henrykt, da han giver hende en kælketur ned ad den kunstige klippe, som bærer monumentet. »Selvfølgelig tænker jeg over, hvad der skete her,« siger han. »Men livet går videre. Vore børn vil næppe skænke det en tanke. De får andre sorger.«

Han savner ikke Sovjetunionen, men ser gerne en samling af russere, ukrainere og hviderussere. Folkene i Kaukasus og Centralasien kender han fra sin militærtjeneste i Tjekkoslovakiet i firserne. De interesserer ham ikke, siger han.

»De har en anden kultur og en anden religion, de taler et andet sprog, de har andre skikke. De har aldrig brudt sig om os, og rent ud sagt, vi bryder os heller ikke om dem.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten