Sitemap | Avanceret søgning |

Døren åben mod Vest

Ukraine, en 1000 år gammel nation, forsøger at finde sig til rette i en otte år gammel stat. Tre fjerdedele af befolkningen er ukrainere, men kun 30 procent har ukrainsk som sprog. Ukraine vil være både Øst og Vest. Her holder Europa op.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 28-11-1999

Kijev


ÅBEN DØR
Ukrainsk bondekone ved sit hus. Det russiske herredømme lukkede en vidt åben dør til Vesten.

Vi ankommer til en hovedstad, der ligger hen i rimtåge og isnende kulde. Kalder vi den Kyiv som ukrainerne eller Kijev som russerne, der i stigende grad anses for undertrykkere og imperialister?

For en stund bliver vi ved det skammelige Kijev. Skammeligt fordi det er okkupationsmagtens sprog. Skammeligt fordi det vidner om vesteuropæisk medløberi.

Kyiv er europæisk, ikke asiatisk, men Kyiv virker indtil videre for fremmedartet. Også europæerne har fået deres sprog og kritiske sans ødelagt af 400 års russisk pres på Ukraine, landet hvor Vesten holder op.

Ukraine er et af Europas delte lande, ikke atomiseret som Balkan, men netop delt. Den uafhængige stat er kun otte år gammel, og den kender ikke sig selv. Civilisationens bøger har været lukket eller gemt væk for længe. Ukrainsk historie, ukrainsk tale og ukrainsk kultur måtte ikke eksistere.

Katarina, den tyskfødte imperiebygger i Moskva, foragtede "lillerusserne" i vest. Peter den Store opførte sin nye hovedstad ved Nevaens udløb i Finske Bugt på ukrainske livegnes benrader. Han ville åbne Ruslands vindue til Vesten, men lukkede i stedet Ukraines allerede vidt åbne dør.

Fem millioner ukrainere omkom under de af kommunisterne iscenesatte hungerkatastrofer i 1920erne og 30erne. Snesevis af andre millioner forsvandt i de foregående århundreder, i sibirisk eller centralasiatisk forvisning, i tsarmagtens fængsler og lejre.

I glemmebogen
Slaget, konstaterer Mykola Khomenko, professor i historie ved Kijevs Universitet, var bevidst rettet mod intelligentsiaen. Ukrainerne skulle glemme, at de var ukrainere.

En statshistorie, som tog sin begyndelse samtidig med Karl den Stores frankiske imperium i det ottende og niende århundrede, skulle bringes til ophør. Et folk, der blev kristnet samtidig med danerne, og som Jaroslav den Vise derpå førte ind i Europas kulturstrøm, skulle udslettes.

Så sent som i det 16. århundrede var rektoren ved det berømte universitet i Bologna ukrainer. Juriy Kotermak underviste først Kopernikus i Polen. Senere flyttede han til Norditalien, hvor man kendte ham som Giorgio da Leopoldi, med andre ord Georg fra Lviv, fra tyskernes Lemberg eller Löwenberg.

»Selvfølgelig har mellem 300 og 400 års russificering sat sine dybe spor,« siger professor Khomenko. »Ukraine var et højt udviklet land i det 16. århundrede. Uden det russiske styre burde vi have været på linie med Finland, som formåede at rive sig løs af imperiet. Vi ville formentlig have haft vestlige værdier og en vestlig kultur.«

Russisk tale
Ukraine har 52 millioner indbyggere. Tre fjerdedele af denne menneskemasse er ukrainere - men kun 30 procent har ukrainsk som omgangssprog. I Kijevs vintersølede gader taler flertallet russisk.

Nationalfølelsen er stærkest i den vestlige del af landet, men præger også eliten i Kijev. Mod nord, mod øst og mod syd har folk svært ved at forklare, om de er ukrainere, russere eller begge dele.

Mange steder er russerne i overtal, og selv ukrainerne føler sig ofte som russere. De fleste stiller sig afvisende til Vesten med dens krav om effektivitet, præcision og hårdt fysisk eller åndeligt arbejde. Her skrider privatiseringen kun langsomt frem. Korruption og slendrian sinker den økonomiske udvikling. Bitterhed og forvirring præger menneskene. Også demokratiet har slette kår.

Forholdet mellem Kijev og Moskva er anstrengt. Ukraines præsident, Leonid Kuchma, forsøger at skabe en holdbar stat. I Moskva ved man, at såfremt det lykkes, vil bestræbelserne på at genrejse det russiske imperium lide et sidste og udslettende nederlag. Vesten holder sig alt for beskedent. Demokratisk og europæisk sindede kræfter får ikke den støtte, de fortjener.

Ukraine er i splid med sig selv. Et blodbad som i det tidligere Jugoslavien anses for udelukket. Ukrainere, russere, polakker og andre folkegrupper omgås hinanden fredeligt og sågar venskabeligt, mener Stanislav Jezhov, en ung, russisk talende politolog.

»Den demokratiske og europæiske holdning afhænger ikke af, om man er russer eller ukrainer,« forklarer han. »Den har at gøre med kultur. Jeg er russer og ukrainsk statsborger, og jeg føler mig desuden som demokrat og europæer.«

Ukraine vil være både Øst og Vest. Her hører Europa op. Ingen tvivl om det.

Møde med Halfdan
I Hagia Sofia, den Hellige Visdoms Kirke, som osmannerne senere indrettede til moské, og som Kemal Atatürk derpå gjorde til museum, mødte vi en landsmand. Halfdan hed han, og han skar sit navn i den bløde, hvide marmor oppe under kuplen for et tusind år siden.

Vi ved intet om denne Halfdan udover, at han hed Halfdan. Han kan have været købmand eller som andre nordboer soldat i den kejserlige livgarde. Med god grund må vi tro, at han kom ned fra Østersøkysten og fortsatte ad Dnjepr, ukrainernes Dnipro, til kristenhedens dengang vigtigste og største by, som han kaldte Mikkelgård. I så fald har han utvivlsomt gjort ophold i det senere Kijev, der dengang var en nordisk forpost mod østen og syden, og som efter 882 udgjorde en regional stormagt forestået af en viking ved navn Oleh af Novgorod.

Af dette urgamle Kijev eksisterer intet. Krige, brande og naturens katastrofer har taget alt. Politiske fanatikere forsøgte det umulige - at tage mindet.

»Historien er der,« siger professor Khomenko. Man kan undertrykke den eller skrive den om, men der bliver ved med at være dér.«

Identiteten
En nation og en stat er under opbygning.

»Jeg mærker, at jeg i stigende grad bliver min identitet som ukrainer bevidst,« siger Khomenkos hustru, Ludmyla »Som nation er ukrainerne ældre end russerne,« fastslår professor Khomenko. »Vi er samtidig med de øvrige europæiske folk. Vi kan ikke hævde - og hævder ikke - at vi er vesteuropæere. Men vi er europæere, bønder, som de øvrige europæere, ikke et rytterfolk som russerne, der er halvt asiatiske, halvt europæiske.«

Fra det 14. til det 16. århundrede var Ukraine udsat for en kraftig polsk-vesteuropæisk påvirkning. Et første ødelæggende slag mod det vestligt orienterede Ukraine var Brest-Litovsk-unionen af 1596, som delte de troende i ortodokse under patriarkatet i Moskva og unierede eller uniater, som nok fulgte den ortodokse ritus, men anså paven i Rom for deres religiøse overhovede.

Ved det 17. århundredeSudgang sætter katastrofen ind med fuld kraft. Polens forsvinden betyder, at også Ukraine forsvinder. Med undtagelse af de habsburgske besiddelser i Galizien åbnes landet for russisk styre og masseindvandring.

Stalins terror
Den kommunistiske revolution i Rusland bedrer ikke Ukraines kår. Snarere tværtimod. Vestlige intellektuelle vender det døve øre og det blinde øje til sovjetdiktatoren Josef Stalins terror i Ukraine.

Da den fejrede irsk-engelske forfatter Bernard Shaw krydser den polsk-sovjetiske grænse, kaster han sine fra London medbragte madvarer ud af togvinduet. Han er nu ankommet, tror han, til det kommunistiske paradis, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov. I den velforsynede salonvogn, som kommunisterne har stillet til hans rådighed, går det aldrig op for ham, at han kører gennem et land, hvor millioner sulter ihjel.

Ukrainske nationalister kæmper sammen med tyske tropper under Anden Verdenskrig som andre folkeslag - blandt dem albanere, baltere, kroater og slovaker - ikke fordi de elsker nazisterne, men fordi de føler sig undertrykt.

»Der var en ukrainsk historie, en ukrainsk kultur og en ukrainsk kirke, men det blev skjult for os,« siger Ludmyla Khomenka. »Vi skulle miste vor ukrainske bevidsthed.«

Hun underviser og forsker i russisk på Sprogvidenskabernes Institut. Samtidig forsøger hun at finde sine rødder. Bøgerne er atter ved at blive åbnet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten