Sitemap | Avanceret søgning |

Et liv på loftet

I 57 år skjulte Stjepan Korvaltjuk sig af frygt - først for nazisterne, dernæst for kommunisterne. I september i år, ti dage efter sin søsters død, vendte han tilbage til et normalt liv. Så normalt som det kan være i en glemt og forarmet ukrainsk landsby.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 26-11-1999

Monchintsi


57 ÅR I SKJUL
Stjepan Korvaltjuk i døren til det hus, hvor han skjulte sig på loftet i 57 år

Ulykkerne har det med at skylle ind over Ukraine.

Århundredet indledes med Første Verdenskrig, fulgt af borgerkrig mellem ukrainske nationalister og russere, røde og hvide gardister, tyskere og polakker.

I tyverne og trediverne omkommer fem millioner mennesker i en bølge af hungerkatastrofer, som kommunisterne organiserer i den hensigt at kue deres modstandere og forvandle bønderne til lydige proletarer.

Så indtræffer Anden Verdenskrig med massedød og massive ødelæggelser.

I 1944 vender kommunisterne tilbage. Nye millioner forvises til Sibirien, forsvinder i regimets arbejdslejre eller får nakkeskuddet. I denne heksekeddel af vold og katastrofe er Stjepan Korvaltjuk, som han selv siger, da vi møder ham i hans landsby nord for Hmelnicki, en lille mand.

Han var også en bange mand, der i 57 år levede under jorden af frygt først for nazisterne, dernæst for kommunisterne.

Søsterens død
18. september 1999 vendte han tilbage til overfladen - for at deltage i højtideligholdelsen af mindet om sin søster, der var død 10 dage tidligere. Hun var den eneste, som med sikkerhed vidste, at Stjepan Korvaltjuk levede.

Han virker slidt ind til benet, da vi efter to dages søgen finder ham i en hytte så forfærdelig, at det i Danmark formentlig ville være forbudt at holde høns i den.

Korvaltjuk er mager og grå. Hår og skæg stritter i alle retninger. Hænderne er knortede og sårede. Begyndende blindhed har lukket det ene øje. Også hans hørelse er stærkt nedbragt. Korvaltjuk er klædt i snavsede, stinkende laser. Men han byder venligt indenfor, og han fortæller med både fasthed og temperament om det liv, han tilbragte på loftet over hytten, beskyttet af sin 10 år ældre søster, Milanka.

»Folk er bange for mig nu,« siger han. »De forstår ikke, at jeg kunne leve skjult så længe. De spørger, hvad jeg foretog mig, men jeg havde mit at gøre. Milanka var syerske, og jeg hjalp hende. Hun var også kirkeværge, så jeg passede kirkens regnskaber for hende.«

Det tyske angreb
Korvaltjuks rejse i det underjordiske begynder i 1942, da Nazi-Tysklands tropper rykker ind i Monchintsi og enten myrder eller udskriver landsbyens mænd til tvangsarbejde i Tyskland. Over alt er der død og ødelæggelse. Ligene af de henrettede ligger i stabler foran klostret i det nærliggende Potjajev.

Stjepan og andre halvvoksne drenge flygter ud i skovene, hvor de lever af bær og dyr, som de fanger med de bare næver eller i primitive fælder.

Tid efter anden, fortrinsvis om natten, besøger han sin moder og søster - faderen er for længst død - men at vende tilbage til Monchintsi og at give sig til kende overfor tyskerne er udelukket.

Spørger naboer eller venner efter ham, svarer familien blot, at Stjepan som så mange andre er forsvundet i krigens tummel.

Et forlydende vil vide, at den altid religiøse knægt er blevet munk i Potjajev-klostret. Andre hævder, at han har sluttet sig til partisanerne. Atter andre forestiller sig, at han er trådt ind i ukrainernes egen modstandsbevægelse, som bekæmpede kommunisterne til langt ind i halvtredserne.

Sådanne forklaringer og bortforklaringer omgiver ham, da den Røde Hær dukker op i vinteren 1943-44 og indkalder kanonføde til sit videre stormløb mod Berlin.

Stjepan Korvaltjuk anses for desertør og er som sådan et sikkert offer for kommunisternes raseri, om han skulle blive pågrebet. Foreløbig opholder han sig ude i skoven, men i foråret 1944 flytter han ind på sit loft. I de følgende mange år forlader han kun dette skjul to gange. Første gang er i 1972, da han i den dybeste nat følger sin moders lig ud igennem hyttens dør, men selvsagt undlader at deltage i hendes begravelse. I 1984 kører han, ledsaget af sin søster og dækket af nattemørket, til skrifte i Potjajev.

Det er første gang i sit liv, at han ser en bus. I sin forvirring over den automatisk fungerende dør er han lige ved at røbe sig.

Glemt landsby
Monchintsi er en af disse landsbyer, næppe meget mere end et halvt hundrede træhuse, der ligger ensomme og glemte i et fladt landskab, som rækker fra Centraleuropa til Det Japanske Hav. Dette er Tjekhovs og Tolstojs og Turgenjevs uendelige steppe. Jorden er rig, fattigdommen hjerteskærende og folk mistænksomme. Tilstandene kan virke dyriske snarere end menneskelige.

I lange tider troede bønderne i Monchintsi, at syersken Milankas hytte var forhekset. Tid efter anden bemærkede man et lysskær fra en luge under stråtaget. Andre hørte lyde fra loftet, når de besøgte syersken.

»Det er katten,« sagde Milanka altid.

Intet at lave
Vi når første gang frem lige efter mørkets frembrud. Trods vedvarende banken på den lave trædør giver Korvaltjuk sig ikke til kende. I Monchintsi står man ikke blot op med hønsene. Man går også i seng med dem.


VENTER
Stjepan Korvaltjuk: "Min familie og mine venner levede i det åbne og døde. Jeg levede skjult og lever stadig. Nu venter jeg på døden."

Der er intet at lave om aftenen, ingen aviser, ingen bøger - mange kan end ikke læse - og har knap nok en radio. Det kniber med elektricitet, og den sparsomme varme leveres af en enkelt brændeovn.

Det fremmedartede, forstår vi endnu engang, behøver man ikke at opsøge i Thailand eller Florida. Det findes lige udenfor vor egen dørtærskel, i lande, der er meget nær ved at være nabolande.

Næste morgen virker Monchintsi livløs, begravet i sne, dybfrossen. Men Korvaltjuk er på benene, stavrende af ælde, krummet af gigt, ildelugtende, fuldstændig klar oppe i hovedet.

»Hvor kommer I fra,« spørger han?

»Fra Danmark. Vi er danskere.«

»Jeg har hørt det navn,« siger han. »Hvor ligger Danmark?«

Han har en forstue, et alrum og et snævert sideværelse med en seng, tømret sammen af rå planker. I et hjørne står Milankas nu uvirksomme symaskine. Der er et bord med et brød og rynkede, gule æbler, tre eller fire pindestole og to bænke. Oppe under loftet hænger en halv snes ikoner - jomfruen med sit barn, Kristus, de vigtigste helgener. Gulvet består af rå cement.

Det er alt. Den nye ukrainske stat har lovet ham en pension, men den er aldrig ankommet, siger Korvaltjuk. Han har fået et pas, men har ikke råd til at tage bussen ind til Krasiliv, en halvstor flække, hvor der er et par butikker, en bankfilial, en lukket biograf og en statue af Lenin.

Korvaltjuk er fattig, måske landsbyens fattigste, men troende. Da jeg spørger ham, hvad han mener, at han fået ud af sit liv, svarer han en kende skarpt, at den slags beskæftiger han sig ikke med.

»Jeg har levet det liv, Gud gav mig. Det må være nok,« siger han på en blanding af russisk og ukrainsk.

Undgik krigstjeneste
Under samtalen opstår en strid mellem Korvaltjuk og den mand, der fører os til ham. Korvaltjuk hævder med bestemthed, at han er født i 1923, og at han følgelig var 18 år, da tyskerne rykkede frem. Vor ledsager mener, at han kun var 14 år. Ordvekslingen er vigtig, for i den kan ligge et svar på, om Korvaltjuk - som han selv siger - unddrog sig sovjetisk militærtjeneste allerede i 1941 og således gemte sig to gange for kommunisterne.

Fædrelandskrigen
Han skammer sig over, tilføjer han, at han undveg krigens farer, mens russiske og ukrainske kvinder gav deres mænd og sønner til det, der på russisk hold, men ikke i Ukraine, fremstilles som Den Store Fædrelandskrig.

Da han viste sig i landsbyen ved højtideligholdelsen af Milankas minde i september, var hans første ord: »Skyd mig, jeg er en desertør.«

Sikkert og vist er, at Korvaltjuk i 1944-45 var moden til tjeneste i den Røde Hær, og at han gemte sig.

»Vi havde mange døde i vor landsby,« forklarer han. »Jeg var fattig og vidste ikke, hvad der foregik. Jeg var bange for at blive skudt som desertør. Gud skjulte mig.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten