Sitemap | Avanceret søgning |

Løvebyen i det østlige Vesten

Explorer-holdet er nået til ukrainernes Lviv, russernes og polakkernes Lvov og tyskernes Lemberg, en omstridt kulturby, der skulle gøres til en asiatisk forpost, men som nu genfinder sine europæiske rødder.

Af PER NYHOLM & CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 23-11-1999

Lviv


SPORVOGNE
Byens atmosfære er vestlig, ikke asiatisk som længere tilbage i Ukraine

Slud og regn vælter ned over Lviv, da vi med timers forsinkelse, fremkaldt af dårligt vejr, dårlige veje og Ukraines altid emsige politi, kører ind i en af Centraleuropas fornemste, men også forsømte kulturbyer.

I løbet af natten falder temperaturen yderligere, og regnbygerne bliver til sne.

Ud på formiddagen sejler enorme skyer af sne igennem Lviv. Trafikken kryber af sted på de glatte, brolagte gader. Operahuset, byens stolthed, som aftenen før spejlede sig i vand, er nu forsvundet i snefog. På Svobody Boulevarden stamper folk af sted. Træerne inde på midteraksen står som sorte skygger i alt det hvide.

Atmosfæren er vestlig og svagt vemodig, ikke asiatisk som længere tilbage i Ukraine. Parker, pladser og facader, selv løngangene, der rækker fra gård til gård, leder tanken hen på stille byer som Krakau, Bratislava og Wiens indre.

Operaen
Operaen er en overdådighed af marmor og krystal, korintiske søjler og allegoriske figurer, kronet af en irgrøn engel, der løfter sin gyldne palmegren op mod vinterhimlen. Ugen igennem spilles det traditionelle repertoire:

Carmen, Traviata og Tosca.

Næste premiere er Verdis Requiem, viet til mindet om de millioner af ukrainere, som kommunistiske galninge, forestået af Josef Stalin i Moskva, lod sulte ihjel under tyvernes og tredivernes statsstyrede hungerkatastrofer - eller forviste til Sibiriens arbejdslejre, hvorfra de aldrig vendte hjem.


OPERAHUSET
Her har den ukrainske nationalisme sin højborg: operahuset i Lviv

Bitterheden i det vestlige Ukraine over 50 års tvangs-russificering er stor. Her har den ukrainske nationalisme sine rødder og sin højborg. Her leveres hovedparten af de stemmer, der holder præsident Leonid Kuchma ved magten i Kijev. Her trives de unierede, som nok er ortodokse, men afviser patriarken i Moskva. Deres religiøse overhovede er paven i Rom. Over alt findes kors og Maria-billeder - ved vejkryds, i landsbyer, i butikker og privathjem.

Midt på Svobody Boulevarden, tidligere kendt som Lenin Prospektet, knejser monumentet for Taras Sjevtsjenko, som af næsten alle anses for den ukrainske nations fader. Sjevtsjenko fødtes som livegen i 1814 og pådrog sig tsarmagtens raseri med sine digte, herunder strofen om "Moskvas gift fra Moskvas bæger".

Længere fremme står den polske nationaldigter Adam Mickiewicz (født 1798) i heroisk-romantisk positur på baggrund af en klassisk søjle.

I sneen foran begge mindesmærker ligger friske blomster - blå og gule for Sjevtsjenko, røde og hvide for Mickiewicz.

De intellektuelle
Her levede jødiske, ukrainske og tyske intellektuelle som Martin Buber, Ivan Franko og Leopold von Sacher-Masoch, barnebarn af byens politimester og opfinder så at sige af masochismen.

Endnu en vigtig skikkelse var lederen af byens Jødiske Kvindeforbund, Bertha Pappenheim, kendt som hovedfiguren Anna O. i Sigmund Freuds og Josef Breuers nu godt 100 år gamle analyse af det kvindelige seksualhysteri, selve optakten til psykoanalysen.

Pappenheim færdedes på Svobody Boulevarden, dengang opkaldt efter Galiziens tidligere statholder, ærkehertug Karl Ludwig. Ved sin afrejse i 1855 efterlod habsburgeren en velordnet scene, hvis kulisser står til denne dag. Lviv rummer sin elendighed, ingen tvivl om det. Man stilles overfor hjerteskærende scener i form af småbørn og krøblinge, som tigger om en almisse. Men der spores også en begyndende soliditet. Ukraine styrer mod bankerotten, hævder de kloge. Måske. Her i det østligste Vesten, hvor der er alle de varer, penge kan købe, får man sin tvivl.

Handelsvejen
Lvivs historie går tilbage til det 13. århundrede, da Danylo Galytzky, fyrsten af Galizien og Volhynien, anlægger et fort for Karpaternes fod, dér hvor handelsvejen mellem Østersøen og Sortehavet skærer handelsvejen mellem Rusland og Vesteuropa.

Fortet, anbragt på en bakkekam med udsigt over det omliggende land, skænker han sin søn Lev. Heraf ukrainernes Lviv, russernes og polakkernes Lvov samt tyskernes og østrigernes Lemberg, der også får navnet Löwenberg.

Lviv er Løvebjerget, Løvebyen og Galiziens løve.

Rovdyret indgår i byens våbenskjold. To forvitrede sandstensløver holder vagt foran byens rådhus. De omliggende huse, bygget i barok og renæssance, fortæller, at her boede europæiske købmænd, europæiske kunstnere og europæisk adel.

Blandt dem, der flyttede til Lviv eller Lvov, var Franz Xaver Mozart, også kendt som "Lemberg-Mozart".

Musikgeniets søn tilbragte knap 30 år her som komponist, dirigent og spillelærer. I 1816 satte han ud på den besværlige og halvfarlige rejse til København, hvor hans moder, Constance, boede i Vingaardsstræde med ægtemand nummer to, overcensor Georg Nissen.

Lad det høre til denne fortællings detaljer, at Franz Xaver som barn blev malet sammen med sin ældre broder, Karl Thomas ("Milano-Mozart"), af den danske maler Hans Hansen, der i det mozartske hjem i Wien fandt sin senere hustru, Henriette. Med hende fik han sønnen Constantin Hansen, opkaldt efter gudmoderen Constance og kendt for Frederiksborgmuseets storslåede billede af den Grundlovgivende Forsamling

Dansk forbindelse
Mellem byens skrækindjagende fængsel og den såkaldt Gamle Israelitiske Kirkegård finder vi et håndgribeligt minde om forbindelserne mellem Danmark og en by, der siden gled de fleste danskere af minde. Theophilus Hansens Invalidehospital, opført i 1860erne og siden omdannet til byens fødselsanstalt, er til denne dag et imponerende og for den indvandrede danske arkitekt typisk bygningsværk med sine forsiringer, gavltakker og murbånd, alt under en byzantinsk inspireret kuppel, som dengang må have været synlig hen over den halve by.

I det 14. Århundrede falder Levs fort til Polens kong Kazimierz, og helt frem til den polske stats undergang er Lviv med omliggende land polsk, hjemsted for polske magnatfamilier, tyske købmænd og en hastigt voksende jødisk befolkning. Der er også armenere og ruthenere, grækere og ungarere, kosakker og russere, ja hele det brogede og rige liv, som er så rigtig europæisk og især centraleuropæisk.

I 1772 lægges Galizien ind under kejsermagten i Wien, og i de følgende knap 150 år er Lviv, nu Lemberg, hovedstad i Galizien og det frit i luften svævende habsburgske kongedømme Lodomerien. Efter 1867 sidder en galizisk Landdag i Lviv. Det officielle sprog er hverken tysk, ukrainsk eller russisk, men polsk.

Nok forsøger de skiftende kejsere i Wien at optræde oplyste og frisindede, hvilket især jøderne har gavn af, men det står ikke til at nægte, at de fortrænger ukrainerne til samfundets yderste udkant. De lever i den yderste fattigdom som bønder og livegne. Deres sprog opfattes som en ondartet russisk dialekt.

Undergangen
Af samme grund anser slaverne ikke det habsburgske styres undergang i 1918 som den katastrofe, det siden skulle vise sig at være. Tværtimod bliver der for første gang plads til oprettelsen af en selvstændig Vestukrainsk eller Ruthensk Republik.

Den har intet ønske om at bryde båndene til Vesten. Lviv eller Lvov uden Europa er utænkelig.

Men republikken får ikke lov til at leve.

Det genskabte Polens hære gør en hurtig og brat ende på ukrainernes selvstændighed, hvorpå de rykker så langt frem mod øst, at man dengang kunne sige, at kun et kanonskud lå mellem polakkernes forreste linje og det kommunistiske Ruslands forsvarsværker udenfor Kyiv, russernes Kijev.

Polakkerne skulle forblive i Galizien og dermed i Lviv til Anden Verdenskrigs udbrud. Derefter var byen i to år besat af sovjetiske soldater, som udsatte det kulturbærende borgerskab for kommunismens særlige opmærksomhed. Fra 1941 til 1944 herskede tyskerne påny. I byens ghetto omkom langt over 100.000 jøder.

Andre 350.000 mennesker forsvandt i nazismens udryddelseslejre.

I 1944 vendte russerne tilbage og ukrainernes martyrium fortsatte, nu i kommunisternes Gulag. Lviv, den europæiske kulturby, forvandledes til en asiatisk forpost og gled ud af det altid glemsomme Vestens bevidsthed. Dens næste opgave bliver at genfinde sine europæiske rødder.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten