En kulturby vender hjem

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 23-11-1999

Tjernivtsi

En kulturby vender hjem (1)
Brolagte gader, kejsergule huse, krinkelkroge og kaffestuer: Ukrainernes Tjernivtsi, habsburgernes Czernowitz

Vi kører gennem et land, der er sort af væde. Ukraine, sagde man på vore bedsteforældres tid, kan brødføde det halve Europa.

I dag ligger jorden ubrugt hen, ødelagt af kommunismens misbrug, af en umenneskelig og unaturlig kollektivisering, som kostede millioner livet og forvandlede bønderne til proletarer.

Jorden er forgiftet, dette land, om hvilket digteren Mikhailo Kozjubinski skrev disse uforglemmelige, men også bitre linjer: »For den rige smykker du dig med al din skønhed. Den rige føder og klæder du. Den fattige giver du kun en grav.«

Vi nærmer os Tjernivtsi midt på aftenen. Mørke og tåge gør de sidste et hundrede kilometer fra den moldavisk-ukrainske grænse til et mareridt. Vi drager et lettelsens suk, da ekspeditionsvognen passerer floden Prut og kører ind i byens i øvrigt sparsomme lys.

BRYLLUPSFESTEN
Kysset skal vare sangen ud - veninderne giver sig god tid.

Tjernivtsi er en længe næret ambition, en af de vigtigste stationer på JP Explorers færd gennem det, vi kalder for Yderste Habsburg. Her vil vi møde et Europa, som gik under i Første Verdenskrigs rædsler og nu langsomt genskaber sin oprindelige kultur i takt med, at den kommunistiske katastrofes tidevand trækker sig tilbage.

Tjernivtsi med sine brolagte gader og kejsergule huse, med sine krinkelkroge og buegange, med sine kaffestuer og sin litterære arv, med sine mange og forskellige gudshuse - ortodokse, evangeliske, armenske og jødiske - er en europæisk kulturhovedstad, forsømt ud i det forfærdende og glemt af det Vesteuropa, der ustandseligt fejrer sig selv, men europæisk ikke desto mindre.

En god indsats
Her kunne de rige demokratier gøre en indsats - og ikke blot i Tjernivtsi, men i Lviv, i Ivano-Frankivsk og andre vestukrainske stæder, hvor den europæiske tanke slet ikke er så fjern.

Ukrainernes Tjernivtsi er tyskernes og østrigernes Czernowitz, russernes Tjernovtsi og rumænernes Cernauti.

Vi diskuterer lidt, hvad vi skal kalde denne mangekulturelle by. Vi er fristet af Czernowitz, men ender ved det formelt korrekte Tjernivtsi. Byen er ved århundredets udgang i overvejende grad ukrainsk og tilhører uomtvisteligt Ukraine, men blandt dens 300.000 indbyggere er mange født under Østrigs sidste kejser og opvokset under den rumænske konge. Siden har de levet under den nazityske fører Adolf Hitler, dernæst under syv sovjetiske diktatorer, begyndende med Josef Stalin og afsluttende med Mikhail Gorbatjov.

Først med det kommunistiske imperiums opløsning i 1991 begynder det europæiske Tjernovtsi på ny at slå rødder, dennegang i det selvstændige Ukraine.

Bøgetræernes land
Fra 1775 til 1918 styres Bukovina - Bøgetræernes Land - fra Wien. Habsburgernes guvernør eller vicekonge residerer i Czernowitz og står sædvanligvis for det kulturelle og religiøse frisind, som kendetegnede kejserriget fra Norditalien til Sarajevo og videre til Polen og Ukraine.

En kulturby vender hjem (2)
Gadebillede fra Chernivtsi

Her blandedes alle tænkelige slaviske og latinske folk. Jøder, ungarere, tyskere, armenere, grækere og tyrkere indgik ubesværet i den nationale mangfoldighed.

De fleste talte to eller tre sprog og mestrede to alfabeter, det kyrilliske og det latinske.

Bykernens mange palæer og borgerhuse viser, at alle havde udbytte af det blandede selskab.

Jøderne er et kapitel for sig: flertalles udgjordes af de såkaldt orientalske jøder, sephardierne, som flygtede fra Spanien i det 15. og 16. århundrede og fandt ly hos den dengang herskende tyrkiske sultan. De skulle senere - under habsburgerne - etablere sig dels som agtede fabriksejere og intellektuelle, hvis sprog var kejsertysk, dels som rabbier og småhandlende, de såkaldte kaftanjøder, der talte jiddisch, og hvis efterkommere skulle udvikle sig til ofte ekstreme zionister.

Til Israel og USA
Af over 50.000 jøder ved Anden Verdenskrigs udbrud overlevede færre end 6.000, af hvilke mange fortsatte til Israel eller USA.

I det habsburgske Czernowitz fandtes 27 synagoger. I det slaviske Tjernivtsi resterer en enkelt. Således fortsatte og fuldbyrdede kommunisterne det ødelæggelsesarbejde, som nazisterne havde påbegyndt. Af det jødiske Czernowitz eksisterer om muligt endnu mindre end det habsburgske.

Hæslige forstæder
Forstæderne er som over alt i det nedlagte imperium hæslige. Det konstaterer vi under indkørslen. Men bykernen er centraleuropæisk. Sirlige facader med karyatider og Fortuna-figurer taler deres umisforståelige habsburgske sprog.

Her voksede en af den europæiske kulturs store generationer op. Carl Emil Franzos, Paul Celan, Rose Ausländer, Josef Burg, Alfred Kittner, Immanuel Weissglas og Gregor von Rezzori har alle præget litteraturen i indeværende århundrede. Flere af dem blev uddannet på byens tyske gymnasium. I hvert tilfælde Celan og von Rezzori læses stadig.

Det er kun et halvandet år siden, at Carsten Ingemann og jeg havde en aftale med von Rezzori i hans toskanske renæssancetårn. Da vi ved ankomsten til Firenze ville bekræfte næste dags aftale, fik vi at vide af hans nevø, at den gamle herre netop var blevet kørt til hospitalet, hvor han døde kort efter.

Som et teater
Paul Celan så familie, venner og bekendte forsvinde i nazisternes udryddelseslejre. Han begik selvmord i Paris i 1970. Datoen er ukendt. Liget blev fundet i Seinen 1. maj.

En kulturby vender hjem (3)
Afstemning i Chernivtsi i Ukraine

Den sidste af de tysk-jødiske forfattere skal stadig være i live ude i byen. På et bånd hører vi Josef Stück tale om sin ungdom og manddom i Czernowitz, Cernauti, Tjernovtsi og Tjernivtsi. Han er nu en meget gammel mand, nær de 100 år.

»Czernowitz ligger hen som et teater,« siger han med rystende stemme. »Kulisserne fra den habsburgske tid findes stadig, men skuespillerne er skiftet ud.«

Invitation til bryllup
Stück mener, at byen har mistet sin mangesidede og frisindede karakter. Dens kosmopolitiske borgerskab er blevet skiftet ud med ukrainere, som oftest tidligere bønder eller børn af bønder, der ikke fatter bykulturen.

Vi bor i nærheden af Olha Kobylyanska-gaden, opkaldt efter endnu en forfatter, men denne gang på den slaviske side. Her møder vi et bryllupstog, der gæstfrit inviterer os ind på en restaurant. Bordene bugner med mad - der er stegte og bagte fisk fra Prut og alle Østeuropas udgaver af okse- og svinekød. Store fade bugner med agurker, gulerødder og tomater. Fra andre fade serveres russisk salat og italiensk salat. Der er skåle med kaviar og opsatser med allehånde kager. Over alt er der flasker og karafler med Krims søde champagne, øl, vin, cognac, vodka og vand.

Skål for danskerne
Der drikkes voldsomt og udbringes skåler for såvel brudeparret som danskerne, der ville støde alle, om de prøvede på at gå igen. Et orkester spiller op. De nygifte, rumænerinden Tanja og russeren Kolja, sidder til højbords og må rejse sig og kysse hinanden, mens brudens veninder synger for hende. Kysset skal vare sangen ud - og pigerne giver sig god tid.

Til sidst må vi gøre vore værter klart, at vi er i Tjernivtsi for at arbejde, ikke for at feste, og at vor tid er knap. De lader os slippe mod vort højtidelige løfte om, at vi vil opsøge dem hjemme næste dag ved frokosttid. Som lovet så gjort, men deres hus er tomt. En nabo fortæller os, at de alle draget ud til andendagsgilde.

Trafikken ude i byen er selvsagt russisk - alderstegne russiske Volgaer sejler majestætisk gennem gaderne, men de smukke, blanke chaussé-sten kan meget vel være lagt af østrigerne. Rådhuset står i fornem, dueblå nyklassicisme. Over guldkuglen på toppen af tårnuret vajer Ukraines blå og gule fane. Ligesom på Kohlmarkt og Graben i Wien udstiller konditorierne deres sortiment af chokolader, flødekager og tørre kager.

Universitetet, bygget under østrigerne i solide, røde teglsten, har et anstrøg af den orientalisme, som bl.a. Theophil von Hansen, den fra Danmark indvandrede arkitekt, holdt så meget af.

Karl Emil Franzos rejste før Første Verdenskrig med tog fra Krakow i det nuværende Polen over Lviv - russernes Lvov og tyskernes Lemberg - gennem Galizien til sin hjemby. Han beskriver landet som en halvasiatisk kulturørken, samlet om oasen Czernowitz. Jernbanen forbandt Czernowitz ikke blot med Bukarest og Warszawa, men med Wien, Berlin og Paris.

Rodløse og ensomme
Først med Jerntæppet og den Kolde Krig trængte den halvasiatiske kulturørken ind i byen. I Vesten valgte man at glemme Bukovina. Celan klagede over, at han og de øvrige Czernowitz-digtere blev opfattet som rodløse og ensomme steppeulve.

Tjernivtsi eller Cernowitz eller måske begge dele? Chaufføren i vor taxi tilbage fra universitetet til det afskyelige Hotel Kiew, engang en af byens bedste adresser under navnet Imperial, tygger på spørgsmålet.

»Jeg er loyal ukrainsk statsborger,« siger han. »Min fader var rumæner og min moder polak Jeg er ægte bukoviner og ægte europæer.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten