Sitemap | Avanceret søgning |

En tragedie uden ende

Moldavien, lidt mindre end Danmark, driver rundt som et stykke kommunistisk vraggods. Alt er for nedadgående, selv levealderen. Paradoksalt nok byder hovedstaden alligevel på de dyreste modevarer.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 21-11-1999

Balti, Moldavien


En tragedie uden ende (1)

At rejse i Moldavien er som at rejse i en tragedie uden ende.

Der følger det ene skændige optrin efter det andet, det ene billede efter det andet af menneskelig ydmygelse, af en fattigdom uden lige i Europa. Moldavien er kontinentets gemte, glemte og frygteligt forsømte land.

Måske er dets problem, at den krig, der førte til landets faktiske deling i 1991, var så kort, at ingen i Vesten nåede at lægge mærke til den. Politikerne og diplomaterne havde rigeligt at gøre på Balkan. Det fredsindustrielle kompleks udeblev. Moldavien var hverken Albanien eller Bosnien, men en ukendt sovjetiske besiddelse, klemt inde mellem Ukraine og Rumænien. Moldavien kunne end ikke som Estland, Letland og Litauen hævde at have været selvstændig stat. En arrogant omverden opfattede Moldavien - i det omfang den overhovedet havde øje for landet mellem floderne Prut og Djnester - som en provins uden national substans, uden historie, ja uden rettigheder.

Lebed i hovedrolle
Efter Sovjetunionens opløsning havde magthaverne i Kreml om muligt sværere ved at slippe Moldavien end de baltiske stater. Den 14. russiske hær, anført af general Aleksandr Lebed, forskansede sig på Djnesters venstre bred, hvor de indrettede deres eget lille tyranni, dækkende lige knap 700.000 mennesker og kendt som den Transdjnestneriske Republik med hovedsæde i Tiraspol.

Der fulgte et væbnet opgør, som kostede omkring et tusind mennesker livet og kastede den nyligt skabte stat ud i kaos, den aldrig siden har formået at frigøre sig af.

Konflikten kører stadig på det politiske plan. Russerne står bag det kommunistiske regime i Tiraspol. Den lovlige regering i Chisinau, ført af præsident Petru Lusinschi og hans skiftende statsministre, støttes halvhjertet af Rumænien og Ukraine. Begge lande regner formentlig med, at de før eller siden skal lukrere på Moldaviens bekostning.

Moldavien var en del af Rumænien frem til 1938, da nazisterne i Berlin og kommunisterne i Moskva delte Østeuropa imellem sig. Moldavien tilfaldt Sovjetunionen.

Ved det sovjetiske regimes sammenbrud i 1991 var fornemmelsen, at Moldavien ville vende hjem til Rumænien. At det skulle gå anderledes, påstår rumænske nationalister i både Bukarest og Chisinau, hænger sammen med, at de moldaviske ledere og deres bureaukrater hurtigt fik smag for magtens mange muligheder og svigtede det gamle fædreland.

Et splittet folk
Vanskelighederne uddybes af, at de fleste moldavere ikke anser sig for moldavere, men for rumænere, ukrainere eller russere. De to sidste follkegrupper dominerer på Djnesters venstre bred. Gagauserne, en kristelig-tyrkisk folkegruppe, som også findes i Bulgarien, Rumænien og Ukraine, har tilkæmpet sig et betydeligt selvstyre i den sydlige del af landet og har meget lidt til overs for regeringen i Chisinau.

To tredjedele af befolkningen taler en rumænsk dialekt, moldavisk, som er påvirket af russisk. Resten benytter sig i overvejende grad af russisk eller ukrainsk.

Det må anses for tvivlsomt, om der nogensinde kan skabes en levedygtig stat mellem Prut og Djnester.

Kvinder i gulvtæpper
Hovedstaden Chisinau kan give et overfladisk billede af velstand og sine steder af brutal rigdom, men billedet slås i stykker i samme øjeblik, man kører ud af byen. Allerede i forstæderne står uformelige kvinder, pakket ind i alt fra gulvtæpper til dynejakker, og faldbyder hjemmebrændt spiritus, hældt over på gamle plasticdunke.

Siden følger landsby på landsby uden elektricitet, uden rindende vand og uden en butik. Gader og veje forsvinder i mudder og snesjap. De fleste huse - næsten alle opført i træ og pyntet med traditionelle udskæringer - ligger hen i lammende kulde. Efter solnedgang hviler et skrækindjagende mørke over landet.

Uden for Balti i det nordlige Moldavien, på vejen til Ukraine, møder vi Hana. Hun står ved en brønd i vejkanten og forsøger at rense et fåreskind. Hun tilkaster os et bittert smil.

"Det er så hårdt", mumler hun. "Det er så forfærdelig hårdt. Vinteren er lige op over... Vi fryser, vi har ingen mad, ingen varme, ingen penge, intet."

Forhutlede, udslidte mennesker stavrer rundt i sølet med deres vandspande eller måske et brød. Der er næppe et helt hus eller en hel fabrik. I gamle dage aftog Sovjetunionen de fortrinlige moldaviske vine og andre landbrugsvarer. Det nye Rusland har ingen penge, og eksporten er gået i stå. Størsteparten af det endnu fungerende industriapparat kontrolleres af Tiraspol-styret.

Dyre modevarer
I Chisinau overværer vi et såkaldt modeshow: Gucci, Fendi, Cerruti med flere viser deres kreationer i et forbløffende elegant og rent supermarked. Let påklædte mannequiner svanser frem og tilbage på kattegangen, fulgt af det måbende publikum. En skindjakke koster 700 dollars eller næsten 5000 kr. Det svarer ganske nøje til, hvad en pensionist får i løbet af 21 år. Ekspeditricen, der skal sælge jakken, er russer og hedder Ala. Hun taler engelsk og tysk og tjener, hvad der svarer til 150 kr. om måneden.

"Jeg er færdig med dette land", konstaterer hun. "Jeg flytter til Tyskland. Min mand har allerede fået arbejde i Bochum".

Samme aften spiser vi, iført vore vinterfrakker, på en restaurant, som må være bygget til flere hundrede gæster. Vi er blevet anvist stedets eneste oplyste bord. Ude i mørket sidder seks eller syv skikkelser, som ikke mæler et ord og aldrig foretager en bestilling. Jeg har en fornemmelse af, at jeg befinder mig ombord på "Titanic", vel at mærke efter at den er gået ned.

Næste morgen bliver vi standset af politiet på den seks-sporede motorvej - russisk kvalitet - som går nord ud af Chisinau. Vi har overskredet hastighedsgrænsen på 40 km/t med næsten 100 procent. Bøden lyder på 36 lei eller knap 20 kr.

Faldende levealder
Indtil midten af halvfemserne holdt moldaverne så nogenlunde skindet på næserne, og i 1997 så det endog ud til, at økonomien var ved at rette sig.

Det totale sammenbrud fulgte året efter. Industri og landbrug gik tilbage med 11 procent. Moldaverne var pludselig fattigere end selv albanerne, bosnierne og serberne.

Mens Carsten Ingemann bakser Exploreren gennem det nordlige Moldaviens snefog, ser jeg i en statistik, at gennemsnitslevealderen for moldaviske mænd i de seneste 10 år er faldet fra 65.5 år til 62.9 år, og at økonomien er en tredjedel af, hvad den var i 1989.

Sådan er den pris, der skal betales for kommunismens stupiditet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten