Sitemap | Avanceret søgning |

Livet i deltaet

Det er en rå og diset dag på floden, som nu skal dø i Sortehavet, 3000 km fra sit fødested i det sydlige Tyskland.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 21-11-1999

Mila 23, Donaus delta

I Mila 23, en iskoldt fiskerleje i Donaus delta, nærmer Nicolae Siviziliu sig bredden med raske åreslag efter at have tilbragt de seneste seks timer ude på vandet.

Frokosttimen er inde. I bunden af hans båd, en rundbuget kane, spræller et halvt hundrede karper, brasen og aborrer - morgenens fangst, som senere på dagen vil indbringe ham, hvad der svarer til små 10 kroner på markedet i Tulcea, deltaets hovedby.

Hans lille, sorte hund, Niki, har allerede færten af ham og byder ham velkommen med en ophidset gøen inde på land. Støjen bringer hans hustru, Katarina, og sønnen Daniel ud af den stråtækte hytte, der er familiens hjem.

Omkring 300 familier eller lige godt 1000 mennesker bor i Mila 23, et udsted så fjernt og isoleret, at man som dansker har svært ved at fatte det.

Træhusene nydelige, men forsømte. Haverne virker velpassede. Der er et Magazin Mixt, som sælger sæbe, bajere, kiks og striktrøjer, en kakkelovnsfyret skole til børnene og en kaffestue - som snarere er en vodkastue - hvor fem mænd og en servitrice stirrer fortabt ind i et fjernsynsapparats dumheder.

Gæs og ænder vralter rundt på de stier, som forbinder husene og husene med det rumænske Donau-rederi Navroms skrammede ponton, hvor passagerbådene dukker op med samme mangel på præcision som fiskestimerne ude i vandet.

Livet er fattigt i dette delta, fattigt indtil benet. Især ved vintertide kniber det med forbindelserne til omverden. Så lever folkene i Mila 23 af deres fjerkræ, af deres haver og af floden i det omfang, den ikke fryser til.

23 mil til havet
»Det er hårdt,« mener Katarina, »hårdt, men naturligt.«

Mila 23 her har vi længe haft planer om at henvende os. Alene navnet, dette at en boplads for mennesker, for europæere, kan være kendetegnet ved et afstandsmål og intet andet. Fra de stråtækte rønner på deres banke over flodens grå vand, er der 23 mil ud til havet. Hverken mere eller mindre.

Vi sejler ned til til Mila 23 med kaptajn Petre om bord på Madra, således navngivet efter hans datter Madeleine og sønnen Dragan. Det er en fin, lille skude på knap 20 fod. Forude findes en mørk, men rummelig kahyt med to køjer. Så følger førerhus med dets primitive instrumenter og et gasapparat. Endelig er der det overdækkede agterskib med tre slagbænke og et spisebord.

Her indretter Explorer-holdet sig lige efter daggry med bøger, kort, kikkerter og al det tekniske grej, som forpester moderne journalistliv, og som også i dette tilfælde viser sig at være aldeles nytteløst.

Deltaets verden
Som vi sejler ud at floden, går bådsmanden Ion i gang med at skrabe og rense et fad frisk fangede fisk. Sølvskinnende skæl, blod og indvolde forsvinder ned i en spand, hvorpå den rensede fisk skylles i drikkevand fra en medbragt plasticbeholder (»Det er ikke vand fra floden,« beroliger kaptajn Petre).

En halvstor bulkcarrier, "Marc" af Beirut, ligger for anker midt i floden, endnu med blus på alle nattens lamper. Vi vinker til en udkigsmand oppe på højre brovinge. Han svarer morgensøvnigt igen.

De blanke fiskekroppe vendes i salt, pepper og mel og steger kort efter lystigt på en pande. Ved 10-tiden er der frokost - fede, velsmagende aborrer, som vi skyller ned med hvidvin fra kaptajnens landsby. Efterretten er søde, let rynkede æbler, hvis pletter og ar fortæller, at vi har at gøre med rigtige æbler.

Vi passerer småbyer med kommunismens intetsigende og propagandistiske navne så som Partizani. En kvinde fejer foran sit hus med en riskost. Foran andre huse er vasketøjet og lange rækker af fisk hængt ud til tørring.

Øst for Tulcea går kraften af Europas vandrigeste flod. Her har Donau siden tidernes morgen afleveret grus, sand og sentimenter, som er fulgt med på rejsen fra Sydtyskland. Her begynder en deltaets verden, som hverken er vand eller land, men begge dele på en og samme tid.

De vældige, nu magtesløse vandmasser føres ud mod havet i tre brede kanaler, som er indbyrdes forbundet med mindre kanaler og titusinder af små vandveje. Her findes marsk, søer og sumpe - det en sprogløs tid kalder for biosfærer eller vådområder.

På de sidste 10 km ud til havet falder landet med kun 0,4 procent. Træer og rørskove står i vand til knæene. Det er som om floden går boblende i stå.

Ved Tulcea er hovedkanalen, som rækker til Sulina, næsten en kilometer bred. Inde på højre hånd ruster den nu forsvundne socialismes døde industrier. Her findes også resterne af den rumænske Donau-eskadre, snesevis af mindre flådefartøjer, som rådner op i en tid, de ikke er bygget til.

Romerrigets grænse
Mens kaptajn Petre med sikker hånd fører Madra ad stadig snævrere kanaler i retning af Mila 23, tænker jeg på, at her har civilisationen været til stede i langt over 2000 år. Jason og hans argonauter ledte efter Kolchis og det Gyldne Skind på disse kanter. Historieskrivningens fader, Herodot, beretter om Sortehavskysten i det femte århundrede før Kristus. Ovid forvises til det nærliggende Konstanta, grækernes Tomis, fordi hans erotiske digte forstyrrede den moralske kejser Augustus.

Romerne havde deres limes her - deres grænse mod barbariet. Hertil og ikke længere rakte Romerriget.

Trajan førte i det Andet Århundrede sine legioner ind i Transdanubien. Billedstriben om dette felttog ses på hans søjle i Rom. Hans soldater slog dakerne, den oprindelige befolkning, og giftede sig med deres kvinder. Af denne forening fulgte en ny race, den romanske, de senere rumænere, hvis latinske sprog, iblandet slaviske brokker, røber deres herkomst.

De græske trierer og romerske galejer på Donau blev afløst først af byzantinske, venezianske og genovesiske både og siden af den tyrkiske sømagt, der først trak sig tilbage i sidste århundrede. Højere oppe på floden opererede Habsburgernes skibe.

Floden tilhører mange lande og har mange navne, der alle er europæiske - Donau, Dunaj, Dunaw, Dunav, Dunarea. Donau er en meget europæisk flod, mere europæisk vel sagtens end Rhinen og Elben eller Seinen og Rhone, som er Vesterlandets floder.

Rumæniens gale diktator i halvfjerdserne og firserne, Nicolae Ceausescu, ville systematisere eller udnytte det 5000 kvadratkilometer store deltaet økonomisk. Hans planer gik ud på, at inddrage næsten en tredjedel af sumpene og forvandle dem til statsdrevne landbrug. Da han blev henrettet under folkeopstande i 1989, var arbejdet med at tørlægge deltaet lige begyndt, så skaderne kunne hurtigt udbedres. Det nye styre erklærede deltaet med dets enestående natur og dyreliv for et beskyttet og sine steder lukket område.

Fugle og fisk
Over 300 fuglearter og næsten 200 forskellige slags fisk lever i deltaet. Fra Madra får vi øje på svaner, lappedykkere og klyder. Snehvide hejrer cirkler dovent og med vældige vingeslag over båden. I vandkantens sten og i udgåede træer sidder de sortegrå skarver og tørrer vinger. Om sommeren er her også store kolonier af pelikaner, som fisker i søerne og letter som rosafarvede skyer, såfremt en båd kommer dem for nær.

Andre fugle så som storke og gæs mellemlander på deres regelmæssige træk mellem Afrika og det nordlige Europa, hviler ud, spiser sig fede og fortsætter.

Fiskearterne rækker fra bidske karper og gedder til stør - den rumænske kaviar er fremragende - og de mere fredelige brasen og aborrer, hvis afgnavede ben nu ligger på vore tallerkener.

Flokke af løsgående svin, vilde heste og halvvilde køer med deres kvier dukker op og forsvinder i de tåger, som en stille nordenvind driver hen over dette besynderlige landskab. Ulve, ræve, vildsvin og vildkatte ser vi ikke, men de findes i stort tal inde i rørskoven, forsikrer både kaptajn Petre og Ion.

Deltaet er hjemsted for ca. 3000 mennesker, fortrinsvis de såkaldte lippovanere eller gammeltroende, som er en ortodoks sekt, der flygtede fra Rusland i det 17. århundrede i protest mod tsar Peter den Stores forsøg på at verdsliggøre den ortodokse kirke.

I Mila 23 er næsten alle lippovanere. Det ses af mændenes skæg og store, løst siddende pelshuer og af kvindernes spraglede skørter og hovedtørklæder. De er robuste og stærke, ofte rødblonde mennesker. De er loyale rumænske statsborgere, men anser sig for russere. Indbyrdes taler de et efter sigende smukt, gammeldags russisk. Kun når de er sammen med udenforstående, slår de over i rumænsk, som de hævdes at beherske bedre end mange rumænere.

Deres vigtigste transportmiddel er deres robåde. Broer findes ikke her ved Donaus nedre løb. Vejene er små og elendige og ender i intet. De har lidt elektricitet, men der er problemer med vandet. Det er et af deltaets paradokser. Der er vand over alt - og dog kniber det med vand.

Efter sin lange rejse fra Alperne, forbi storbyer som Wien, Budapest og Beograd og forbi atomkraftværkerne ved Pacs og Cernavoda er Donaus vand udrikkeligt.

»Det er et hårdt liv,« siger Katarina.

»Nogle gange er det så hårdt, at vi er lige ved at give op. Men så tænker vi på, at vi har været her så længe. Det er her, vi hører hjemme. Det er her, Gud vil have, at vi skal bo.«

»Vi har ingen penge,« tilføjer hun.

»Vi har kun vore haver og floden. Haverne giver os frugt og bær, og vi kan have en gris eller en flok høns. Floden giver os fisk alt andet må vi hente inde i Tulcea.«

Sønnen Daniel er et langt rær på 13 år. Han står og ser dum ud, som drenge gør i hans alder. Han vil blive i deltaet, siger han mut. Han vil være fisker ligesom sin fader. Storbyen lokker ikke. End ikke Tulcea med sine 100.000 indbyggere kan rykke i ham.

Har de det bedre nu end under Ceausescu? Spørgsmålet stilles af fremmede over alt i Rumænien. Det er så uundgåeligt som et for længst indøvet ritual, og måske man burde overveje ikke at stille det oftere. Men jeg gør det endnu engang.

»Vi havde det bedre under Ceausescu,« svarer Katarina så stille, som vidste hun, at det ikke er, hvad disse udlændinge vil høre.

»Vi havde en læge dengang. Vi fik faste priser for fisken. Der var flere varer i butikken, og de var billigere. Vi havde regelmæssige afgange til Tulcea. Alt var lettere. Men sådan skal det åbenbart være. Livet går videre.«

Livet er fattigt i dette delta, fattigt indtil benet. Især ved vintertide kniber det med forbindelserne til omverdenen. Så lever folkene i Mila 23 af deres fjerkræ, af deres haver og af floden i det omfang den ikke fryser til.

Trajan førte sine soldater ind i Transdanubien i det Andet Århundrede Hans soldater slog dakerne, den oprindelige befolkning, og giftede sig med deres kvinder. Af denne forening fulgte en ny race, den romanske, de senere rumænere. 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Mila 23
Skolen i Mila 23 fejes.
Foto: Carsten Ingemann