Sitemap | Avanceret søgning |

Gammelrussernes by

I sine bestræbelser på at afdække Europas mange identiteter opsøger Explorer-holdet lippovanerne ved Donaus nedre løb. De flygtede fra Rusland i det 17. århundrede i protest mod tsar Peter den Stores kirkereform og fandt på sultanens foranledning et fristed i det nuværende Rumænien.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (Foto)
Publiceret 18-11-1999

Jurilovca


TIL BRYLLUP
Gavriil og Emilia bliver gift i lippovaner-kirken i Jurilovca .
Foto: Carsten Ingemann

At ankomme til Jurilovca er som at ankomme til det yderste Sibirien.

Nette, spidsgavlede træhuse står ud til gaderne, der ikke er meget andet end opkørte jordveje.

Fra haverne høres hanegal, kaglende høns og snadrende ænder.

Grise grynter, og hunde gør.

Biler er der ikke mange af. I Jurilovca på Donau-deltaets sydside kører man i pindevogne, trukket af æsler eller brune, radmagre heste. Byen virker stille og velordnet, Rumæniens ofte kaotiske tilstande taget i betragtning.

Her bor lippovanerne, et lille og for os mærkværdigt folk, hvis historie og kultur, skikke og ritualer vi gerne vil vide mere om.

Vi har allerede tilbragt et døgn i Jurilovca, men det gav os ikke rigtig tid til at forstå lippovanerne, der næsten alle ernærer sig som fiskere, men i øvrigt er ludfattige. Nu er vi tilbage og håber på at blive klogere.

Næsten alle lillebyens borgere er efterkommere af kosakker, som flygtede fra Rusland i det 17. århundrede i protest først mod Aleksej Mikhajlovitjs og dernæst Peter den Stores bestræbelser på at modernisere den ortodokse kirke.

Tsarmagtens idé var, at kirken skulle verdsliggøres. Den skulle lægges ind under staten og tjene statens og dermed selvherskerens politik og formål.

Drevet ud med vold
Denne tanke blev afvist på det bestemteste af gammelrusserne eller de gammeltroende, som lippovanerne også kaldes. Med blodig vold drev det russiske styre dem ud i landets yderkanter, hvorfra mange fortsatte til udlandet. Østrigs oplyste kejser Joseph den Anden gav disse fredelige, hårdt arbejdende mennesker et fristed i Bukovina eller Bøgelandet nord for det nuværende Rumænien.

Andre lippovanere overlevede i Ukraine, Vallakiet og Østprøjsen. En største gruppe gammeltroende bad sultanen i Istanbul om beskyttelse og fik lov til at bosætte sig ved Donaus nedre løb. Her er der stadig mindst 30.000 lippovanere. Andre mener, der bor henved 100.000 lippovanere i Rumænien. At dette tal ikke fremgår af folketællingerne skyldes, siger man, at de nødigt giver sig til kende.

I Rusland skal der stadig være omkring to millioner gammeltroende, forestået af metropolit Alimpie i Moskva.

Deltaet og småbyerne på Sortehavskysten er lippovanernes land.

Til denne dag sidder deres religiøse overhoved, metropolit Leontie, i Braila, et hundrede kilometer oppe ad floden. Fra sin ærkebispegård overvåger han gammelrussernes anliggender ikke blot i Rumænien og det øvrige Europa, men i USA, Canada, Sydamerika og Australien.

Et strengt liv
Jurilovca med 4000 indbyggere er lippovanernes hovedby, siger Xenia Crasovschi, en af de få gammeltroende, der har gjort en akademisk karriere - hun underviser i russisk og russisk litteratur ved universitetet i Bukarest - og som bringer os hjem til sin fødeby.

»At være lippovaner er strengt og uden tøven at efterleve alle skriftens ord,« fastslår diakon Aleksej Eftei i Jurilovca.

»Vi tillader ingen tolkninger, ingen udlægninger, intet. Ordene er hellige. De er overleveret os i den hensigt, at vi skal følge dem og ære dem helt og aldeles.«

Vi sidder i hans værelse i et forfaldent hus overfor kirken, en smuk, højloftet træbygning med fine vægmalerier og en fornem akustik, som yder kirkesangen fuld retfærdighed. Diakonens rum er isnende koldt og møblementet særdeles spartansk - en seng, et par stole, et skab, en servante og en ikon, som både Eftei og Xenia korser sig energisk for, inden de sætter sig.

Påfaldende fysisk
Overhovedet er den gammelrussiske religionsudøvelse påfaldende fysisk: inde i kirken, under gudstjenesten, kaster de troende sig flere gange på knæ. Bevægelserne er overraskende hurtige og kropsligt voldsomme.

Han er hærdebred og endnu ung, denne Aleksej Eftei, myndig, men også forsigtig, med de lippovanske mænds og især de lippovanske præsters store udslåede hår og bølgende fuldskæg, som falder ned over hans bryst.

Kvinderne kendes ofte på deres højde, deres blå øjne og deres spraglede skørter og hovedtørklæder.På denne aften bærer Aleksej Eftei sin svære, sorte vinterdragt. Næste morgen ser vi ham og hans hjælper, Boris Trifonov, nu iført gyldne kåber, forestå det længe ventede bryllup mellem Gavriil og Emilia i Jurilovcas hovedkirke, bygget til ære for den Beskyttende Jomfru.

Et vigtigt punkt i bruddet mellem gammelrusserne og den ortodokse kirke synes at ligge i de anstrengelser, patriark Nikon af Moskva udfoldede efter 1652 i den hensigt at udgive en autoriseret og trykt samling af kirkens skrifter, herunder Biblen, til erstatning for de tusinder af håndskrevne tekster, som var i omløb og udgjorde grundlaget for den ortodokse kirkes forkyndelse og ritualer.

Synd og helligbrøde
Dette reformforsøg anså lippovanerne under munken Filip - af samme grund kaldes lippovanerne også filiponere - for en synd og en helligbrøde. De insisterede på at anvende de håndskrevne tekster, de kendte, og i den mangfoldighed, de forelå. Da Nikons trykte tekstsamling ikke var og ikke kunne være i overensstemmelse med alle de moskovitiske håndskrifter - af hvilke mange næppe har kunnet stå for en nærmere teologisk prøve - fulgte en splittelse af kirken.

De såkaldt reformerte havde staten bag, og der indledtes et terrorvælde mod de gammeltroende, som blev lyst i band og hængt ud som skismatikere, der enhver kunne slå ihjel eller forulempe uden risiko for straf.

Flugt til skovene
De gammeltroende flygtede først ud i Ruslands uendelige skove og sumpe, mens deres kirker, klostre og øvrige gods blev plyndret og brændt - eller de satte ild til sig selv i den tro, at deres offer ville bringe dem øjeblikkelig frelse.

Siden fulgte de overlevendes udvandring.

Lippovanerne afviser kirkens ydre glans og rigdom og dens tætte forbindelse til staten. De vælger deres egne præster (Aleksej Eftei er tidligere sømand), og de har deres egne skoler. De er forpligtet til at leve i fattigdom - hvilket går helt af sig selv i Rumænien - og i største fromhed. Indbyrdes taler de russisk, med andre rumænsk. De kan minde om katarerne, som pavestolen forfulgte med største grusomhed i Middelalderen. I lange tider forsagede lippovanerne kaffe, te og tobak, de indtog ikke medicin, og de nægtede at gøre krigstjeneste.

Sådan er det dog ikke længere, siger Xenia. Flere og flere lever et moderne liv, om end langt de fleste forbliver i deres småbyer ved deltaet.

Det svære sprog
Lippovanernes gudstjeneste foregår stadig på oldslavonsk, et sprog, de færreste i menigheden forstår, men det anfægter ikke Aleksej Eftei.

»Vor tro er den hellige Faders og de Hellige Apostles tro. Vi er på rette vej, og ingen eller intet kan få os til at fravige den,« siger han. »Selvfølgelig er det et problem, at menigheden ikke forstår kirkesproget, men sådan er det nu. Gud bestemmer. Vor pligt er at gøre nøjagtig, som vore fædre gjorde og deres fædre gjorde før dem, og at sikre at vor arv overdrages uændret til vore børn og deres børn ... Alt ligger i Gud Faders hånd.«

Senere på aftenen, da vi sidder hjemme i hendes broders og svigerindes hus, beder jeg Xenia om at forklare mig forskellen lippovanere og ortodokse. Hun ser op med et lille smil.

»Vi korser os med to fingre,« siger hun. »De korser sig med tre fingre ... Der er så meget af den slags.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


SOM I GAMLE DAGE
Foto: Carsten Ingemann