Sitemap | Avanceret søgning |

Vandvejen der blev lukket

Vestens krig mod Jugoslavien har kostet landene ved Donaus nedre løb dyrt. I Bulgarien og Rumænien spores skuffelse og bitterhed til skade for de demokratiske kræfter.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 17-11-1999

Tulcea


STILLE FLYDER DONAU
Lukningen af Donau koster anslået Europa hen mod 10 milliarder kroner om året.
Foto: Carsten Ingemann

Flokke af halvvilde hunde har slået sig ned i buskadset ud til floden. Bagved ligger byen, støvet og kold i den første vinterdags skarpe sol.

På Donau er trafikken svundet ind efter NATOs luftslag mod Jugoslavien.

En ukrainsk damper passerer Tulcea op mod strømmen. Den skal næppe langt, til Giurgiu eller Ruse vel sagtens, måske til Turnu Severin.

Efter Jernporten - rumænernes Portile de Fier - svinder trafikken ind til et minimum. Broerne udenfor Beograd

ligger som ruiner i floden og hindrer den videre sejlads med alt andet end småbåde.

For mange virksomheder højere oppe ad floden, i Ungarn, Østrig og Tyskland, er det en katastrofe. Tunge laster som sten, sand, malm, olie og kul føres ikke længere frem, billigt og enkelt, ad Donau.

I stedet sendes de ud på lange og dyre landeveje.

Bulgarien, Moldavien, Rumænien og Ukraine klager over manglende fragter og over de hindringer, deres i forvejen skrøbelige udenrigshandel udsættes for.

Men sådan skal det åbenbart være et stykke tid endnu. Serberne har ikke travlt med at rydde Donau. Deres naboer - som støttede NATO under krigen i foråret - må gerne få del i den pine, der nu er Serbiens.

Vesten vandt i Kosovo, men serberne sidder med nøglen til freden, med muligheden for at åbne eller lukke Europas største vandvej. Og i Beograd er præsident Slobodan Milosevic af den tilsyneladende ufravigelige opfattelse, at da Vesten har bombet hans broer, må Vesten også genopbygge dem.

Set fra værelse 214 på det udmærkede Hotel Delta i Tulcea er der ikke en fragtpram indenfor synsvidde. Arbejdsbådene ligger optrukket på bredden, ude af drift. Floden bevæger sig majestætisk og tom mod sit endeligt i Sortehavet et halvt hundrede kilometer længere ude i øst.

Det er et økonomisk problem - og et økologisk problem.

En konvoj af pramme, siger man på havnekontoret i Tulcea, erstatter rigeligt 200 lastvogne og sejler ubesværet, om end langsomt, op til Centraleuropa. Lastvognene forurener i landskabet, ødelægger de spinkle landeveje og sinker den lettere trafik.

At flytte en tons gods på køl koster omkring en femtedel af transporten over land.

Vestlige økonomer anslår, at krigen i Kosovo og dens efterdønninger har slået et skår på to procent i Bulgariens allerede magre bruttonationalprodukt. Rumænerne er sluppet billigere med et beregnet tab på en halv procent.

I disse fattige europæiske lande, hvor væksten fortsat er negativ i overgangsfasen mellem det socialistiske og det kapitalistiske system, er det mærkbare tal for millioner af mennesker.

I Bulgarien og Rumænien spores skuffelse - for ikke at sige vrede - over de vestlige regeringers tilbageholdende reaktion på de vanskeligheder, landene ved Donaus nedre løb slås med.

Vestlige ledere strømmede til Sofia og Bukarest under Kosovo-krigen. Der var ingen ende på de løfter, forsikringer og dækningsløse politiske checks, som blev udstedt ved disse lejligheder. De to lande, forsikrede man, var nu medlemmer af NATO-familien, om end ikke af selve alliancen, men dette sidste var kun et spørgsmål om tid.

Derefter sænkede tavsheden sig over Balkan. Munder EUs topmøde i Helsingfors i december ikke ud i en opfordring til Bulgarien og Rumænien om snarest at indlede optagelsesforhandlinger med apparatet i Bruxelles, vil det udløse bitterhed til skade for disse landes demokratiske og vestligt orienterede kræfter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


I KRIGENS SKYGGE
Trafikken på den tidligere så travle vandvej er svundet ind til et minimum.
Foto: Carsten Ingemann