Sitemap | Avanceret søgning |

Benzin-fiskerne

Et sælsomt syn møder den rejsende på landevejen mellem Konstanta og Cernavoda i det østligste Rumænien.

Af CARSTEN INGEMANN (tekst og foto)
Publiceret 17-11-1999

Basarabia


Benzin-fiskerne (1)

Just efter en flække ved navn Basarabia står snesevis af lasede mennesker på en knoldet mark og trækker i snore, der forsvinder ned i diverse huller.

Et nærmere eftersyn afslører, at hver enkelt snor ender i en plasticbøtte, som fyldes med benzin nede i dybet, hvorpå den trækkes op til overfladen. Indholdet hældes over i en spand, som siden stilles til salg i vejkanten.

Dette, forstår vi hurtigt, er ikke legal virksomhed. Fænomenet kan heller ikke siges at være ganske naturskabt al den stund, der normalt ikke flyder oktan 98 en halv snes meter under jordens overflade.

Forklaringen, som vi piller ud af Christie, en af benzinfiskerne, er den interessante og måske let foruroligende, at der er gået hul på en ledning, som fører brændstof fra Rusland til Bulgarien.


Benzin-fiskerne (2)

Lækagen har været kendt i et par år, men det er kun få måneder siden, man konstaterede, at der trængte benzin ud i den nærliggende kanal mellem Donau og Sortehavet, et af den nu henrettede tyran Nicolae Ceausescus mere vanvittige byggeprojekter.

"Jeg føler det ydmygende," siger Christi, som står i november-kulden og fisker benzin op af sit hul. "Men jeg har intet valg. Dette er min eneste mulighed for at tjene lidt penge til mig selv og familien. Jeg henter i reglen mellem fem og ti liter superbenzin op i timen."

Fangsten bliver filtreret og solgt til 8000 lei (ca. tre kroner) pr. liter fra vejkanten. Kunder skorter det aldrig på.

Gangster-indblanding
Ind imellem kommer en såkaldt patron, der ikke er andet end en lokal gangster, som påstår, at han ejer terrænet. For det tilfælde, at benzinfiskerne skulle nære tvivl om hans rettigheder, medbringer han et antal dystert udseende venner, som afkræver den enkelte benzinfisker 100.000 lei pr. hul.


Benzin-fiskerne (3)

"Han har fire biler og mindst lige så mange kvinder," tilføjer Ion, en anden elendig skikkelse. "Det er bittert, at vi må arbejde for ham. Men fattigfolk som os har intet at sige i dette land. Jeg synes, vi havde det bedre under Ceausescu. Da havde vi arbejde, og en skade som denne var blevet udbedret med det samme."

På officielt hold ved man udmærket, hvad der foregår uden for Basarabia, men der er ikke penge til at stoppe lækagen. Af samme grund har man ikke voldsomt meget imod benzinfiskernes virke. "Miljøfolkene er glade for os," siger Christi. Uvist af hvilken grund har det lokale politi derimod svært ved at styre sin utilfredshed.

Fornylig dukkede et hold betjente op og satte ild til benzinfiskernes læskure. "Måske er de bare misunderlige, de tjener jo kun, hvad de kan klemme os andre for," lyder Christis bitre kommentar.


Benzin-fiskerne (4)

To møgbeskidte knægte viser os, hvordan man kommer ned i 10 meters dybde. Man tager en gasflaske, skærer bunden af den og anbringer i dens sted et kraftigt metalnet, hvorpå man svejser et vandrør på studsen af flasken. Endelig banker man gasflasken så langt ned i jorden som muligt, trækker den op igen og tømmer den

for jord. Procesen fortsættes i seks til syv timer, hvorefter man - forhåbentlig - er nede i det benzinførende lag.

Ulykker
Vandrøret forlænges i takt med, at hullet bliver dybere og dybere. Det førte forleden til en ulykke, da to benzinfiskere gik op i flammer, da vandrøret ramte en lavt hængende højspændingsledning.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten