Sitemap | Avanceret søgning |

Verdens hurtigste orkester

Explorer-holdet får en koncert for fuld udblæsning på Donaus bred efter at have kørt i H.C. Andersens fodspor fra Sortehavet til Cernavoda.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 15-11-1999

Cernavoda


VARM MUSIK I KULDEN
Sigøjnerorkestret giver den hele armen ved Donaus bred

Det begynder i en mørk og fugtig sidebygning til Indenrigsministeriet i Bukarest, og det ender under stormende musik, bægerklang og hjertelige omfavnelser i en restaurant i Cernavoda, som - hvis denne flække ikke rummede et skrækindjagende atomkraftværk - ville være et hul selv på Balkan.

I mellemtiden får vi for fuld udblæsning en koncert på Donaus bred, leveret i Explorerens navn af verdens formentlig hurtigste orkester.

Hele ensemblet er der ikke råd til: med sangere og dansere ville vi i så fald komme op på over et hundrede mand, og det er mere end budgettet kan bære.

Mindre må gøre det.

Seks musikere i overmorgen klokken 12 - sådan lyder vor aftale med Gheorghe Sapunaru, administrativ chef for Ciocarlia eller Lærken, det rumænske indenrigsministeriums folkloreensemble, grundlagt i 1947 som Kunstnergruppen under Gendarmeriets Generalinspektorat.

Lyder det frygtindgydende? Det er det slet ikke.

Ad H.C. Andersens rute
Vi kører til Cernavoda fra Constanta ad præcis den rute, H.C. Andersen fulgte i foråret 1841, da han bevægede sig i oksetrukken kærre fra Sortehavet til Donau i den hensigt at fortsætte med Første Østrigske Donau-Dampskibsselskabs "Argo" til Budapest og Wien.

Nu som dengang er landskabet fladt og delvis uplejet, fyldt med dyreflokke, vildt udseende hyrder og ødelagte huse. Vor digter beskriver Cernavoda som "et pragteksemplar af en forfalden by."

Det er den stadig.

En ruin af en bus
Musikerne ankommer i deres rejsebus, en himmelblå ruin på fire nedslidte gummiringe, og iler ind på et iskoldt værtshus, hvor vi styrker os med et krus af den lokale brændevin. Derefter fortsætter alle, nu i højt humør, ned til flodbredden. Her har fotograf Ingemann fundet et til sin ofte bizarre smag passende sceneri. Der er således udsigt til både et cementværk, en jernbanebro og andre dekorative installationer.


VINTERKULDE
Efter en halv times koncert skulle der varme i fingrene igen.

Endelig er der selvfølgelig Europas længste flod, som her, skidengrå og algegrøn, knækker mod nord og siden forsvinder i Sortehavet.

Mens musikerne klæder om inde i bussen, bringer deres vandbærere instrumenterne, blandt dem en gulvbas og et gevaldigt cembalo, ned til flodbredden. Dette er fuldstændig vanvittigt, tænker jeg, men det er også meget, meget morsomt, meget balkansk og lidt i retning af Emir Kusturicas film.

Absurd scene
Så dukker koncertmester Mircea Carabulea og hans trup op, bredt grinende ved tanken om den absurditet, de optræder i. Selv Sapunaru, der kunne virke tynget af ansvar hjemme i sin baggård, ser ud, som om han har godt af at være ude i frisk luft og foretage sig noget, der næppe er helt efter reglementet.

Carabulea, en elegant, ældre herre, der som de fleste af sine kolleger har optrådt over alt i verden, leder fra sin violin musikerne gennem de første, dæmpede melodier - ballader og skitser over den iørefaldende rumænske folkemusik. Snart efter sætter han tempoet i vejret. Meningen med denne optræden ud til Donau er, at vi skal fatte ikke blot klangen, dybden og intensiteten i den kulturarv, orkesteret varetager, vi skal også begejstres over den enestående ekvilibrisme, hvormed Ciocarlias musikere behersker deres kunst.

Som vi kommer gennem repertoiret af melodier, skrues tempoet op i det rystende, ja i det uforståelige. Allerede en halv snes minutter inde i forestillingen er der gået så meget sigøjner i den kolde middagsstund, at folkene henne på cementværket nedlægger arbejdet og tager opstillingen oppe på grønsværen.

Tempoet stiger og stiger. Musikerne siger, de kan klare op til et hundrede takter i sekundet. Stefan Radus hammere hvirvler som kolibrivinger hen over cembaloets 134 strenge. Hvad fløjtenisten Pechis Suchiu får ud af sine instrumenter, ledsaget af musikernes ildnende tilråb, er enestående. Dette, tænker jeg, er ikke tidens overfladiske populærmusik, men den ægte folkelige vare. Alle følelser spilles igennem, når Carabulea virtuost trakterer sin violin. Al Balkans sorg og munterhed er nedlagt i Ion Dincas bas og Nicolae Neagus harmonika.

Pancirel Constandache med sin trompet er intet mindre end en sensation, en blanding af Armstrong og Miles Davis, hvisker en af hans kolleger.

Ind i varmen
Efter en halv time nede ved floden har musikerne fået nok. Vinterkulden sidder dem i hænderne. De iler op til deres bus - under det sparsomme, men begejstrede publikums piften og applaus.

Kort efter er alle bænket i det nu opvarmede værtshus, hvor der følger en frokost og endnu en koncert så overvældende, at jeg en overgang frygter, at det nærliggende atomkraftværk skal slå revner.

Omsider er det tid til afgang.

Musikerne skal hjem til Bukarest. Vi skal nordpå og østpå.

Mellem gentlemen bør ikke forekomme penge, men også kunsten skal leve. Jeg stikker hr. Sapunaru et kilo af de lokale pengesedler så diskret, som det nu kan lade sig gøre. JP Explorer tager naturligvis også frokostregningen: 13 mand har spist og drukket i tre timer - samlet pris små 600 kr.

Mætte og øre i hovederne anbefaler vi gerne Ciocarlia til dronningen, når hun ud på næste forår aflægger officielt besøg i Rumænien.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere