Sitemap | Avanceret søgning |

Vredens druer

Den brede Thrakia-dal er som skabt til vinavl. Jorden virker let og tør, solen bager i sommermånederne, og fjerne, mørke bjerge oppe mod nord holder de kolde vinde på behørig afstand. Arkæologiske fund antyder, at vinstokke er blevet plantet og udnyttet her siden den tidligste Oldtid.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 14-11-1999

STAMBOLIJSKI, BULGARIEN


2000 ÅR MED VIN
I den sydlige del af Bulgarien er der stolte traditioner for vinproduktion.

I det sydlige Bulgarien, omkring Maritza-floden, som løber ned til Ægæerhavet, er der blevet dyrket og drukket vin i mindst to tusinde år, fastslår Marin Dimitrov, en af Balkans førende vineksperter, under Explorers besøg i Stambolijski, en skrammet flække vest for Plovdiv.

Også i Danmark har mange drukket den gode, billige rødvin - fuld af farve og garvesyrer - som kommer fra vinmarkederne omkring Plovdiv. Den fås stadig, men slet ikke i de mængder, der blev produceret tidligere. Som så meget andet i det sydøstlige Europa stander også landbruget, herunder vinavlen, i krise.

Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Moldavien, der alle er traditionelle vinlande, befinder sig - 10 år efter kommunismens undergang - i transformationsøkonomiens onde cirkel. Den gamle økonomi er væk, den nye virker endnu ikke efter sin hensigt. Store statsejede virksomheder lukkes eller afhændes til private, arbejdsløsheden vokser, bruttonationalproduktet og købekraften falder, nye arbejdspladser skabes ikke i nødvendigt tempo.

Foreløbig går det ned ad bakke for de fleste. Om tre-fire år bliver det bedre, lover økonomerne, men de fattige kan ikke vente. De stemmer atter på kommunisterne - eller socialisterne, som de hedder nu om dage.

Upløjede marker
En udflugt gennem dalen viser, at vinmark efter vinmark ligger uplejet hen eller er pløjet ned. De færreste steder står vinen, som den skal i disse uger, gylden og luerød mod Balkans blå efterårshimmel.

De kommunistisk styrede statsbrug er gået i opløsning. Småbønderne forsøger sig på egen hånd eller i kooperativer, men deres maskiner - i det omfang de overhovedet har maskiner - er forældede, deres tekniske viden utilstrækkelig og deres adgang til kreditter lukket.

Alle skriger på investeringer, men de færreste har råd til at gå i banken, hvor selv dygtigt førte forretninger hurtigt bliver pålignet en årlig rente på 15-20 procent.

»Vi har i den seneste halve snes år været udsat for tilbageslag efter tilbageslag,« sukker Dimitrov, der er formand for Sammenslutningen af Bulgarske Ønologer. »Det begyndte med, at vore kommunistiske herskere gik i hælene på Gorbatjov (den sidste sovjetiske præsident, red.), da han indledte sin kampagne mod russernes misbrugt af vin og spiritus. Et lignende problem eksisterede ikke i Bulgarien. Alligevel blev vore vinmarker i vid udstrækning ødelagt. Siden fulgte den politiske omvæltning, som vendte op og ned på alt og afskar os fra mange af vore vigtigste markeder.«

Explorer-holdet ankommer til Stambolijski med flere timers forsinkelse som følge af omfattende og kaotisk markerede vejarbejder, der først leder os ud i vildnisset omkring Shipkapasset, siden tvinger os ind på en sydøstlig kurs, hvor vi rettelig skulle mod vest. Da vi endelig ankommer til vineriet i Stambolijski - opkaldt efter den bulgarske bondefører, som blev myrdet i 1923 - er ejeren af virksomheden kørt til et andet og utvivlsomt vigtigere møde. Tilbage sidder Dimitrov og flere af hans medarbejdere samt vor bekendte fra Sofia, Teodor Tsvetkov, formand for Landsforeningen af EUs Venner i Bulgarien, og Daniela Stojanova, der oversætter, som var hun betalt for det, hvad hun dog ikke er.

Selv i aftenmørket konstaterer vi hurtigt, at størsteparten af virksomheden har mere at gøre med ruiner end med moderne produktionsanlæg. Kun administrationsbygningen med tilhørende laboratorium er ny, kølig og elegant hvid. Herfra forsøger Konstantin Madjarov - økonom, maskiningeniør og designer - at genskabe den familieejendom, han måtte forlade som lille dreng.

Gården blev grundlagt af hans fader i 1939 - et ikke specielt lykkeligt år, synes man. Få måneder senere skyllede Anden Verdenskrigs katastrofe ind over Europa. Blandt de lande, der blev ramt af den kommunistiske efterdønning, var Bulgarien, hvor stalinisten Georgij Dimitrov forestod et usædvanligt brutalt regime, præget af skueprocesser, massemord og fangelejre.

Fordrevet fra vingården
I 1947 fordrev kommunisterne familien Madjarov fra Stambolijski. Vingården blev nationaliseret og lagt ind under et større statsbrug, hvis eneste funktion var at forsyne det sovjetiske og det vestlige marked med vin, mængdevin snarere end kvalitetsvin.

Mens familien Madjarov slog sig igennem på et par værelser inde i Plovdiv, blev der drevet rovdrift på ejendommen ude i Stambolijski. Nødvendige investeringer udeblev, bygninger, maskiner og laboratorium forfaldt. Da Konstantin Madjarov i 1994 kunne vende tilbage til sin arv - såvel faderen som moderen døde i halvfjerdserne - lå alt i ruiner.

Der er siden blevet bygget og fornyet med de få midler, som står til rådighed. Der er også indledt et samarbejde med franske vinfabrikanter, som er begyndt at aftage gårdens bedste vine - af druerne Cabernet og Mavrud - hælder dem på flaske og sælger dem i Vesteuropa under mærket Manastir Cabernet Sauvignon, en dybrød, kraftig vin.

Ingen offentlig støtte
Det nye demokratiske og kapitalistiske Bulgarien giver ingen offentlig støtte til vinproduktionen, en af landets mest traditionsrige næringsveje. Staten har ingen penge og følger under præsident Petar Stojanovs beslutsomme styre den linje, at det private erhvervsliv er privat og følgelig må klare sig selv. Det er Konstantin Madjarovs held, at Banque Nationale de Paris og Dresdner Bank tror på hans vingård og forsyner ham med relativt gunstige lån.

Vingårdens kreditværdighed styrkes af, at en amerikansk-bulgarsk investeringsfond ejer 20 procent af aktierne. De ca. 25 mand, som arbejder fast på gården, tjener, hvad der svarer til mellem 1200 og 1600 kr. om måneden. Topfolk som Dimitrov kan tjene over det dobbelte.

Små midler
Fem procent af virksomhedens aktier ligger hos de fast ansatte som personlig portefølje.

Midlerne er små, siger Dimitrov, men ambitionerne mange og store. Han håber på at kunne udvikle vingården til en af de bedste i Bulgarien, drevet med den mest moderne teknologi, som man er ved at importere fra Vesten. Stambolijski-vinen eksporteres allerede til USA, Tyskland, Japan, Frankrig og Storbritannien, som længe har været et af de bulgarske vines bedste markeder i Vesteuropa.

USA aftog sidste år 6000 hektoliter og Frankrig 1000 hektoliter vin - små kvantiteter, siger Dimitrov, men lovende. I Bulgarien afsatte man 15000 hektoliter, men markedet er begrænset. De færreste har råd til at købe vin. Det russiske marked, som var vingårdens vigtigste udlandskunde i den kommunistiske periode, er faldet fuldstændig væk.

»Hovedopgaven lige nu,« siger Dimitrov, »er at overleve. Det er hårdt, men vi må være optimister. Jeg kan blive så rasende, når jeg ser, hvad der er sket med vor gode bulgarske vin.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


GYLDNE LØFTER
To landarbejdere spiser frokost mellem de visne vinstokke. Men det bliver bedre, lover økonomerne.
Foto: Carsten Ingemann